Når vi bliver overraskede over russiske handlinger, skyldes det mangel på opmærksomhed

Det er prisværdigt, at Marie Krarup lader mange forskellige røster komme til orde om forholdet mellem Vesten og Rusland i denne bog, der gør læseren klogere. Så gør det mindre, at redaktørens eget bidrag er forglemmeligt

Når vi bliver overraskede over russiske handlinger, skyldes det mangel på opmærksomhed
Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix.

I koldkrigsforskningen er der flere skoledannelser. Der er de såkaldte traditionalister, der mener, at den kolde krig skyldtes sovjetrussisk, kommunistisk aggression. De såkaldte revisionister peger derimod på, at Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig var en svag magt, der var trængt i defensiven af et stadigt stærkere USA. Endelig er der selvfølgelig alle varianter af midterpositioner, der angiver et større eller mindre kompleks af årsager til den kolde krigs udbrud og udvikling.

Hvis man antager, at vi er godt på vej ind i en ny kold krig mellem Vesten og Rusland, hvad der mere end antydes ved valget af titel til denne bog, er det interessant at iagttage, hvordan forståelsen af denne nye konflikt fordeler sig i tilsvarende skoler. Nogle af den første kolde krigs revisionister har overført denne analytiske tilgang til den nye kolde krig. Marie Krarup derimod – en udpræget traditionalist, hvad angår den gamle kolde krig – indtager en lige så klar revisionistisk holdning til Rusland i dag. Langt de fleste danske politikere er i spørgsmålet om Danmarks forhold til Rusland traditionalister. Krarup må finde sine meningsfæller to helt forskellige steder, nemlig blandt sit eget partis nationalister og de gamle Moskva-apologeter på den ydre venstrefløj.

Forlaget giver den ikke for lidt i det ledsagende pressemateriale: ”I Folketinget er der omtrent kun en politiker, der ikke lader sig kujonere, men ser rationelt og fornuftigt på relationerne mellem Vesten og Rusland.” Det er afgjort at give Krarup for megen ære. Hendes syn på sagen er ikke drevet af rationalitet, men af ideologi. Hun ser først og fremmest det moderne Rusland som repræsentant for nationalismen som politisk og statsretligt princip og som allieret i kampen mod ”islamisk terror”, som hun skriver i forordet.

Man skal da heller ikke læse bogen for Krarups eget bidrag, der er forglemmeligt. Til gengæld er det prisværdigt, at hun og bogens redaktør, Matthew dal Santo, har ladet mange forskellige røster komme til orde om forholdet mellem Vesten og Rusland. Her er det vigtigt at fremhæve betydningen af den argumentation, der fremlægges af Krarups egne meningsfæller, ikke fordi man skal tilslutte sig den, men fordi man skal lytte. Grunden er, at den argumentation har været retningsgivende for russisk politik, siden Putin kom til magten, og uanset hvordan man vurderer den politik, er det en fejl ikke at sætte sig ind i rationalet bag den.

Andrew Monaghan peger på netop dette forhold. Han siger i bogen, at når vi bliver overraskede over russiske handlinger, skyldes det mangel på opmærksomhed, ikke russisk vilkårlighed eller uforudsigelighed. Det vil sige, at vi ikke nødvendigvis skal forstå det russiske rationale som rationelt, men at der dog er en identificerbar følgerigtighed i tankegangen.

Det springende punkt for den eskalerede konflikt mellem Rusland og Vesten er Ruslands anneksion af Krim i 2014. Den bliver fra vestlig side udlagt som en udvidelse af russisk territorium i strid med indgåede traktater og folkeretlige principper. Russerne derimod betragter det som en genforening med et stykke land, der nationalt er russisk. På den anden side er russerne ikke parate til at føre dette argument igennem, for den væbnede konflikt i det østlige Ukraine definerer de som en ukrainsk borgerkrig, ikke som et russisk forsøg på at fravriste Ukraine et område, der i overvejende grad er etnisk russisk. Den åbenlyse russiske støtte til de østukrainske oprørere taler imidlertid sit eget sprog.

I Vesten reagerer vi med at være bekymrede for andre dele af den gamle Sovjetunion, hvor der findes store russiske mindretal, og disse nye stater reagerer for eksempel ved at søge optagelse i Nato. Derfor er der deployeret danske tropper i de baltiske randstater i dag. Det er frygten, at de bliver et nyt Ukraine. Spørgsmålet er, hvor velbegrundet den frygt er.

