Prøv avisen
Film

Latinamerikansk drama med Ibsen-stemning

4 stjerner
Skeletterne og følelserne vælter ud af skabet hos den ellers rige og pæne katolske advokatfamilie. Her er det moderen og den ene søster i familien. Foto: Filmbazar

Den argentinske film ”Stilheden” handler om fortielser, livsløgn og fortrængte følelser, men ender i et mærkeligt postulat, som enhver Ibsen-fan må se på med skepsis

Ibsens store skuespil om livsløgnen, ”Vildanden” fra 1884, sidder dybt i vores nordiske sjæl. Man kan høre en af de store berømte replikker, hvor det siges, at tager man livsløgnen fra et menneske, så tager man lykken fra det. Hovedpersonerne i stykket, Hjalmar Ekdal, Gregers Werle og den uskyldige unge Hedvig, hvirvles ind i et spil, hvor løgnen har alvorlige ødelæggende konsekvenser.

Siden har filminstruktøren Bergman taget emnet op i talrige film, hvor han har gravet dybt ned i sjælelivet for at forløse mennesket ved at afsløre fortielserne og løgnene. Man kan bare tænke på tv-serien ”Scener fra et ægteskab” fra 1973.

De skuespil og film var ikke just opmuntrende historier med lykkelige slutninger. Vores nordiske realisme er ofte blevet beskyldt for at være en selvpinerkultur, der har rod i vores protestantiske syndsbevidsthed. Der er nok langt hen ad vejen en sammenhæng, men ligefrem at gøre protestantismen til mere sortseende end for eksempel katolicismen er nok at spænde buen for meget.

Den argentinske filmmager Pablo Trapero skildrer i sin nye film ”Stilheden” menneskelivet med dets fortielser, livsløgn og fortrængninger på en måde, så man langt hen ad vejen aner en nordisk inspiration, men også kun et stykke hen ad vejen. Traperos slutning ville aldrig gå hos Ibsen og Bergman.

”Stilheden” er navnet på en stor ejendom uden for Buenos Aires i Argentina, hvor der bor en rig familie. Her kan den trække sig tilbage fra storbylarmen og nyde overklasselivet med luksus og tjenestefolk. Stilheden er imidlertid også en karakteristik af forholdet familiemedlemmerne i mellem.

Ejendommens ejer er en gammel advokat og hans kone, Esmaralda. De har to døtre. I de første billeder kommer den ældste datter, Mia, ind i huset. Hun skal følge sin gamle far ind til byen til et møde om en sag fra fortiden. De gamle forældre skændes. Han har gjort noget, som myndighederne nu vil undersøge. Er der ugler i mosen? Er det noget fra det frygtelige diktaturs dage i 1970’erne, hvor tusinder af mennesker forsvandt under militærregimet?

Datteren kører sin far til mødet, men må vente udenfor. Faderen får et slagtilfælde under mødet og må indlægges på hospital. Det er alvorligt. Han er i koma, og hans anden datter, Eugenia, må kaldes hjem fra Paris, hvor hun bor med sin mand, Vincent.

Så er scenen sat til det latinamerikanske drama med de store følelser.

Hvis nogen tror, at denne pæne katolske advokatfamilie er bedre til at klare tilværelsens udfordringer og opfører sig pænere, end en nordisk Ibsen-familie gør, så må man tro om igen. Her vælter skeletterne og følelserne ud af skabet. Søstrenes meget tætte forhold, der også har erotisk karakter, sprænges i stykker. Forholdet til moderen er hele tiden ved at eksplodere. Der er utroskab og liderlighed. Der åbnes for en kloak af råddenskab, så den smukke facade krakelerer. Stilheden larmer.

Langt hen ad vejen er der en nordisk Ibsen-grundstemning, men i slutningen slår filmen et ordentligt svirp med halen og postulerer en lykkelig slutning. Dér hoppede kæden af for denne nordiske anmelder. Det blev for meget, men indtil da var der noget at komme efter.