Vidtspændende bog viser, at den gode tale kan forandre verden

Den gode tale kan forandre og ændre på de bestående forhold på en helt anden måde end den fysiske magt. Det viser denne bog på fineste vis

Den pakistanske aktivist Malala Yousafzai, den mest kendte repræsentant for oplysningstiden i Danmark Ludvig Holberg og den indisk jurist, politiker og åndelige leder Mahatma Gandhi.
Den pakistanske aktivist Malala Yousafzai, den mest kendte repræsentant for oplysningstiden i Danmark Ludvig Holberg og den indisk jurist, politiker og åndelige leder Mahatma Gandhi. Foto: Ritzau Scanpix

Der findes en berømt udtalelse af Martin Luther, der et sted siger, at mens han har sovet eller drukket den gode wittenbergske øl, så har ordet gjort sin gerning. Ordet har virket og har rokket både ved pave og kejser. Luther har ikke gjort andet end at forkynde og tale ordet, og derefter har det selv levet et liv, som har været virksomt. Sådan kan den gode tale have sit eget liv. Den gode tale kan forandre og ændre på de bestående forhold på en helt anden måde end den fysiske magt.

Denne tro på ordet dukker op, når man læser den nyudgivne bog med 27 taler og prædikener fra humanister og teologer. Udvalget spænder fra Jesus til vore dage, og det er primært repræsentanter fra den kristne kulturkreds, der er med. Der er undtagelser, for eksempel pakistanske Malala Yousafzai, nobelpristager i 2014, som taler om børns ret til uddannelse.

Man rammes ofte bogen igennem af den ligefremhed og det ønske hos talerne om, at ordet eller talen kan forandre en verden, og mange af talerne er, med deres retoriske styrke og overraskende billeder, sandelig taler, man ikke lige kan glemme. Stærkt står for eksempel den amerikanske kvindesagsforkæmper Elizabeth Cady Stanton, der i en tale fra 1848 med både humor og alvor får sat kvinders rettigheder på dagsordenen.

Det er klart, at den offentlige tale kan have omkostninger. Det kan have sin pris at tale offentligt, selvom der dog også er nogen, der får prisen, hvilket også Václav Havel koketterer med i sin tale fra 1991 ved modtagelsen af Sonningprisen. Havel bliver som Hans Tausen og som B.S. Ingemann mere og mere mistænksom over for sig selv, jo bedre det går ham, og jo flere priser han får, for så er han måske ikke den politiker, han gerne vil være; nemlig den, der handler i ansvar med respekt over for fællesskabet, men egentlig kun er optaget af sin egen forfængelighed. Og Martin Luthers tale på Rigsdagen i Worms i 1521 er et skoleeksempel på, hvorledes man kan stole på ordets magt og også ville bøje sig under det, hvis det er påkrævet. Men kun under ordet, ikke under den brutale magt.

Også Kaj Munk er inde på de omkostninger, som den åbne mund kan have. Han kan tale om, at kirken har mistet sit næstdyreste klenodie (det dyreste er Kristus): martyriet. Prædikenen, som er holdt i København i december 1943, får en særlig klang, da han selv få uger efter myrdes af nazisterne, hvilket også Per Stig Møller gør opmærksom på i sit glimrende forord.

Gribende er også den sydamerikanske biskop Oscar Romeros prædiken, som egentlig er en sjælemesse for en aktivist i El Salvador i 1980, hvor prædikenen afbrydes ved, at Romero dræbes ved et skud. Prædikenen slutter simpelthen brat med ordene: ”I samme øjeblik lød skuddet.” Ordet måtte tie, men mens skuddet klingede ud, står prædikenen tilbage som et vidnesbyrd om menneskelig værdig, håb og kristent mod.

Talerne spænder som sagt vidt lige fra Holbergs epistel om Mahomed, som virkelig er sprængfyldt, over Grundtvigs tale i den grundlovgivende forsamling om religionsfrihed og Karen Jeppes tale i BBC om de bortførte armenske kvinder og børn og til Bonhoeffers og Barths prædikener og taler om kirkekampen, og også Moder Teresas insisterende tale blandt andet mod abort. Ingen af de 27 taler er uvedkommende. Alle har meget på hjerte, og de stoler på ordets magt i en magtfuld verden.

Apropos Karen Jeppe, så skulle hun efter sigende have holdt den korteste af alle taler, engang da Folkeforbundet ikke ville bevillige hende et beløb til arbejdet i Armenien med ordene: ”det nytter så lidt”, svarede hun: ”Ja, det er kun et lille lys, og natten er så mørk.” Hun fik pengene til arbejdet.

Bogen er udgivet med et glimrende forord af Per Stig Møller, som også lægger vægt på prisen, mange af talerne må betale for at tage bladet fra munden og tage ordet. Men det er en mangel ved bogen, at det ikke er anført, hvem der har udvalgt talerne, og hvem der har skrevet de udmærkede indledninger til talerne. Det havde været på sin plads at have oplyst om dette og om redaktionens sammensætning.

Men ellers kan bogen kun anbefales, og man bør næsten læse en tale om dagen den næste måned, for at talerne kan synke ind og blive tænkt over, for det fortjener de.

Gæsteanmelder Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst og provst i Hjørring.