Hvad er selvmord? En selvisk handling, en udgang, en udvej, en flugt, en skriden fra det hele, en laden de nærmeste i stikken, en utilgivelig handling?
Dette og andre grueligt svære spørgsmål behandler Teater Nordkraft med sit intenst rørende ungdomsdrama ”Dig og mig ved daggry”, der netop har fået repremiere på teatret. Forestillingen er baseret på Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds populære roman fra 2013, som for længst er på dansklærernes pensumliste. Forestillingen kom rettidigt i foråret i kølvandet på første sæson af Netflix’ kæmpesucces ”Døde piger lyver ikke” fra 2017, som på mere eller mindre kontroversiel vis sætter fokus på retfærdiggørelse af selvmord blandt en generation af unge, der desperat mangler et ontologisk ståsted.
I hele to timer formår fem voldsomt velspillende og nærværende skuespillere at holde sit (primært unge) publikum tryllebundet af en egentlig ganske banal kærlighedshistorie, der spinner ud af kontrol. Det er ungdoms-teater, når det er allerbedst og allermest i sync med sin målgruppe.
Alene i et mørkt scenerum sidder en plaskvåd engel. En 17-årig ranglet pige fra velhaverkvarteret Hasseris i det sydvestlige Aalborg. Hun har en sød, indadvendt akademikerfar og en velmenende, men følelsesbesværet mor. Louise er helt almindelig. Men hvorfor er hun død? Ja, hun mødte Liam, helt tilfældigt, på et dansegulv et sted i byen. De forelsker sig voldsomt. Han er en vild type fra Aalborgs slum, der klatrer i kraner og lider af dødsforagt. Snart har Louise droppet gymnasiet og befinder sig i en spiral af selvdestruktion, der kun leder én vej.
”Da de hiver os op af Limfjorden, hænger vi stadig sammen,” fortæller hun fra sit umulige perspektiv på den anden side af graven. Vi følger hende i datid, mens hun optrevler forløbet som en anden mordgåde. Og i nutid, mens hun lidende overværer forældrenes ubærlige sorg og søgen efter mening. ”Vi aner ikke, hvem hun var,” hulker moderen og opsummerer således den gribende kerne i en teenageforælders separationsangst.
Instruktør Minna Johannesen og scenograf Claus Helbo kobler Aalborgs betonrå realisme med scenepoetiske greb, der løfter forestillingen ud fra romanens tekst og giver plads til visuelle vinkler. Transportkasser og kister danner rummene, sand siver ned fra loftet, og kokainen hvirvler til takten af techno og dumpe dødslyde. Men når det bliver for ubehageligt, lader de ordene alene male lugten af en selvmordsscene og antydninger af en voldtægt.
Det er Teater Nordkrafts faste ensemble, der står for de følelsesmæssige rutsjeture: fra kærlighedsekstase til sorg, skyld, skam og total værdiløshed. Jacque Lauritsen glider umærkeligt frem og tilbage i rollerne som to meget forskellige fædre og overrasker med et overbevisende arbejderklasse-irsk. Petrine Agger agerer som både den bævrende mor Ulla og krybende klamme narkokonge Johannes, og Lærke Schjærff Engelbrecht som både dårlig ven og god veninde. I centrum står Alexander Clement som den charmerende og hovedrystende dumme dreng Liam, og Jela Natius Abildgaard som den naivt elskende og dybt angrende Louise. Sikke et register af nærvær og realisme, de har at spille på.
Til sidst finder fortid og nutid hinanden, og vi følger Louise og Liam i de sidste sekunder af deres fælles selvmord, indtil døden skiller dem ad. Formålsløst, dumt. Der er ingen retfærdiggørelse at finde, ingen tilgivelse – men en anelse håb for de efterladte, der i hinanden finder fællesskaber, de kan leve videre på.
Ude på den anden side af teatrets mure skeler vi til Limfjordsbroen og skælver lidt. ”Dig og mig ved daggry” er en intens og næsten for virkelighedsnær teatertragedie, der rører et ømt punkt i ungdommen.