Historien er velkendt og blev i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne kendt som ”Thule-sagen”. Over 10 år afdækkende radio- og tv-journalisten Poul Brink med insisterende ambition og retfærdig harme, hvordan danske og amerikanske politikere havde ført den grønlandske og den danske befolkning bag lyset ved at tillade atomvåben på Thulebasen.
Og om hvordan en række danske og grønlandske arbejdere var blevet livsfarligt skadet af plutonium, da de ryddede op, efter at et amerikansk B-52 fly var styrtet ned tæt ved basen i vinteren 1968 lastet med fire brintbomber.
Poul Brink udgav i 1997 bogen ”Thule-sagen - løgnens univers”, hvor han præcist dokumenterede historien, der ødelagde flere ledende politikeres eftermæle og afslørede graverende fortielser i dansk udenrigspolitik under den kolde krig.
De grønlandske og danske arbejdere fik en officiel ”kompensation” for de livstruende følgesygdomme, og Poul Brink fik en Cavlingpris for sit personlige mod og sin idealisme.
Thule-sagen er en klassisk graver-historie, hvor en undersøgende journalist bider sig fast i en sag, der bare bliver værre og værre og implicerer flere og flere for hvert spadestik. På Poul Brinks rejse mod fortielsernes sammensnørede hjerte filtres han ind i et spind af løgne, trusler og intimiderende adfærd.
Det er den historie, som Christina Rosendahl fortæller med sin drama-dokumentariske thriller ”Idealisten”. Hun har en baggrund som instruktør af dokumentarfilm og har brugt det som en afgjort force i ”Idealisten”, der veksler effektivt mellem fiktive scener og historiske klip fra danske og amerikanske arkiver.
Det forlener filmen med en høj troværdighed og autenticitet i detaljen. Djævlen ligger som bekendt her, i detaljen, og den havde Poul Brink sans for, ligesom instruktøren bag dette drama har det. Hun formår - selv i den lange og komplicerede historie - at skabe suspense og en vis form kuldslået for 1980'er-uhygge. Det er regulært spændende at følge Poul Brinks rejse mod mørkets hjerte, hvor danskere og amerikanere skjuler hemmeligheder om rigets sikkerhedspolitik.
Poul Brink spilles fortræffeligt af Peter Plaugborg, hvis godmodige aarhusianske får alt for mange til at tro, at de kan afvise ham alt for let.
Undervejs i oprulningen af affæren siger han: ”Der er nogen, der prøver at stoppe mig. Det er et godt tegn.”
Sådan taler en sand journalist! Den tidligere Thule-arbejder, Marius Schmidt, der bragte Poul Brink på sporet af sagen, spilles af Søren Malling. Han skaber et portræt af en determineret, men også realistisk mand med stor værdighed. Ellers er filmen befolket af et skyggekabinet af slebne politikere og mediedyr, der - fraset nogle få med stamina - ikke har megen ære af historien, hverkenpå Christiansborg eller i DR.
Christian Rosendahl arbejder effektfuldt med filmsproget. Ved filmens begyndelse ser vi B-52 bombeflyets styrt ved Thule-fjeldet som en spektakulær natlig illumination med hylende polarhunde på lydsporet. Og ved filmens slutning ser vi de tavse martrede Thule-arbejdere få deres kompensation i Statsministeriet på baggrund af et stort idylliserende guldaldermaleri.
Der snadres lidt i andedammen, men så vender alt tilbage til det normale, og Danmark falder igen på plads i pittoreske folder. Hvis det ikke havde været for typer som Poul Brink.
Poul Brink døde af hjertestop i 2002, kun 49 år gammel. I ”Idealisten”s sidste klip ser vi ”den rigtige” Poul Brink takke for Cavlingprisen. Det er stærkt bevægende. Æret være hans minde.
kultur@k.dk