Når udødelighedsboblen brister

Vores moderne liv forbereder os ikke længere på at blive gamle, skriver tysk filosof i lille sørgmunter bog, der vil have sindigheden tilbage

Bogomslag.
Bogomslag. Foto: www.arnoldbusck.dk.

Hvad skal vi stille op med alder? Skal vi snøre løbeskoene hver morgen og spæne fra den? Eller skal vi fornægte den og være ung med de unge i krop og sjæl? Eller skal vi bare acceptere den?

Det sidste er imidlertid, hvis man skal tro den tyske filosof Wilhelm Schmid, langt sværere i dag end nogensinde før i verdenshistorien. For problemet med at blive ældre i vores moderne tid er, at alder bliver betragtet som meningsløst. Jo ældre vi er, jo mere meningsløse og ligegyldige bliver vi.

Alder er blevet som en sygdom, vi skal opdage i tide og bekæmpe med alle vores kræfter; den er som en stalker, der altid er i hælene på os, som ikke holder afstand, og som vi ikke kan melde til politiet. Derfor stejler vi over for at blive ældre. Vi nægter at acceptere, at vi ikke er udødelige.

Men burde vi ikke slå følge med alderen i stedet for at bekrige den? Burde vi ikke have en ambition om at blive sande levemestre, hengive os til og nyde vores livsaften?

Wilhelm Schmid, født 1953, er foredragsholder og adjungeret professor ved universitetet i Erfurt, hvor han underviser i filosofi. Og han vil hverken være en af dem, der insisterer på at blive ved med at være ung eller en sur gammel knark eller spilde sine sidste kræfter i kampuniform med at bekrige de yngre generationer.

Han vil derimod have alderdommens sindighed tilbage. Den sindighed, som Epikur definerede den i 3.-4. århundrede f.Kr. og mester Eckhardt i det 13.-14. århundrede - den sindighed, hvor vi lader tingene komme, som de kommer, hvor vi beredvilligt lader det gå, der ikke kan bestå, og hvor vi frivilligt overlader os til det, der kommer - også den katastrofe, som vil vende op og ned på livet.

Med ”Kunsten at blive gammel. Tid til sindighed og nydelse” præsenterer Wilhelm Schmid 10 skridt i retning af den sindighed, som han mener, vi bør efterstræbe. Han er en behagelig og belæst rejsefører på denne sørgmuntre tur gennem livet og henvender sig til folk i alle aldre, for det er nemlig ikke kun dem, der er ”angrebet” af alder, der ifølge Wilhelm Schmid har brug for at forholde sig til den. Det har vi alle sammen, hvis altså vores forhold til, hvad livets sidste år har at byde på, skal ændre sig. Og måske kan denne tyske filosof lære os, at det ikke er så slemt endda at blive ældre.

Stærkest og mest overbevisende er han i sine samfundsdiagnostiske udtalelser, når han for eksempel sandsynliggør, hvordan vores eksistentielle ensomhed bliver større, ikke mindst når vi bliver ældre, og dermed forårsager mere melankoli, jo mere jegfikseret og autonomt vores samfund bliver.

Men han er sjovest, men også svagest, når han forfalder til det højstemte og skønmalende, eller når der går lidt for meget bonmot, Gajol-filosofi og kaminpassiar i den - omend hans gode budskaber som regel lige akkurat når at redde ham på målstregen.

kultur@k.dk

Bog: "Kunsten at blive gammel. Tid til sindighed og nydelse" af Wilhelm Schmid, 129 kr., Informations Forlag.