”De hovedløse” skal forstås i såvel konkret som i abstrakt forstand. Som demonstranterne fra de gule veste, der af adskillige franske politikere er blevet beskyldt for at handle hovedløst og uden omtanke, og i den konkrete forstand som reference til halshugningerne under Den Franske Revolution.
Og netop dér begynder vi. I 1700-tallets Paris – på Marie-Antoinettes tid – endnu inden den folkelige revolte har vendt op og ned på Frankrig og ledt monarkiet til fald. Forestillingen tager form af en rammefortælling, der trækker tråde fra de gule vestes oprør af i dag til Den Franske Revolutions spæde begyndelse, som en måske lidt letkøbt påmindelse om, hvordan folkelig opstand fra neden tidligere har haft held med at ændre historiens gang – og vil kunne gøre det igen.
På chaiselongen slænger den nydelsessyge Marie-Antoinette sig i sit silkeskrud og venter på at lade sig underholde af en tilkaldt teatertrup. Truppen tager os og Antoinette med ind i en fjern fremtid, de gule vestes-æra, til gadekampe, tåregas og bilafbrændinger på de brede boulevarder i Paris – og dronningen skal selvfølgelig spille med i stykket. Grebet er forvekslingskomedie a la Molière, som kun er sjovt, fordi det er alvor; med samme lystige udstilling af adlens, af elitens, dårskab, hovmod og forfængelighed. En raffineret rækken tilbage i teaterhistorien, som fortæller os, at vi står ”i nutiden som en parodi på fortiden, fordi vi frygter fremtiden”, som det hedder et sted i stykket.
Med Mungo Parks nye, unge direktør, Anna Malzer, blev der varslet aktuelt og virkelighedsnært teater, der forener samfundsdebat, globalt udsyn og underholdning. Og med ”De hovedløse” indfries missionen overbevisende. Stykket formår at forholde sig behageligt undersøgende, åbent uden at være moraliserende, politiserende, konkluderende til en aktuel politisk konflikt på en vedkommende og tankevækkende vis.
Og man er da også gået grundigt til værks. Igennem et helt år har det kunstneriske hold bag forestillingen fulgt den franske oprørsbevægelse på nært hold og forvandlet den vrede, frustration og afmagt, de har mødt blandt de gule veste, disse ”globaliseringens tabere”, som de kalder dem, til en kropslig og tempofyldt fortælling om klassespændinger, håb og håbløshed.
Vi møder en prøvet forstadsfamilie. Faderen Bernard, den pensionerede bokser, der dirrer af angst og desillusion, spilles rørende usentimentalt af Henrik Prip. Sønnerne Phillipe og Marcel er hinandens modsætninger, den første indestængt og martret politimand, og den anden aggressiv charmetrold, der arbejder i Burger King, når han altså ikke vælter rundt i voldelige gadeoptøjer.
Især Kasper Dalsgaards Marcel er dragende som oprørets umiddelbare ansigt og krop. Som afmagten, ydmygelsen og håbløsheden, der bliver til en diffus, ordløs aggression. Mellem sønnerne står søsteren Manon. Hjemmehjælper og enlig mor, som uforvarende bliver talsperson for vestene, EU-kandidat, og som falder i unåde hos sine egne, fordi hun pludselig er blevet en del af den forhadte elite.
Selvom figurerne nok tager sig noget stereotypt ”taberagtige” ud på papiret, så formår det stærke karakterarbejde sammen med en ganske glimrende dialog af den unge dramatiker Nanna P. Tüchsen at skabe levende, følbare skæbner uden at forfalde til hverken patetisk romantisering eller pegen fingre. Scenerne bindes effektfuldt sammen af en lyd- og billedside, som er en heftig kollage af rigtige gadekampscener, Mozart og fransk forstadsrap.
”De hovedløse” er et godt og ventet bud på ny dansk dramatik, der tør tale ind i tiden på en ikke-polemisk, enstrenget manér. Forestillingen udmærker sig ved at insistere på konfliktens kompleksitet. På oprørernes håb, som snart slår over i splittelse og grundtvivl på projektet – for hvad har man at sætte i stedet for det fungerende, som ikke fungerer? Sådan lykkes det Mungo Park at bringe os helt tæt på en fjern, fransk konflikt. Det lover godt for den nye linje på Teatret i Allerød.