Prøv avisen
Opera

Når opera er dødsens alvorlig

Jack Heggies opera om livet som fange på dødsgangen i USA blev uropført i 2000 og har denne uge dansk premiere. – Foto: Miklos Sczabo

”Dead Man Walking” byder på både stærkt spil og fornemme sangerpræstationer

”Dead man walking” er et slangudtryk blandt amerikanske fangevogtere. Det beskriver synet af en dødsdømt fange, der vandrer den tunge gang fra fængselscellen til henrettelsen. Det er også titlen på en meget omtalt bog af den amerikanske nonne Helen Prejean og en filmatisering fra 1995 af dette værk. Og desuden navnet på Jack Heggies opera fra 2000 (uropført i San Francisco), der i tirsdags havde dansk premiere på Operaens store scene på Dokøen i København.

Vi er i delstaten Louisiana i 1980’erne. To teenagere bliver overfaldet – drengen likvideres med et nakkeskud, pigen voldtages, inden hun stikkes ihjel. Nogle år senere bliver nonnen Søster Helen kontaktet af en af de to mænd, der er blevet dømt for mordene, Joseph de Rocher. Han sidder på dødsgangen, men nægter at være skyldig og prøver stadig at blive frikendt. Han beder nu Søster Helen være hans åndelige vejleder. Det er omkring disse to skikkelser, sunget og spillet af Hanne Fischer og Johan Reuter, at handlingen udspiller sig. De gør det begge fremragende, hun måske en kende anonym i sin udstråling, men stålsat i sin kristentro og viljestærk i sin trang til at betyde en forskel for den dødsdømte – han med en næsten rørende, men aldrig overspillet fremstilling af manden, der længe ikke vil vedstå sin frygtelige forbrydelse. Sekvenserne er lange, det er en opera, der giver sig god tid, men den er godt givet ud, for her oplever vi en moderne og uhyre nærværende opera seria i udtrykkets allerbedste betydning. Og det er den ikke blot qua sit emne, men også takket være en afbalanceret iscenesættelse, der er renset for tvivlsomme påhit og smagløse hovsa-løsninger. Humor er der selvsagt ikke megen af, men når den glimtvis optræder – som i scenen, hvor Søster Helen og Joseph opdager, at de deler en svaghed for Elvis Presley – virker den så meget stærkere.

Musikken er på et højt niveau. Den 55-årige amerikanske komponist har haft den ”frækhed” at begynde med en ouverture, som virkelig klinger klassisk (den lyder, som kunne den være skrevet til en gammel slavisk opera), men efter prologen, hvor vi overværer dobbeltmordet, kommer der amerikanske farver på paletten, og i visse stræk har Heggie lånt fra både jazz, gospels og blues. Men der er også passager, der klinger som god, gammeldags operamusik, og hvor Det Kongelige Kapel får lov til at vise sin kolossale kapacitet med smukke indsatser, ikke mindst fra træblæserne.

Rollelisten er lang , for vi ser og hører også hovedpersonernes forældre. Susanne Resmark er fremragende som Josephs enlige mor, mens alle forældre til de to unge myrdede er med: Jens Christian Tvilum, Elisabeth Halling, Teit Kanstrup og Mette Grosbøl udgør en homogen kvartet. Cornelia Beskow gør i rollen som Søster Rose stærkt indtryk som ”fornuftens stemme”, og der er i det hele taget ingen mislyde, det være sig vokale eller sceniske, i denne forestilling, hvor Orpha Phelans iscenesættelse og Nicky Shaws scenografi på én gang er mådeholden, ekspansiv og smidig. Vi er med lige fra den voldsomme forbrydelse til den kliniske henrettelse.

Tre timer med nogle af tilværelsens tunge spørgsmål, liv og død, dødsstraffens berettigelse eller ej, kan lyde som hård kost. Men det handler også om tro og tilgivelse, om moral og mennesker – og i sidste instans deres forhold til Gud.