Mens Bille Augusts længe ventede filmatisering af Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” først har premiere senere på måneden, er instruktørens forrige film, ”The Chinese Widow” (Den kinesiske enke) fra 2017, i øjeblikket aktuel i Cinemateket i København og Øst for Paradis i Aarhus som led i en mindre filmfestival, hvor biografer i seks danske byer har nye kinesiske film på programmet.
”The Chinese Widow” har ikke haft almindelig dansk biografpremiere, en skæbne, der i 2013 også overgik Bille Augusts ellers stjernebesatte filmatisering af Pascal Merciers roman ”Nattog til Lissabon”.
I reglen begrundes det med, at den givne film ikke har nok salgspotentiale over for et dansk publikum. Et forhold, der næppe gjorde sig gældende med ”Nattog til Lissabon”. Pascal Merciers roman forelå i dansk oversættelse og var en gedigen succes, og en filmatisering af en af landets mest prisbelønnede instruktører kunne nok have trukket publikum i biografen.
Med ”The Chinese Widow” forstår man bedre den manglende danske biografdistribution. Den kinesisk producerede film med kinesiske og amerikanske skuespillere hører til Bille Augusts svageste og virker stedvis underligt drænet for engagement og personlig lidenskab. Læg dertil computeranimerede krigsscener i filmens begyndelse, der er så dilettantiske, at man ikke tror, det er muligt i en digital tidsalder. Da slet ikke i kinesisk film, hvor en række instruktører har fejret triumfer, netop med det virtuost effektfulde.
Det betyder imidlertid ikke, at ”The Chinese Widow” er en uinteressant film. Det er en Bille August-film. En film med træk, der er genkomne i hans produktion, og med øjeblikke, der fik publikum til at snøfte i Cinemateket. Instruktøren har ikke mistet evnen til at bevæge og skabe en intim følelse mellem sig selv og sit publikum.
Der er i overført betydning tale om en berøring, der i ”The Chinese Widow” tillige er en pointe i plottet.
Rammen for det romantiske krigsdrama – og det forbliver en uvedkommende ramme i Bille Augusts optik – er amerikanernes bombning af Tokyo, efter japanerne gik ind i Anden Verdenskrig i 1941. Bombeflyene blev sendt af sted fra amerikanske hangarskibe, men måtte på vejen tilbage i det skjulte tanke op i det besatte Kina. Her huserede japanerne med grusomhed. En mission mislykkes, og et amerikansk fly styrter ned mellem bjergene i Kina. Den amerikanske pilot Jack (Emile Hirsch) bliver såret og skjules i en landsby hos krigsenken Ying (Yifei Liu) og hendes lille datter Nunu (Fangcong Li).
I denne del af filmen kommer Bille Augusts kvaliteter som instruktør til syne. Da filmen forvandler sig til et roligt kammerspil mellem tre personer i et hus, afskærmet fra en truende omverden, personificeret af den japanske besættelsesmagt, tiltager den i menneskelig og emotionel styrke. Som enke har Ying mistet sin status i landsbyen, og hun drømmer om at rejse bort med datteren. I jordkælderen under huset gemmer hun de penge, hun tjener på at spinde silke. Da Jack skjules i kælderen, kommer den til at rumme endnu en mulighed for udfrielse. På et tidspunkt, når Jack har styrke til det, kan det jo ske, at han skal smugles ud og genforenes med sin enhed.
”The Chinese Widow” skildrer det umulige møde mellem to kulturer og to mennesker, der er prisgivet hinandens selskab. Historien er fortalt mange gange før, mest af alt minder filmen undertegnede om Peter Weirs ”Vidnet” (1985), hvor en hærdet politimand skjules hos amish-folket. To fremmede kulturer støder sammen, og to fremmede mennesker bliver kendte for hinanden. I ”The Chinese Widow” taler de end ikke samme sprog. Mandarin og engelsk taler forbi hinanden, og i stedet må de to mennesker mødes uden ord. I blikket og i berøringen, så at sige. I den tillid og det gensidige offer, de må bringe for begge at forløses, ansigt til ansigt.
I landsbyens lille miljø og i husets intimsfære skaber Bille August rum for de blufærdige følelser, der vokser frem mellem de to voksne og i den lille pige, der på forskellige niveauer ser mor forsvinde og må knytte sig til en fremmed mand, ja endog motiveres følelsesmæssigt til at vise ham tillid. Bille August har fra sine tidligste år som instruktør været god til at skildre børn og unge og har aldrig glemt de ofre, børn bliver og må bringe mellem voksne i konflikt, senest skildret i ”Marie Krøyer” (2012).
Disse scener er underspillet og deres styrke afhængig af netop dette. Der er så smukke og fint sansede billeder af de tre mennesker i det lille hus inde i regnen. En regn, der falder og falder og skaber en melankolsk vædet klangbund for menneskelige relationer, der nødvendigvis må ophøre. Midlertidigheden er indbygget i forholdet.
”The Chinese Widow” er en film om afsked og om offer. I sine bedste øjeblikke. I den rolige kadence. Både i begyndelsen og mod slutningen smadres dens pointer i ligegyldig action. Filmen er kendetegnende for Bille Augusts nonchalante holdning til at få alle scener til at fungere. Adskillige scener i en Bille August-film er, hvad han har kaldt ”transportscener”. De skal lede ham – og beskueren – hen til det væsentlige.
De øjeblikke i hans film, hvor mennesker åbner sig og viser hinanden følelser. I berøringen, i omfavnelsen og i den gensige kærlighed. I offeret. Voksne imellem eller mellem voksne og børn. Instruktøren satser alt på at komme derhen i de bedste film.
I ”The Chinese Widow” satser han ikke alt, men dog noget. Nok til at løsne følelser i sit publikum. De bedste scener i ”The Chinese Widow” vil gøre filmen til et geheimtipp blandt kendere. Resten vil glemslens nåde sænke sig over.