For 10 år siden var en cd med musik en god gave til et ungt menneske. Nu er der ikke mange unge eller for den sags skyld nogen ældre, der gider have de små plastickasser med skiver, der altid bliver ridsede, liggende at samle støv. De foretrækker at abonnere på Spotify, hvor al musik altid er tilgængeligt døgnet rundt.
Nogle spår, at det vil gå den samme vej med bøger. Hvorfor eje dem selv – de fylder op og giver dårligt indeklima – når man kan abonnere på hele det store verdensbibliotek på skærmen.
At alt er inden for rækkevidde med ét klik, er en totalt svimlende luksus. På den anden side er der så den urovækkende tanke: Tænk hvis de en dag lukker det hele, hvad har man så, hvem er du så, hvis du ikke mere kan høre din yndlingsmusik, læse de digte, der har været med til at gøre dig til den, du er?
Dette ikke utænkelige dystopiske scenarie har Jeppe Krogsgaard Christensen udfoldet til kanten i sin nye roman, ”April 2026”. Den er, som hans to forrige københavner-romaner, en perlekæde af enkeltfortællinger om personer, hvis liv på vidt forskellig måde bliver påvirket af, at al kunst pludselig stort set er forsvundet ud af verden.
I ”April 2026” er meget, som vi kender det, mens andet er helt forandret. Til at begynde med har den store digitalisering kun været en positiv og rationel handling; al kunst er nu demokratisk tilgængelig for alle. De fleste fysiske bøger er allerede brændt, de er værdiløse, alt kan kaldes frem på din iScreen. Det betyder, at der opstår sortbørshandel med bøger, for samlernørder er ikke sådan at udrydde. Nicholas er en af disse bogtyve, som har fået sit eget kapitel i romanen.
”April 2026” er en dystopi. Det går ikke godt med menneskeheden. Måske er det nettet, der gør det så fristende at snyde og bedrage. Alt er i forvejen så uvirkeligt. Forskeren snyder, manden, der laver valgtest til nettet, snyder. Også den japanske forfatters danske oversætter snyder med en upassende udfoldelse af egen kreativitet. Kulturministeren snyder, og præsten, ja, han tilbeder Nettet, når kirken har lukket.
Men angsten kan de ikke slippe af med, som forskeren, der bare afventer, at alt kommer for en dag.
”Men det er dét, et menneske skjuler, der former det. Og som til sidst vil ødelægge det, det er som en naturlov. Som når stenene ude på marken presses op af jorden af kulden.”
Det paradoksale med denne på mange måder kuldslåede fremtid er, at mennesker stadig søger mennesker. At den benhårde forsker elsker at ligge sammen med sin hemmelige elsker, der ikke er en ung toptrænet atlet, men en ældre, lidt lugtende, svensk bonde. At flere af dem tænker på hjem og barndommens trygge godnatsang om ræven, der går derude. Mennesket sidder stadig fast i kødet. På den måde lader forfatteren alligevel et lille håb skinne igennem.
Man er godt underholdt i den stilistisk velturnerede ”April 2026”, som flyder over med kulturelle referencer. Dog er konstruktionen for entydig og lukket, fordi Jeppe Krogsgaard Christensen skal have alt til at passe.
Jeg når at standse for meget op og tænke over, om dette scenarie nu også er realistisk at forestille sig i 2026. Det er svært at godtage præmisserne. Det undrer, at romanens personer, der lever i en meget mere teknologisk tid end vores, ikke rent sprogligt har indoptaget nye tale- og tænkemåder.
Hvis romanen formmæssigt havde været vildere, havde spørgsmålet om realismen ikke optaget mig så meget. Jeg savner lidt modspor. Man kan sagtens leve sig ind i dystopien, men man kunne også forestille sig, at manglen på poesi fik folk til at recitere for hinanden, at fraværet af billedkunst fik flere til selv at blive skabende.