”Hvad laver vi her?” – ”Vi venter på Godot” er et refræn lige så slidstærkt som en anden ørehænger. Udtrykket er gået ind i sproget, så vi bruger det, når ventetiden i toiletkøen, på toget, i Netto falder lige vel lang. Men her sker der som regel før eller siden noget – det gør der ikke hos Samuel Beckett. Det er den langstrakte stilstand, som tvinger os til at forholde os til tilværelsens påtrængende absurditet, mens vi venter på – ja, på hvad? På mening, sammenhæng, indsigt. Men den kommer ikke.
Vante teatergængere vil kende historien om de to vagabonder Estragon (Gogo) og Vladimir (Didi), der venter i et øde landskab på den mystiske Godot – måske Gud, måske døden, som en endelig udfrielse fra jordelivet. Det vides ikke. Godot forbliver et mysterium stykket igennem, og det rummer i sig selv en central pointe. Også de to stakkels ventende, som spilles med præcision og stor forståelse for stoffet af Mads Wille og Nicolas Bro, er nogle besynderligt uhåndgribelige størrelser. Hvorfor venter de? Hvor længe har de stået der? Ingen forklaring. Hovedkulds kastes vi bare ind i Becketts kværnende, sorte, forrygende bizarre maskineri. Der er ingen begyndelse, ingen rigtig slutning i denne sisyfoske cirkel. Som med livet i øvrigt er de bare landet her og må få det bedste ud af det, der nu engang er.
Stykkets drivkraft er de to fortabte sjæles væsensforskellige tilgang til miseren. Den ene er den på forhånd opgivende, pessimisten, som allerede i åbningsscenen sukker ”der er ikke noget at gøre”. Han drømmer bare om et holdbart stykke reb at hænge sig i. Den anden er forhåbningsfuld, optimistisk troende på, at Godot – og frelsen – er lige på trapperne, selvom også han vakler i sin overbevisning, som stykket skrider frem. Den lille vrantne og modsigelseslystne over for den store heroisk drømmende. De to udgør et umage, om end typisk par. I tykt og tyndt har de fulgt hinanden de seneste 50 år og gennem tiden udviklet et eget samspil af ritualer og rutiner, som et indgroet ægtepar. Bro og Wille giver virtuost form til det sælsomme parløb. Becketts stramt komponerede stykke kræver en nøjeregnende afmåling af hvert skridt, hver pause, hver eneste bevægelse, hvert eneste ord – og det mestrer d’herrer, så det aldrig forfalder til dum fald på halen-klovneri, men forbliver en linedans på en knivsæg mellem gys og latter.
Entydigt godt er det, at man har taget Beckett på ordet og ladet stykket opføre i en helt skabet scenografi. At man i iscenesættelsen er så kompromisløst tro mod den oprindelige idé og den originale regi. Et helt sort scenerum med et enligt træ, eller en lille pillet kvist, udgør dekorum foruden en vemodigt lysende måne over en bred vej. Et par blade på træet i anden akt er eneste trøsterige tegn på fremdrift og liv i det golde ingenmandsland, hvor alting går i ring, og alle har glemt, hvad der skete i går. I det bare landskab er det replikkernes præcise levering, musikaliteten i samspillet, der bærer forestillingen og giver skindialogen fylde. Og selvom dramatikeren i sin tid har erklæret, at stykket er skabt til den store sal, er der nu noget næsten endnu mere frydefuldt skrækindjagende over at blive fastholdt i Becketts jerngreb i Sorte Hests alt for intime svedekassescene.
Et dramatisk højdepunkt indtræffer, da Steen Stig Lommer som den tyranniske, selvynkende Pozzo med sin slave Lucky i snor entrerer scenen som et sitrende billede på menneskets evindelige hang til dominans og underkastelse. Lucky er umælende, underkuet og afkræftet, indtil han pludselig eksploderer i en vanvidsmonolog af dybsindig ”tænkning”, som Kristoffer Helmuth leverer fuldkommen fænomenalt, rasende morsomt og som en forløsende kontravægt til tomgangen.
Ja, så strålende kan absurd teater altså være med den rette dosering af komik og tragik.
Maria Vinterberg kan sin Beckett og ved, at man aldrig må forfalde til den rene lavkomik. Nok er stykket komisk, men altid kun, fordi det har rod i det tragiske. Og fordi meningsløshed, død og elendighed opvejes af glimt af galgenhumor og håb. Dén balancegang mestrer de fire herrer på scenen til perfektion, så vi skraldgriner af livets absurde elendighed.
Man kan slå (vente)tiden ihjel på mange måder; at vente på Godot på Sorte Hest i udsøgt selskab er slet ikke den værste af dem.