Når stille piger råber - tråde fra kampen, der gav stemmeret

De usynlige kvinder får stemme, når historiker Dorte Chakravarty trækker tråde fra den kvindekamp, der førte frem til kvinders stemmeret i 1915, og op til de nutidige slag for ligeløn og ligestilling

Dorte Chakravarty beskriver tjenestepigernes historie i sin nye bog. Arkivfoto.
Dorte Chakravarty beskriver tjenestepigernes historie i sin nye bog. Arkivfoto.

I år er det 100-året for kvinders stemmeret, hvilket vil blive fejret over det ganske land i forbindelse med grundlovsdag den 5. juni. Og den grundlovsændring, der gjorde det muligt for kvinder at deltage i demokratiet på lige fod med mænd, bliver ligeledes markeret i en række bogudgivelser, blandt andet i Dorthe Chakravartys ”Tjenestepigerne. 100 års historie om stemmeret og ligestilling”.

Bogen giver stemme til de usynlige kvinder, til de tjenestepiger, der med Marie Christensen i spidsen i 1909 viste offentligheden, at de ikke blot var små husmus, som Tom Kristensen kaldte dem i ”Hærværk”, men at de havde en stemme, og at den var stærk, når den blev organiseret. Det gjorde Marie Christensen (1871-1945) til sit livs opgave, da hun i 1899 besluttede sig for at lave en forening for tjenestepiger, Københavns Tjenestepigeforening, der op gennem 1900-tallet tog form efter det huslige arbejdes udvikling, og som først blev til Husassistenternes Forbund og siden Husligt Arbejdsforbund, som i 1992 blev lagt sammen med Dansk Kommunal Arbejderforbund og fik navnet FOA.

Marie Christensens historie løber som en rød tråd gennem Dorthe Chakravartys bog, der i summarisk form gennemskriver historien om de danske kvinders indmarch på arbejdsmarkedet fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. Det er straight forward fortalt, stringent og fyldt med skønne billeder af ditto kvinder op gennem historien, fra de hvid- og hatteklædte kvinder i lange rober i begyndelsen af 1900-tallet over de mere letpåklædte i 1970'ernes demonstrationer til de social- og sundhedsassistenter, der i begyndelsen af dette århundrede kæmpede for at gøre pigeløn til ligeløn med deres store røde hænder.

Dorthe Chakravarty bruger historien og 100-året for kvinders stemmeret som afsæt og forklaringsmodel for de kampe om ligeløn og ligestilling, som vi stadig kæmper i dag, om barsel, om kvinde- og mandefag og om arbejdsforhold helt generelt. Og hendes bog er god at få forstand af, uanset om man er mand eller kvinde.

”Tjenestepigerne. 100 års historie om stemmeret og ligestilling” er således en udmærket introduktion, men den vil mere, end dens beskedne omfang berettiger til, og man kunne godt have ønsket sig, at der havde været flere menneskelige cases - og at de cases, der rent faktisk er, havde været bedre integreret i hovedsporet og ikke hævet ud i bokse som Marie Christensens eller lagt i selvstændige kapitler, som de to interview med unge social- og sundhedsassistenter, der har til formål at vise, at kampen om ordentlige vilkår så langtfra er slut. Men selvom de er sympatiske, står de og stritter lidt spøjst op mod den meget skematiske historiske gennemgang, præcis som de afsluttende afsnit om au pair-piger i Danmark. Dorthe Chakravarty gør deres arbejdsvilkår til en tendens, og hun indskriver dem i historien i direkte forlængelse af de danske tjenestepiger, hvilket virker en smule søgt, når man tænker på, at der blot er et par tusind af dem herhjemme.

kultur@k.dk