”Dæmoner” er et skræmmende realistisk portræt af det midaldrende, ufrivilligt barnløse ægtepar

I ”Dæmoner” på Mungo Park Kolding får det moderne samliv en tur i livets blodige blender

Maja Juhlin og Frank Thiel leverer skræmmende realistiske og ubehageligt genkendelige portrætter af det midaldrende, ufrivilligt barnløse ægtepar. –
Maja Juhlin og Frank Thiel leverer skræmmende realistiske og ubehageligt genkendelige portrætter af det midaldrende, ufrivilligt barnløse ægtepar. – . Foto: Palle Peter Skov.

Rummet er skinnende klinisk hvidt i hvidt. En uskyldsren klaversonate klimprer ud af dyre højtalere, mens en kvinde, Katarina, med japansk præcision forbereder en ritualiseret druk-session iført morgenkåbe og monstrøs ansigtsmaske. Vi hører bulder fra elevatorskakten, Frank er på vej. Hun pakker sit wellness-projekt sammen og pumper sig op, kan vi se. Forbereder sig til den forestående nærkamp med sin ægtefjende, der vælter arrigt ind, for mørk til det lyse rum. Iført italiensk læder og kørehandsker fisker han febrilsk sin mors urne op af en glittet plasticpose. Fra sin centrale plads på køkkenbordet spøger moderen som en kile i ægteskabet og en absurd påmindelse om livets forgængelighed.

I efteråret 2017 viste instruktør Simon K. Boberg med sin gennemblødt blodige fortolkning af Shakespeares ”Macbeth”, at han mestrer udvindingen og mønstringen af det dæmoniske i mennesker. Det samme gør han nu i Lars Noréns ”Dæmoner” fra 1978: et ægteskabsdrama i Strindbergs ånd som pumpet med kokain. Det er en flot og veludført, men ulideligt trøstesløs demonstration af, hvad der sker, når mennesker knækker sig selv og hinanden.

En stor sømpistol. En kaffekværn. En elektrisk brødkniv. En espressomaskine. En blender. Knapper trykkes, knivklinger hvirvler og vibrerer faretruende tæt på kroppen. Maja Juhlin og Frank Thiel leverer skræmmende realistiske og ubehageligt genkendelige portrætter af det midaldrende, ufrivilligt barnløse ægtepar, der jagter det søde materialistiske liv, men lever i følelsesmæssigt kaos. Forsøg på normale samtaler finder sted gennem vægge og udmønter sig i passivt-aggressive fornærmelser. ”Du er smuk,” siger han. ”Synes du? Hvorfor synes du dog det?”, vrænger hun.

Noréns svirpende replikker er tungt ladet med had, alle samtaler blottet for oprigtighed. Alle deres ægteskabelige tilnærmelser er tøvende med en aggressiv undertone, som blotlægges af spillets subtile nuancer. De trykker på hinandens knapper, som de trykker på husholdningsapparaterne. Hvorfor bliver de dog sammen? Det synes i al fald ikke at være ægteskabsløftet, der tynger dem.

Båret af angsten for at være alene med hinanden inviterer de underboerne på besøg – deres diametrale modsætninger, skulle man tro. Anna Stokholm vælter ind som et friskt pust som en boblende Jenna, ammende og storsvedende mor til to. Hendes mand Tomas følger efter, en ung far-type i cardigan, helt rigtigt, tørt og fåret leveret af Magnus Christensen. Uroen ulmer i dette yngre forhold, i forstadiet til total nedbrydelse. I selskab med Frank og Katarinas dæmoner bryder deres konflikter ud i lys lue. Et virvar af utroskab, modstridende handlinger, freudianske drifter, latent homoseksualitet, udspekuleret mand- og kvindemanipulation følger. Strøet ind er små poetiske og eksistentialistiske tænkepauser om altings flygtighed.

Anden akt bliver en noget rodet affære, et overfyldt morads, som moralerne og karaktererne har svært ved at brænde igennem. Men kønskampen kulminerer effektivt, da Katarina korsfæster Frank med sømpistolen, mens hun samtidig bønfalder ham om at røre hende. Billedet på parforholdets ”catch 22” er komplet.

”Hvor er det dog deprimerende,” pointerer Jenna gentagende gange. Ja, det er det. Men heldigvis er det også tilført en tilpas mængde sort komisk kynisme, som tillader os at grine og ryste mørket af os indimellem. ”Dæmoner” giver det moderne samliv en ordentlig tur i livets blodige blender og viser et voldsomt relevant skræmmebillede på, hvor vi mennesker kan drive hinanden hen.