”Endnu en dag. En til. Ingen bedring. Endnu en. Jeg kan ikke mere. Endnu en uge. Endnu en dag. Det er slut.”
Depressionens skridt slæber sig afsted med blytung fornemmelse i Thomas Melles ”Med verden i ryggen”. Den tyske forfatter har levet med sin bipolaritet i mange år og foretrækker selv at kalde den maniodepressivitet, og i ”Med verden i ryggen” får man et unikt indblik i et liv som psykisk syg.
I to spor, der deler sig mellem kronologisk fremadskridende anekdoter og et reflekterende og analyserende spor fortalt fra hans nutid, hvor han i øjeblikket har sin lidelse under kontrol, kommer vi helt ind i hovedet på den maniodepressive. I maniske faser, der i Thomas Melles tilfælde varer i over et år, raser han gennem tyske storbyer i en blanding af blind paranoia, storhedsvanvid og aggression, og som læser er vi med hele vejen. Eksempelvis ser Thomas Melle i sin første maniske fase, der finder sted i 1999, tegn i både samtidslitteratur, popkultur og i historien på, at han er Messias, og det verdensbillede fortsætter i de efterfølgende maniodepressive perioder. Alle radiohits ser han som referencer til tekster, han har skrevet, eller til sit personlige liv, og samtidig ser han kendte mennesker overalt. Her dissekerer han den syge verdensopfattelse i et forsøg på selv at forstå den:
”Jeg gik ud fra, at der var en hemmelig verdenshistorie, en hemmelig overlevering fra tidernes morgen, en sandhed, der var så altomfattende og ubegribelig, at den ikke måtte blive afsløret for mig, før jeg selv fandt frem til den, selv nåede dertil i et bevidsthedsspring. Ingen vidste, hvornår præcis det var sket. Men i århundredernes løb var der dukket en messiasforventning op, meget lig den jødiske, men uden at holde sig inden for en enkelt religion eller en bestemt kulturkreds (…) Hviskende og i metaforer gik det fra mund til mund, at en eller anden ville komme omkring årtusindskiftet.”
Den messias ser Thomas Melle som sig selv, selv om – indrømmer han – andre før ham har ment det samme, eksempelvis Hitler. I sine kroniklignende tekststykker forsøger den mere stabile Thomas Melle at følge sine argumentationsrækker og forstå, hvad han dengang tænkte. Han har en spektakulær hukommelse og genfortæller utallige episoder ned til mindste detalje, og det er naturligvis pinagtigt at følge ham på vejen mod den maniske bersærkergang.
Efter perioderne med mani er overstået, kommer en overgangsperiode og derefter en tung og sort depression, hvor skammen over de mange måneder med den pinlige maniske tilstand efterlader forfatteren opgivende og destruktiv. Da han samtidig er kronisk alkoholiker, passer han ikke ind i de gængse psykiatriske systemer, og han sendes derfor fra behandlingshjem til overgangshjem til hjemløshed uden at få det bedre.
”Med verden i ryggen” er barsk, men nødvendig, læsning. Den anbefales til alle, der har den mindste interesse for menneskets psykologi, og den burde – som andre af Thomas Melles bøger – være obligatorisk læsning for studerende i psykiatrien. Thomas Melle er fantastisk velformuleret – og mestrer et sprog med tårnhøjt lixtal –, og han besidder samtidig et litterært referenceapparat, hvor de færreste danske læsere kan være med.
Man kan ikke andet end begræde, at så stort et talent har oplevet så meget modgang. Og det endda fra sig selv.