Pia Kjærsgaard, Mogens Lykketoft og Donald Trump har mindst én ting tilfælles. De er alle blevet tegnet af Jens Hage, der må siges at have særstatus blandt danske kunstnere. For da han for nylig åbnede sin store udstilling ”Hvad der kan tænkes, kan tegnes. Karikaturtegneren Jens Hage” på Nivaagaards Malerisamling, mødte adskillige danske både tidligere og nuværende toppolitikere op for at rose ham – for at have gjort grin med dem.
”Selvironi er en herlig dansk tradition, som vi tegnere skal være glade for. I andre lande kan man i værste fald få hugget hovedet af for at gøre grin med magthaverne,” siger Jens Hage, da han viser fornøjet rundt på udstillingen, hvor han også har lavet en stor karikaturtegning af sig selv. For han er heller ikke selv så forfængelig, at han ikke kan grine ad sig selv, selvom han også er stolt af udstillingen på det smukke museum.
”Jeg er kommet på det her museum, siden jeg som dreng gik og kiggede på billederne. Det var også min oldefars bror, Johannes Hage, der stiftede museet. Og jeg tror, at han sidder og griner i sin himmel over, at museet nu bliver brugt til dette her,” siger Jens Hage og han sammenligner sin egen rolle med hofnarren i middelalderen, som turde sige sandheden højt, så alle kunne grine ad den.
Hvis Trump havde set Jens Hages tegning af den amerikanske præsident som en lille arrig gris, er det måske ikke sikkert, at han ville holde en begejstret tale for den danske bladtegner. Men det gjorde både Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), og Folketingets tidligere formand, Mogens Lykketoft (S), til ferniseringen på det nordsjællandske kunstmuseum.
”Det er da en ære at blive tegnet af en så fornem tegner som Jens Hage,” siger Mogens Lykketoft også på en lille film under udstillingen med forskellige ”ofre” for Jens Hages streger. Men som Lykketoft siger, har tegningerne medvirket til mange politikeres berømmelse.
”Denne her var ikke venligt ment,” siger den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og griner i overskægget over en tegning, der viser, hvordan den daværende statsminister Poul Schlüter (K) stryger en meget lang violinbue hen over både sin egen violin og Uffe Ellemann-Jensens (2.)violin.
I dag kalder Uffe Ellemann-Jensen dog Jens Hages tegninger for så elegante, at han selv har samlet på dem. Men tegningerne på udstillingen stammer fra Jens Hages egen store samling, og selvom der er meget at se på, viser udstillingen kun toppen af isbjerget, for Jens Hage har ”kun” udstillet 10 procent af sine tegninger.
”Det er faktisk nærmest et mirakel, at jeg overhovedet har noget at udstille selv, for det var et stort held, at min egen samling ikke gik helt til under den store oversvømmelse af kældrene i København for nogle år siden,” siger den produktive tegner, der snart har tegnet i 68 år. For i år fyldte han 70 år, og han har i hvert fald tegnet siden 1950.
På udstillingen kan man også se en lille tegning, som hans mor har tegnet af den toårige søn, der sidder og tegner på gulvet.
”Det er nok min mor, jeg har det fra. Men min far var arkitekt, så han tegnede også. Og jeg var ikke ret gammel, før jeg begyndte at drømme om at leve af at tegne en dag. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at jeg skulle være karikaturtegner. Men det begyndte jeg også tidligt med,” siger Jens Hage, der husker, hvordan en skolekammerat begyndte at græde, da han blev tegnet af Jens Hage. Og skolelærerne blev også flittigt brugt som modeller i Jens Hages skoletid. For eksempel da Jens Hage kom i gymnasiet på Herlufsholm. Men som hovedregel har han aldrig tegnet andre for at håne dem, men for at fremhæve deres personlighed, som han også forklarer i filmen på museet:
”De fleste menneskers ansigter ligner stort set et toiletsæde forfra. For et ansigt forfra er rene flader, mens personligheden kommer mere frem i profil. Jeg kommer meget tæt på folks opfattelse af sig selv, og jeg overskrider folks blufærdighedsgrænser, men når jeg ser den lange kø af folk, der gerne vil tegnes af mig, så tænker jeg, at det nok ikke kan være så slemt,” siger Jens Hage.
Der er nok at more sig over her, hvor eksemplerne på Jens Hages gode næse for at få tekster og tegninger til at spille sammen også står i kø. For eksempel var det ham, der fandt på at illustrere Dansk Folkepartis sparekrav til DR med en præcis beskæring i selve bogstaverne på 20 procent, så ”DR” blev til ”DF”.
Et andet sted på udstillingen har Jens Hage tegnet Kristian Thulesen Dahl i en hed tango med Mette Frederiksen (S), mens Kristian Thulesen Dahl igen er blevet en satirestjerne på en tredje tegning, hvor Lars Løkke Rasmussen og andre regeringspolitikere bærer Europol-bogstaverne, som Kristian Thulesen Dahl lader sig bære hængende på. Og på samme måde er T’et i Brexit blevet til en vippe ned i et stort sort hul på en fjerde tegning.
”Det er en måde visuelt at vise virkeligheden på,” siger Jens Hage, der ikke har fortrudt en eneste tegning i sin lange karriere.
”Der findes nogle bestemte emner, hvor folks grænseopfattelse er meget udtalte. Det gælder for eksempel alt med Israel-Palæstina-konflikten, der er som en øm byld, der får folk til at råbe op på begge sider, når man prikker lidt til den. Sådan er det også med metoo-bevægelsen. Den er betændt. Og det handler om, at de ikke kan grine ad sig selv, fordi det simpelthen er for alvorligt, synes de. Men det synes jeg ikke. Og når folk siger, at noget er for helligt til at gøre grin med det, får sådan en som mig lyst til at gøre grin med det.”
Selv var han dog ikke medlem af Tegnerforbundet under Muhammed-krisen, og det var kun de organisede bladtegnere, der blev inviteret til at tegne sammen med Morgenavisen Jyllands-Postens egne tegnere dengang, men han er sikker på, at han havde tegnet Muhammed, hvis han var blevet spurgt. Men gennem sin lange karriere har han også virket som almindelig illustrator.
”Siden jeg vandt en konkurrence for Berlingske i 1979, har jeg været tilknyttet den avis, men jeg har aldrig ladet mig fastansætte,” siger Jens Hage, der mener, at både tanken og stregen skal være frie. Og når man vandrer gennem udstillingen, som også byder på akvareller og et vægmaleri, føles det heldigvis lidt som at gå gennem fire årtiers politiske historie, hvor tider og holdninger er skiftet, men satiren er intakt.
