Drengen Villy er bange for at gå på trapper, og stikkontakter skræmmer ham. Han er også bange for drivende skyer og for træer og for tåge og for fugle. Fremmede mennesker er Villy også utryg ved. I det hele taget synes han, at verden er et meget farligt sted, og han vil derfor allerhelst være på sit værelse. Her er trygt og rart, synes Villy. Men det gør hans hund ikke.
Sådan er, kort fortalt, handlingen i forfatteren og tegneren Søren Jessens børnebog ”Bange for alt”, der udkom på Gyldendal sidste år. Det er ved første øjekast en helt almindelig billedbog indeholdende tekst og tegninger, der er beregnet for fem- til otteårige børn. Men helt almindelig er den nu ikke. For selvom hunden er Villys bedste og mest modige ven, står der ingenting om hunden i teksten.
Når Villy fortæller om, at han hverken tør gå op eller ned ad trapper, så løber hunden med fuld fart rundt på trapper. Og når Villy udtrykker sin angst for tårne og højder, så flyver hunden rundt i en faldskærm. Til allersidst bliver rollerne vendt om. Villy står blandt slanger, skorpioner og store edderkopper, alt imens han fortæller, at han ikke er spor bange. Det er hunden til gengæld.
”Hunden er med som en lille, men vigtig detalje i alle bogens tegninger, og den vil ikke undslippe et eneste barns opmærksomhed. På den måde er hunden en lige så vigtig karakter i fortællingen, som Villy er,” fortæller Søren Jessen.
Han er af de forfattere og tegnere, der de senere år har arbejdet aktivt med fænomenet multimodalitet. En udtryksform, hvor udøvere af litteratur benytter sig af flere elementer, eksempelvis tekst, billeder, symboler og lyd, der samlet set formidler fortællingen.
”Det handler om, at tegninger kan bevæge en historie et sted hen, som teksten ikke kan. Tidligere talte man om litteratur og billedkunst som to adskilte verdener. I den her nye form får vi blandet dem sammen på en måde, så den ene ikke fungerer uden den anden,” siger Søren Jessen.
Han begyndte selv som tegner og kastede sig senere over også at skrive bøger for både børn og voksne. Nu har han med multimodaliteten fundet en måde, hvorpå han kan forene det bedste af de to verdener.
Det er han langt fra den eneste, der gør. Ifølge Trine May, der er forfatter til den netop udkomne bog ”Ben i alle retninger – om den moderne børne- og ungdomslitteratur”, har børne- og ungdomslitteraturen aldrig været så farverig, kompromisløs og mangfoldig som netop nu. Multimodaliteten er en af de vigtigste tendenser i den forbindelse, mener hun.
Der har altid, lige så længe som litteratur henvendt direkte til børn og unge har eksisteret, været tradition for, at billeder har ledsaget tekster. Men hvor det tidligere var i form af illustrationer, der gengav det, der blev fortalt i teksten, kan elementerne i dag være helt ligeværdige. Det sker i tegneserier, billedbøger og grafiske romaner.
”Med koblingen af forskellige modaliteter tilføjes der nye vinkler til en historie, som før blot bestod af en klassisk tekst med nogle illustrationer. Pludselig kan teksten være formet som bølger, hvis indholdet handler om havet, eller den kan se ud som et landskab, hvis det er det, fortællingen handler om. Ordenes fortælling er på den måde udvidet, fordi spændingsforholdet mellem tekst og billede er ændret,” siger Trine May og fortsætter:
”Det er litteratur, man kan gå på opdagelse i. Alle led i historien rummer symbolske betydninger, som er spændende, ikke mindst i en undervisningssammenhæng. Den indbyder til en langsom læsning, hvor man dvæler ved hver side og finder nye deltaljer. Det er hele pakken, der formidler.”
Hun mener, at den nye tendens inden for børnelitteratur hænger sammen med, at børn i dag lever i en visuel kultur omgivet af gradvist flere billeder. Ikke mindst fra de sociale medier.
”Denne visuelle kultur spiller litteraturen med på. Klassiske billedbøger får nye formater og bliver for eksempel højere eller bredere. Men også romaner suppleres med billeder, der udvider tekstens indhold og dermed bliver en aktiv del af fortællingen,” siger hun og tilføjer, at det udvider den positive læseoplevelse af en bog, men også er forbundet med udfordringer.
