Det er en rammende titel, Victor Boy Lindholm har valgt til sin nye digtsamling, hvor jeget rejser gennem årstiderne og de sjællandske landskaber på cykel for, med en formulering lånt fra et af digtene, at træde sig tilbage til en følelse af glæde. ”jeg slæber lungerne som en vægt”, hedder den, og der er da også over hele bogen en repeterende, pumpende puls af intens melankoli, et tyngende mørke, der konstant ”kommer rullende” og får jeget til at vælte – falde og styrte – gennem sit flænsede liv: ”det er svært at trække vejret i vinden/ kulingen der vælter ind/ i mine kuldsejlede følelser”.
Hvis Lindholm i sine tidligere bøger, som den ikke altid lige vellykkede, politisk bevidste ”hyklertrilogi” (”Guld”, ”No Hard Feelings” og ”Resort”), var anfægtet af flygtninge-, klima-, finans-, osv.-kriser og ikke mindst anfægtet af sin egen og andres forholden sig hertil (deraf hykleriet), så er digtene i ”jeg slæber lungerne som en vægt” altså mere indadskuende og udtryk for en dyb sårbarhed og skrøbelighed.
Det kunne ende i banale, følelsespastose og jegsvælgende digte, og selvom der helt sikkert er passager, hvor Lindholms poesi passer på denne karakteristik, så er det ikke det indtryk, der står tilbage. Måske fordi Lindholm i sin cyklende søgen efter en indsigt i sig selv også når til en indsigt i en sammenhæng. Jeget i disse digte kigger dybt ind i sjælens mørke, men finder på vejen en form for forsonende lys i en erkendelse af, at han er en del af noget større: ”intet er dit/ alt er til låns/ står der på asfalten/ ved digets begyndelse/ solen står lavt/ mens dagen forsvinder/ en mulighed findes/ her ved intervallets begyndelse/ bliver det tydeligt/ at jeg ikke ejer årstiderne/ bølgernes varige skvulpen/ at jeg bare låner et lille hjørne/ af al den her uendelighed”, som det hedder i det smukke digt, der afslutter bogen.
Lindholms poetiske projekt kan måske i forlængelse heraf bedst beskrives som et forsøg på netop at finde frem til mellempositionen, hvor menneske, krop, ånd og natur ikke tilhører isolerede domæner. Læs bare disse prægnante billeder, hvor ånden er håndgribelig: ”jeg har sjælen på slæb// smerten/ fortsætter/ ned gennem cyklen// jeg har sjælen på slæb// ved et gråkoldt hav/ med et grådkvalt tråd/ har jeg sjælen på slæb”; hvor følelser er fysiske: ”hvem er jeg/ følelser/ hængt op/ på et knoglet stativ”; og hvor naturen ikke kun er sjælens spejl (selvom den selvfølgelig også er det): ”hvad er der i mørket/ andet end mig selv/ der lyser og skinner/ om kap med røddernes/ stille forbindelser/ til blodet// røddernes hårde rygge/ der skyder op gennem jorden/ ligesom strækker sig/ som træernes skeletter/ under nattens klare himmel”. Eller dette på én gang enkle og dybe digt, et af bogens bedste og mest helstøbte, hvor eksistensen, kroppen, naturen og religionen (fisken som lysets budbringer) rækker ind i hinanden og samler sig til et overraskende billede, der kan stå som en afsluttende anbefaling af denne i meget lange stræk fine og livskloge digtsamling: ”en af de sætninger/ der står skrevet i mit ansigt// et jeg/ der er bundet sammen af kulden/ af et aftagende mørke// en torsk trukket op/ fra bunden af øresund/ en lys plet/ i det mørke vand// en budbringer/ der siger// lyset kommer// en sætning/ der brænder i mit ansigt/ da jeg planter mig selv/ på en hvid grusvej”.