Kvindelige tegnere har succes med at tegne deres egne liv

På det første billede i tegneseriestriben siger hendes kæreste, at han kan lide hende. I de næste tre ser man hende spørge ham, om han nu er helt sikker – både til deres bryllup, med deres første barn på armen, og da de er et gammelt ægtepar. I stribens sidste billede svæver parret som spøgelser over deres gravstene, og hun spørger ham igen efter et helt liv sammen:

”Så du er helt sikker på, du kan li’ mig?”.

Striben er del af en lang række tegneseriestriber lavet af den amerikanske illustrator med danske rødder, 26-årige Sarah Andersen, der lever af at afbilde sin dagligdag og usikkerheder i små striber som dem, man kender fra aviserne. For Sarah Andersens vedkommende har striberne med udgangspunkt i hendes eget liv og egne følelser ført tre bogudgivelser med sig samt et enormt følge på mere end tre millioner brugere på sociale medier.

Sarah Andersen er langtfra den eneste kvinde, der i øjeblikket får opmærksomhed for sine tegninger af sin helt almindelige hverdag.

Den slags populære fortællinger med udgangspunkt i forfatteren eller tegnerens eget liv kaldes i dag for auto-fiktion. En genre, der ofte hyldes for at skildre alt det, der ikke nødvendigvis er kønt. I den tegnede verden taler genren især til kvinder, og mange beskæftiger sig med kroppen og et ucensureret moderskab, eller med tabu- iserede følelser som skam, lyst og vrede. Som den svenske tegneserieskaber Nina Hemmingson vredt udbryder gennem sit tegnede alter ego i en af sine striber:

”Hvad har min kunst med guddommelighed at gøre? Og hvem siger, det skal være positivt? Og handle om kærlighed? Jeg gør det mest, fordi jeg er vred. Er det forkert?”.

Også flere danske kvindelige tegnere er begyndt at beskæftige sig med den selvbiografiske fortælling og tager udgangspunkt i deres hverdags eksistentielle tanker og bekymringer. Blandt andre kan nævnes Line Kjeldsen Jensen og Line Lisberg Refstrup, som begge har vundet priser for deres dagbogsagtige udgivelser. En anden er tegner og illustrator Line Høj Høstrup, som også er formand for Dansk Tegneserieråd.

Ifølge hende er der sket en udvikling i selve den tegnede fortællings format, som hun ser som værende en del af det, der har tiltrukket piger og kvinder til faget. Og som hønen og ægget har kvindernes indtog ligeledes kvitteret med at udvide mediet endnu mere og gøre grænser mellem forskellige formater og mellem kunst og litteratur meget mere flydende:

”Mange kunstnere ser måske sig selv mere som tegnere og ikke nødvendigvis som tegneserietegnere. Der er forskel på at illustrere og på at fortælle, men der har været en tendens inden for de seneste 10-20 år, der har gjort miljøet mere inkluderende. Det er blevet mere flydende, hvornår en tegning bliver til en tegneserie. Der er for eksempel mange kvinder, som i højere grad føler sig tiltrukket af tegneserier i dag, end dengang man tænkte på Asterix og superhelte. Nu er der plads til flere og mere forskellige skabere end tidligere,” siger Line Høj Høstrup.

Hun fremhæver fremkomsten af de såkaldte graphic novels, grafiske romaner, i starten af 2000’erne som en af årsagerne bag. De tegnede romaner åbnede for helt andre formater, end man var vant til, og gav tegnede for-tællinger en anerkendelse i den litterære verden. De blev kaldt for tegneserier for voksne. Som eksempel kan nævnes den iranske roman ”Persepolis” af Marjane Satrapi fra 2010 om hendes opvækst i Iran under den islamiske revolution i 1979. Herhjemme udgav Rikke Barkman i samme periode den tegnede erindringsroman ”Glimt” om en enkelt dag fra en barndomssommer. Sidstnævnte skriver sig også ind i en række af kunstnere, som gennem sin upolerede tegnestil har inspireret unge kunstnere – herunder Line Høj Høstrup selv.

”Den udfordrer mediet ved at tegne med blyant. Pludselig behøvede en tegneserie ikke længere være et finpoleret teknisk værk, og der blev plads til mere krøllede, skæve og næsten grimme fortællinger. Personligt fik jeg mod på at gå i gang. Jeg tænkte, at hvis de kunne, så kunne jeg nok også,” siger Line Høj Høstrup.