”Pludselig skal man ikke bare læse ord, men også tolke billeder og symboler. Det bliver en multianalyse,” siger Trine May og peger på, at det er en udvikling, som lærerne rundt om i landet skal orienteres om.
”Læreren skal pludselig ikke bare undervise i skriftlig analyse, men også i billedanalyse, og hvordan de to dele spiller sammen. Der er flere genrer og flere vinkler i spil på én gang,” siger hun.
Trine May er selv lærer og har videreuddannet sig i didaktik, læsning og børnelitteratur. Hun har skrevet lærebøger til danskfaget og holder masser af kurser.
Multimodalitet bliver også et tema på den internationale børnelitteraturfestival Hay Festival, der i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 løber af stablen senere på måneden, i uge 43. Herfra siger Cristina Fuentes La Roche, der er international direktør for festivalen:
”Det at bruge tegninger og symboler som ligeværdige i formidlingen af en historie i børne- og ungdomslitteraturen har rod i avantgardebevægelserne i begyndelsen af det tyvende århundrede inden for den eksperimentelle del af litteraturen. Det vil ikke erstatte den gamle form, men i stigende grad sameksistere som en af mange måder, hvorpå forskellige kunstarter kan flettes sammen for at skabe noget nyt. Som international børnelitteraturfestival opfordrer vi til nye måder at beskæftige sig med børne- og ungdomslitteratur på.”
Cristina Fuentes La Roche ser frem til at hylde børn og deres litteratur under den fire dage lange festival i Aarhus.
”Med Hay Festival ønsker vi at understrege, hvor vigtigt det er at læse bøger. Vi sætter især fokus på vigtigheden af at læse bøger fra andre kulturer, fordi det er med til at styrke vores forståelse for andre og for hinanden. I en verden, hvor man nemt kan føle sig isoleret, ønsker vi at skabe dialog og engagere unge mennesker på tværs af grænser,” siger hun.
Rebecca Matthews, der er direktør for Aarhus 2017, supplerer:
”Historier åbner børns sind for verdener, som kun fantasien kan skabe, og litteratur udvider menneskers kreative evner og tillader deres egen fantasi at flyve. Vi har forenet os med Hay Festival for at skabe en antologi med historier af nogle af de mest spændende europæiske forfattere, hvis fortællinger vil tage deres unge læsere med på fantastiske rejser.”
Søren Jessen, der er en af de mange forfattere og illustratorer, som medvirker på Hay Festival, håber og tror på, at multimodalitet kan få flere børn og unge til at give sig i kast med litteratur.
”Der er en hel masse børn og unge, der finder det uoverkommeligt at læse en roman. En række tætskrevne sider trætter dem simpelthen på forhånd. Ved at kombinere elementerne tror jeg, at vi kan ændre manges opfattelse af, hvad litteratur kan. Flere indgangsvinkler åbner teksten og giver større mulighed for, at den enkelte kan læse den på sin egen måde,” siger han.
Selv er han meget interesseret i at finde nye kunstneriske udtryksmidler for børnelitteraturen og litteraturen i det hele taget.
”Jeg tror slet ikke, vi er færdige med at opdage, hvad multimodalitet kan. På længere sigt vil det påvirke folks opfattelse af, hvad litteratur er, og hvad den kan,” siger han.
Ifølge Trine May er tendensen herhjemme for ny til, at man kan sige, om det påvirker børn og unges lyst til at læse.
”Mange forældre kender ikke til den nye type fortælling, og bøgerne kan knap nok findes i boghandlen endnu. De hører mest hjemme i den snævre, nyskabende del af litteraturen. Men de er i voldsom vækst, og det kommer formentlig til at fortsætte. Dog uden at erstatte den gamle, klassiske litteratur helt,” siger hun.
Men at tekst og illustrationer i stigende grad bliver indbyrdes afhængige, når der skal skrives – og læses – børnelitteratur, er hun ikke i tvivl om.
Sådan er det også med Villy og hans hund, der af gode grunde ikke har noget navn, da den jo ikke figurerer i teksten. Den ene duer ikke uden den anden.