”Troens dengsebasser, hule og tomme/ Man skelner dem jo let fra de virkelig fromme,” prædiker Tartuffe i Molières klassiske komedie fra 1664. Men er det nu så ligetil at kende et menneske og gennemskue hans gøren og laden? Og hvad skal man egentlig tro på, hvis ikke sin egen overbevisning?
Teatret Slotsgården har spillet klassikere under åben himmel i den lille, hvidkalkede slotsgård midt i Odense siden 2012 og har etableret sig som et helt igennem glimrende og ungdommeligt fynsk alternativ til Grønnegårds- teatret i København. Det er gennemprofessionelt, velspillet teater – konceptualiseret og leveret af et ungt hold, der tilstræber at lave, som de selv siger, ”Crazy Good Summer Theater”. Og det er det. Både skørt og godt. Og cool.
På denne støvregnfulde aften i Odense skriger mågerne om kap med kirkeklokkerne. Det lyserøde scenegulv er gennemvådt og glat, der dufter af nyslået halm og våde tæpper, og på scenen danser forvrængede commedia dell’arte-figurer til et cirkussammensurium af moderne pop og dåsemusik. Vi sidder helt tæt på og føler straks deres nærvær.
Inden længe begynder de deres rasen mod den skinhellige Tartuffe – en fattig rad med guld i mund, der har indtaget deres hus. Vi lytter til deres udlægning, men vi får ikke lov at møde hykleren selv. Så vi er forudindtagede ind ad en kant, da han endelig træder på scenen, gestaltet af intense Morten Klode som en laps i asketiske klovnepjalter.
Han ser dog ud til at være lige så djævelsk usympatisk, som de siger, og vi skælver ved hans tilstedeværelse, som kvinderne gør ved hans skamløse berøringer.
Han taler med guddommelig autoritet, præsenterer sig selv som en fromhedens mester, en ufejlbarlig frelser, og patriarken Orgon lader sig let forføre af hans falske ord. Jacob Moth-Poulsen, kunstnerisk leder af Teatret Slotsgården, spiller den store Orgon og er helt forrygende morsom i alle små og store bevægelser. Han synes at have en helt særlig næse for komik, og hans unikke sjovhed gennemsyrer hele forestillingen.
Bag Orgons ryg vender og drejer Tartuffe lystigt sandhed og religion, så den passer til hans formål – åbenlyst opløftet af sin mæcens naivitet. ”Himlen og jeg skal nok få reglen brudt,” gnægger han. Og da hans sande farver endelig står frem, giver han den som forurettet martyr.
Heldigvis har vi den driftige husholderske Dorine til at drive plottet frem mod den endelige blotlægning. Med fejende autoritet fanger Freja Klint os ind med sine kvindefrigørende referencer og let mandhaftige facon. Vi bliver hurtigt hendes allierede i retfærdighedens ærinde. Og hun ligner i øvrigt én, man skal holde øje med i fremtiden.
Komediens forløsning er dog ikke betingelsesløst glædelig i kontekst af verden anno 2019. Nok redder de familiens formue og får skovlen under Tartuffe. Men der er noget usmageligt i deres ekstreme jubelråb. Hvor blev den næstekærlighed af, som den tilsyneladende ægte fromme Cléante – enøjet konge blandt de blinde – har forsøgt at prædike til os? Vi råber med på et trefoldigt længe leve for retfærdighed og ordensmagt. Men ingen har lært en pind af hele miseren.
Man mærker tydeligt, at holdet bag Teatret Slotsgården har haft en kæmpe fest med at svøbe Molière i tidssvarende gevandter. Med lidt dans, musik og salmesang hist og her og masser af mindeværdig komik og store kroppe, der falder på halen i halmballerne – lagt sammen med rimerige sproglige underfundigheder – fremstår Teatret Slotsgårdens ”Tartuffe” som et ”remix” af fransk karakterkomedie og moderne, relaterbar samfundssatire.
Det er ekstremt seværdigt teater, let at grine ad og med en morale, man skal forholde sig til.