På samme måde som den første kolde krig var en funktion af den konflikt, der gik forud, nemlig Anden Verdenskrig, er den nye kolde krig en funktion af den kolde krig og ikke mindst dens institutioner. Forholdet er imidlertid asymmetrisk, idet institutionerne i vest er bevaret, EU og Nato, mens Sovjetunionen og Warszawapagten ikke længere findes. Rusland bebrejder EU og Nato, at vi fortsætter en aggressiv koldkrigstænkning. Det er helt karakteristisk, at Krarups meningsfæller – udtalt hos blandt andre Dmitrij Babitj – betragter Rusland som et land under belejring, som et land, der udkæmper en retfærdig forsvarskrig, åndeligt og militært.

Andre peger på, at konfliktens årsag skal findes i to helt forskellige måder at tænke stat og suverænitet på. Det hænger igen sammen med, hvad der opfattes som Vladimir Putins mål. Det er almindeligt i Vesten at opfatte Putins udenrigspolitik som ekspansiv. Stort set ingen af de 17, som Krarup har talt med, støtter denne teori. Antagelsen ligger jo ellers på den åbne hånd, når man tænker på Krim.

Pavel Felgenhauer ser russisk udenrigspolitik som en funktion af belejringsmentaliteten understøttet af en uheldssvanger dynamik mellem det militær-industrielle kompleks og Kreml. Rationalet er beskyttelsen af den russiske stat, og midlet er en udvidet og fremskudt forsvarsring om det enorme rige. Derfor er nabostaterne defineret som russisk interessesfære. Den russiske flådebase i Sevastopol er inden for denne logik umistelig, og derfor måtte Krim sikres mod ukrainsk aggression. Det er en helt anden tolkning af situationen end den nationalistiske. Set fra Moskva må de omgivende stater fastholdes i en finlandisering, altså formelt som suveræne stater, men i et sikkerhedspolitisk afhængighedsforhold af Moskva.

Over for dette står principperne bag EU og især Nato. Umiddelbart kan de også betragtes som imperier i en traktatlig klædedragt, men der er tale om empire by invitation. Man er medlem, fordi det giver fordele. Især Natos musketered, altså at et angreb på et land anses som et angreb på alle, adskiller sig fra Ruslands opfattelse, fordi Nato bygger på princippet om hver medlemsstats suveræne ukrænkelighed. For Rusland er en klientstat et middel til egen sikkerhed. For Nato-medlemmerne er Nato et middel til alles sikkerhed – så længe også USA tilslutter sig dette princip. Det er de små landes garanti, og derfor er vi også i Danmark så chokerede over Donald Trump, der har sået tvivl om musketereden, som Mette Skak bemærker.

Det grundlæggende fortjenstfulde ved denne bog er, at Marie Krarup stiller to spørgsmål til hver af sine 17 samtalepartnere i henholdsvis begyndelsen og afslutningen af hvert interview, nemlig hvad er årsagen til konflikten mellem Vesten og Rusland, og hvad kan vi gøre for at løse denne konflikt? Formålet med bogen er altså ikke at fordele skyld, men at finde løsninger. Løfterigt er det, at ingen udelukker muligheden af og slet ikke ønsket om en forsoning. Hvordan den skal tilvejebringes, hersker der imidlertid ingen enighed om. De fleste er dog enige om, at Rusland hører hjemme i et europæisk værdifællesskab – hvordan man nu end definerer det.

Det kan synes, som om Rusland er kravlet op i et træ, som det har svært ved at finde ned ad. Der er et betydeligt misforhold mellem Ruslands reelle økonomiske og militære magt og Moskvas ønske om fortsat at blive betragtet som en stormagt. Moskva udtrykker en stolthed, som man i Vesten er tvunget til at tage alvorligt, selvom den er slet underbygget. At landet geografisk strækker sig over 11 tidszoner gør naturligvis indtryk, men reelt betyder det bare, at der er virkelig, virkelig langt fra Kaliningrad til Kamtjatka, og at det er et problem, ikke mindst for Moskva. Det handler også om grundlæggende faktorer som økonomi og styrkeforhold. Selv et Nato uden USA er militært mange gange stærkere end Rusland. Økonomisk er Rusland målt i forhold til EU en dværg. Men Rusland har dog stadig magten til at undertrykke nabolandenes ønske om selv at vælge retning. Det sker ud fra et forståeligt ønske om at sikre Ruslands suverænitet og integritet.

Om Rusland kan man jo sige, at det antagelig bliver liggende, hvor det er. Spørgsmålet er, hvordan man respekterer dette ønske uden at krænke andre landes legitime krav på at få samme ønske opfyldt.