Den nye tendens er desuden en tradition, der trækker tråde tilbage til 1970’erne, hvor forfatter og billedkunstner Dea Trier Mørch var med til at sætte emner som moderskab på dagsordenen med sine grafiske tryk af blandt andet fødsler. I hendes tid var autofiktionen kvindernes medie, men den gik dog under et andet, og mere udskældt, navn: bekendelseslitteratur.

Susanne V. Knudsen er professor emeritus i pædagogiske tekster ved Høgskolen i Buskerud og Vestfold i Norge og ekspert i kvindelitteratur. Hun fortæller, at genren så dagens lys i kølvandet på 1970’ernes kvindebevægelser.

”Det blev tilladt at tale offentligt om det private og dermed kom bekendelsen. Begrebet ’bekendelseslitteratur’ var ikke venligt ment. Det var mandlige kritikere, som kaldte det ’bræk, knæk og bekendelse’. I dag er der mange flere mænd, der også kommer ud med private oplevelser og erfaringer, men dengang tilhørte genren kvinder som Bente Clod, der fortalte om sine mange problemer med at være sammen med mænd, og som senere sprang ud som lesbisk,” siger hun og fortsætter:

”Der opstod kvindeforlag og såkaldte ’op af skuffen’-grupper rundt omkring i landet. Her satte kvinder sig sammen og viste hinanden, hvad de havde skrevet og gav hinanden kritik. Man lyttede til hinandens problemer og hjalp hinanden til at komme videre i tilværelsen. Det var litteratur af, om og til kvinder – litteratur, der kunne bruges til noget. Hvis du for eksempel sad og spekulerede på skilsmisse, eller hvordan du skulle opdrage dine børn, om du overhovedet skulle have børn, om du nu var til mænd eller kvinder, så kunne bekendelsen og erfaringen fra andre kvinder hjælpe dig. Kvindelitteraturen var konkret og skulle kunne bruges i dit konkrete kvindeliv. Den tegnede autofiktion er lidt historien om igen, men i en anden genre.”

Den genkendelighed og spejling, kvinder dengang fandt i skrivegrupperne, kan de i dag også finde hos de auto-fiktive tegnere. I den teknologiske tidsalder er det blevet nemmere for forfattere og kunstnere at dele deres kreationer på sociale medier, og især billedmediet Instagram forbinder kunstnere med deres publikum. Et flertal af kunstnere deler her næsten dagligt deres tegninger og striber med de brugere, der følger dem, og ofte inden, der er tale om egentlige bogudgivelser.

Mads Keilberg er seniorkonsulent og digital chef hos Holm Kommunikation og ekspert i sociale medier. Han ved egentlig ikke særlig meget om kunst ifølge ham selv. Men når han præsenteres for de kunstnere, der begiver sig ud i autofiktionen på det, der til gengæld er hans hjemmebane, sociale medier, ser han mange ligheder mellem dem og det, der karakteriserer offentlige personer som såkaldte influencers – almindelige personer, der bliver kendt på sociale medier ved at dele ud af sig selv og deres hverdag gennem billeder og videoer.

Det er en parallel, som kan give et bud på, hvorfor kunstnernes publikum tager autofiktionen til sig, lige så meget som kunstnerne selv gør. Det handler i høj grad om troværdighed og genkendelighed, siger han:

”De her tegnere er interessante, fordi de faktisk lige så godt kunne have været instagrammere i mere traditionel forstand. De gør det samme, som mange influencere i højere grad gør: skildrer verden gennem deres egne øjne. De viser deres hverdag, hvad enten der er medvind eller modvind. Generelt ser vi mere sandhed på sociale medier i dag, end vi gjorde for få år tilbage. Da var alt mere poleret og opsat, og man blev misundelig på dem, man fulgte, og fik det dårligt med sig selv. Det har afført en reaktion. Vi ser nu en tendens mod det uperfekte. Folk vil have det normale. De vil se indhold fra dem, der skildrer hverdagen, og de problemer, de selv står med. For så er man mindre alene, man bliver mindre nervøs for, at man ikke er god nok. Den her type tegnere skildrer hverdagen og kroppen, som flest muligt mennesker egentlig går igennem den og oplever den. Det føles langt mere ægte. De kunne jo lige så godt have lavet de her tegninger uden mor-kroppe, uden rod i hjemmet, tvivl og svære beslutninger. Men det er en del af budskabet, og præcis det, der gør, at folk relaterer til deres kunst.”