Prøv avisen
Liv&litteratur

Når vi vandrer, vandrer vi også i sproget

Besseggen mellem Bess-søen og Gjende-søen i Jotunheimen i Norge.

En fjeldtur i Norge udviklede sig til et gensyn med elskede bøger

Sammen med min mand og min søn var jeg denne sommer på vandretur i Jotunheimen i Norge. De første to dage havde bagagen været tung, men vejret strålende. Vi havde indledt turen med den stejle opstigning fra Gjendesheim op ad Veslefjell, hvor en forvirret rypemor med uregerlige kyllinger havde vist sig for os som et tegn på, at nu begyndte det sande fjeldeventyr.

Eventyr var det bare at gå, mærke kroppen blive stærkere. Se på sin søn, den måde hans ryg rankede sig på ved at bære ligesom de voksne, hans glæde og stolthed over at kunne være med på lige fod og have kræfter til at lægge armen om sin mor, når fjeldhysteriet satte ind.

Man lægger mærke til så meget, når man går, samtidig med at man også fortaber sig i sine egne tanker. Vi begyndte at kende de forskellige vegetationer, og det blev ved at være lige fantastisk, at der selv det allermest stenede sted dukkede de fineste blomster op. Puder af stærkt lysende rosa fjellsmelle, og når alle andre har givet op, titter den lille issolei eller isranunkel, som kun findes i arktiske områder eller i kolde bjergkæder, frem.

Salig fryd at bade i iskoldt kildevand, svedig og varm, salig fryd at de andre også gjorde det, inden vi igen skulle ind i det lille til turen indkøbte lette telt. Salig fryd at det med at tørre en finthakket gryderet i ovnen, som jeg havde gjort en hel dag hjemme i køkkenet, viste sig at være den bedste investering.

Stedernes navne, som man går og mediterer over. At de er lidt fremmede og dog genkendelige. Og at de her steder, i dette uendelige landskab, overhovedet har navn. At vi også vandrer rundt i sprog. Vi sov et sted ved Russvattnet, og jeg gik i posen og lå og tænkte på Kerstin Ekdals forunderlige lille roman ”Arilds tegn”, hvor det er naturen, der taler, og som naturligvis udspiller sig nær Svartvattnet (i Jämtland, Sverige).

Men da jeg stod op med morgensolen og så ud over fjeldsletten ned mod den isgrønne fjord, tænkte jeg, jamen det er jo Evighedsfjorden, der ligger her. Hvor jeg aldrig har været, men jeg har læst om den hos Mads Lidegaard og Kim Leine og jeg har set Kim Leines video fra den sommer, hvor han boede et par dage ved fjorden og hvor hans syn pludselig forsvandt. De dybe fjorde. At man ikke kan bedømme afstand.

Men på femtedagen og i koldt vejr, efter at være gået forkert, var der ikke meget poesi i mit sind, primært fordi jeg havde kæmpet med et forvredent knæ, siden jeg kravlede over og gled på en våd stenmark på vej til Spiterstulen.

Èn ting er at se dem på billeder, noget andet er, hvordan det faktisk er at bevæge sin krop med den 12 kilo tunge rygsæk hen over disse endeløse ensomme vidder bestrøet med store stenblokke. Af og til går det glat, man kommer ind i en tilstand, hvor hjerne og krop samarbejder i en form for lykkelig inspiration, men til andre tider er det bare glat, kroppen træg, bange for at falde, man mister rytmen, snubler og kravler af sted og forbander, at man ikke investerede i de der vandrestave.

Nu, på vej ned ad fjeldet igen måtte jeg indse, at den norske fjeldregel nummer otte: ”Det er ingen skam å snu”, stadig holder. Og mens resten af mit hold tappert fortsatte gennem regnen til Gjendebu, hvorfra de siden kom mig til undsætning, humpede jeg tilbage til fjeldstuen.

Og her kommer en anbefaling: Skal man sidde et døgns tid og sunde sig på en fjeldstue, så er Leirvassbu en drøm. Her er nemlig et usædvanligt stort og varieret fjeldbibliotek. Men det er en anden historie.

Hver lørdag skriver Mai Misfeldt, Lars Handesten og Henrik Wivel på skift om forholdet mellem litteratur og eksistens, både historisk og aktuelt.