Prøv avisen

Niels Lyngsø skriver klart og konkret om sit spartanske sanseliv på et svensk ”silent retreat”

4 stjerner
Niels Lyngsø har held til at flytte fortællingen om meditation fra at være fortællingen om et selvoptaget selvrealiseringsprojekt til at være et næstekærligt, hvor ens praksis også kommer andre mennesker til gavn. – Foto: Leif Tuxen

Hvad sker der i sindet, når man fjerner enhver mulighed for distraktion? Og hvem er man, eller hvem bliver man, når man er isolationsfængslet i sig selv? Det er nogle af de spørgsmål, som Niels Lyngsø stiller i sit glimrende essay

Udgangspunktet er Niels Lyngsøs eget. Efter en hård tid, professionelt såvel som personligt, og en lang historik med social angst, usikkerhed og skånselsløs selvkritik fik han nok. Der måtte ske noget. Som han skriver: ”Jeg skulle denondelynemig have fred i det forpulede sind.”

Så han opsøgte et spartansk sanseliv på et svensk silent retreat, hvor han skulle tilegne sig en urgammel buddhistisk meditationsteknik og forsøge at få styr på sin tankemylderende monkey mind, som er så karakteristisk for mange i den moderne overflodsverden.

Det skulle vise sig at ryste ham i hans eksistentielle grundvold. Og det skulle også vise sig, at Den Ædle Stilhed var langt sværere at gå ind i, end han havde forestillet sig, og at hans sædvanlige stamina-strategi med at bide tænderne sammen og holde ud ikke førte ham nogen vegne her. I sin bog konstaterer han: ”Det, jeg havde praktiseret, var ikke meditation, det var pælesidning. Protestantisk selvpineri.”

Niels Lyngsø går kronologisk frem, tager en dag ad gangen og skildrer 10 mestendels pinefulde dages stilhed. Ind i sin dagbogsfortælling klipper han samfundsmæssige, filosofiske og videnskabelige (og der ER faktisk evidens for, at meditation kan ”omkable” vores plastiske hjerner) overvejelser om meditation og bevidsthed, og det fungerer overraskende godt. Man kan sagtens følge ham, og der er en forunderlig fremdrift i fortællingen, selvom der jo mildest talt ikke sker alverden.

Niels Lyngsø har held til at flytte fortællingen om meditation fra at være fortællingen om et selvoptaget selvrealiseringsprojekt til at være et næstekærligt, hvor ens praksis også kommer andre mennesker til gavn. Og så lykkedes det ham, efter mange timer på meditationspuden, at opleve en stund med total stilhed, hvor han på én gang er helt til stede og helt væk, og han erfarer, hvad der sker, ”når stilhed pludselig ruger gaver ud”, som Per Højholt skrev i et af sine sene digte. For først, da Niels Lyngsø er helt ude af sig selv, bliver der fred i hans sind:

”Det var som at have stået i en brølende skolegård hele sit liv og så pludselig finde en låge i muren og smutte om på den anden side, ind i en have, hvor der var stille og rart.”

”Ti dages stilhed. Et essay om bevidsthed og meditation” er ikke nogen selvhjælpsbog, og den adskiller sig på befriende vis fra genren ved at have en afvæbnende humoristisk distance og en klædelig skepsis ved eget projekt, ved ikke at være missionerende og ved at have et fagligt funderet perspektiv. Og så er den rasende velskrevet. Man kan ikke undgå at blive imponeret over, at Niels Lyngsø formår at skrive så klart og konkret om en så individuel og umiddelbart diffus oplevelse, som meditation er. Men det gør han, og det gør han godt.