Prøv avisen
Bog

Blændende analyser af staten og dens fjender

5 stjerner
Det er ikke nemt at finde nogen sand beroligelse i vore egne staters prompte reaktioner på terroren, skriver Asger Brandt. Her er det militærfolk i Paris. Foto: EPA/YOAN VALAT

Idéhistorikeren Mikkel Thorups nye bog ”Statens idéhistorie” er måske et af de bedste beroligende midler mod tidens terror og staters reaktioner

Det er svært ikke at blive forfærdet over terrrorismen, når den, som for nylig i Paris, opsøger os i vores fredeligste stunder.

Ulykkeligvis er det heller ikke nemt at finde nogen sand beroligelse i vore egne staters prompte reaktioner. Massive opbud af svært bevæbnet politi, endeløse sikkerhedschecks og en intensivering af bombetogter i Mellemøsten er tiltag, som - uanset deres effekt i øvrigt - bidrager mindre til vores følelse af tryghed end til at understrege en generel stemning af undtagelsestilstand.

Måske er et af de bedste beroligende midler, der aktuelt kan anbefales, at læse idéhistorikeren Mikkel Thorups nye bog ”Statens idéhistorie”.

Som bogens undertitel, ”Magt, vold og politik”, antyder, er synspunktet her, at vold, krig og terror ikke slet og ret kan regnes for uhyrlige undtagelser i det politiske spil. En af mange væsentlige kvaliteter ved Thorups bog er, at den får terrorrismen til at tage sig langt mere ordinær ud, end den ofte gør i det overophedede mediebillede. Dermed kommer terrorismen faktisk også til at virke mindre skræmmende.

Vores ihærdige forsøg på at italesætte terroren som et nyt og enestående fænomen modsiges af bare en smule af den historiske indsigt, Thorups bog er fuld af. Mange af bogens historier ligger et stykke fra den historiske alfarvej.

Hvor mange kender for eksempel i dag historien om anarkisternes tilsyneladende verdensomspændende hærgen i 1890'erne? I en tiårig periode var verden sat på den anden ende af en række anarkistiske attentater. De prominente ofre var mange: en fransk præsident, en russisk kejserinde, en italiensk konge og en amerikansk præsident. Men også dengang kendte man til angreb på forlystelseslivet, som da et teater i Barcelona i 1893 blev bombet med 30 dræbte til følge.

I Thorups analyse bliver det mest lærerige ved dette historiske kapitel dog den måde, det officielle statssystem reagerede på. I historisk tilbageblik er det let at se, at staten og dens modstandere her indgik i et spil, hvor begge parter vandt styrke af modsætningen. Det er ikke svært at se parallellen til nutiden, hvor stadig forøgede bevillinger og bemyndigelser til terrorbekæmpelse ganske vist ikke har skabt mindre terror, men til gengæld skaber stærke efterretningsenheder på bekostning af borgernes retsssikkerhed.

”Statens idéhistorie” er meget langt fra at være det lærebogsagtige standardværk, som titlen ellers synes at antyde. Den sædvanlige statsteoretiske kanon spiller kun en diskret rolle som den nødvendige baggrund for en lang række originale analyser og spændende delfortællinger rækkende fra piratbekæmpelse over den amerikanske revolution til managementfilosoffernes indtog på den politiske scene.

I deres mangfoldighed bidrager alle historierne til at kaste lys på nutidige forhold uanset, at mange af dem tilhører en fjern fortid. Dermed er Thorups bog et smukt dementi af den trivielle forestilling, at der skulle være en modsætning imellem historisk interesse og aktuelt engagement. Tværtimod demonstrerer bogen, i hvor høj grad det netop er manglen på den historiske refleksion, der er årsag til det temmeligt mistrøstige niveau, der sædvanligvis præger mediers og politikeres forståelse af, hvad politik, stat og terror egentlig er for nogle størrelser. Den overlegne kvalitet af Thorups analyser ligger ikke mindst i, at han distancerer sig fra den daglige forståelses trivialiteter. Snarere end at vove sig ind i politiske debatter træder Thorup et skridt tilbage og betragter dem udefra, så rammerne for dem bliver klare.

Mere interessant end de politiske debatter selv er det for Thorup, hvad man overhovedet tildeler politisk status. For ikke længe siden var for eksempel vejret indbegrebet af det upolitiske; nu er det ved at blive politiseret, selvom der stadig er stærke kræfter, der kæmper imod. På samme måde, bemærker Thorup, står striden mellem de politiske fløje i høj grad om, hvad man søger at politisere, og hvad man søger at afpolitisere.

Det er Thorups erklærede og effektive metode at ”afselvfølgeliggøre” og derigennem få os til at se det, vi ellers ikke får øje på. ”Statens idéhistorie” bidrager til dette projekt ved at få staten - som vi normalt betragter som den største selvfølgelighed - til at tage sig noget mindre selvfølgelig ud, mens terroren - som vi normalt betragter som en ekstraordinær uhyrlighed - omvendt kommer til at tage sig temmelig normal ud. Derved mister begge begreber en god del af den aura, der vanligt omgiver dem, men de bliver samtidig langt mere forståelige.