Nabokov til forfattere: Bliv i elfenbenstårnet

Der er stor glæde forbundet med læsning af Vladimir Nabokovs essays, men udvalget kunne have været bedre

Nabokov har også bud til nutidens litteraturdebat. Forfattere, således Nabokov, kan godt på poserende vis lide at spekulere over deres samfundsmæssige ”forpligtelser”.
Nabokov har også bud til nutidens litteraturdebat. Forfattere, således Nabokov, kan godt på poserende vis lide at spekulere over deres samfundsmæssige ”forpligtelser”.

”Hvordan er Deres position i den litterære verden?”.

”Der er en gevaldig fin udsigt heroppefra.”

Dette er russiske Vladimir Nabokovs (1899-1977) svarstil, når nævenyttige journalister fremturer. Intelligent – og arrogant. Selv når det bliver udspekuleret, er Nabokovs skråsikkerhed ubestikkelig:

”Hvad har De lært af Joyce?”.

”Intet.”

”Nej, hør nu her.”

”James Joyce har ikke haft indflydelse på mig på nogen måde overhovedet.”

Journalistens hjælpeløshed er lige så sjov som Nabokovs definitive selvsikkerheder. De er at finde i Henrik G. Poulsen udvalg og oversættelse af diverse Nabokov-tekster og -interview. Udvalget er for tilfældigt, men perlerne iblandt er enestående. Poulsen har opbygget bogen i tre afsnit. Det sidste afsnit består af sproglige og manerløse udskejelser som ovenfor i form af interview og selvbiografiske elementer; det er herligt.

Bogens første afsnit handler derimod om principielle spørgsmål i forbindelse med skønlitteratur og udgøres af forskellige Nabokov-forelæsninger ved amerikanske universiteter. Han måtte i 1919 forlade Rusland som følge af revolutionen og boede derefter først i Europa og fra 1940 i USA.

Forelæsningerne drejer sig både om ubetalelige passager om læseres og oversætteres dumheder samt reelt oplysende indblik i Nabokovs poetik.

Eksempelvis hans fortælling om den skorstensfejer, der faldt ned fra et højhus og på vej mod faldets asfaltdød bemærkede et reklameskilt med sære stavefejl og brugte sine sidste sekunder i frit fald på at undres over den livets mærkværdighed, at ingen havde rettet det: ”På den måde er vi alle sammen i et frit fald på vej mod vores død […], mens vi med den udødelige Alice i Eventyrland undrer os over mønstrene i den forbifarende mur,” fortæller Nabokov.

Strøtanker som disse er en indlysende læsenøgle til Nabokovs forfatterskab og vil forhåbentlig bidrage til en afbanalisering af Nabokovs banebrydende ”Lolita” (1955). Folk tror, at den, for nu at bruge et af Nabokovs udtryk, hovedsageligt består af ”uophørlige råheder”. Det gør den også, men det er ikke dens væsen. Tværtimod skal man på jagt efter dens nænsomme melankoli og ”mønstrene i den forbifarende mur”, og det dokumenterer flere af første afsnits essay eminent.

Nabokov har også bud til nutidens litteraturdebat. Forfattere, således Nabokov, kan godt på poserende vis lide at spekulere over deres samfundsmæssige ”forpligtelser”. I dagens Danmark vil de endda ofte gerne have statspenge for deres moralisme, mens Nabokov i sin samtid mente, at det hovedsageligt skyldtes almindelig, selvtilfreds opblæsthed. Han har et ganske godt råd: Bliv i elfenbenstårnet.

Og nyd så følgende med selvtilfredshed som læser, for det er opblæst, men ikke middelmådigt:

”Jeg har aldrig kunnet acceptere, at det skulle være forfatterens opgave at forbedre sit lands moral samt at yde førstehjælp ved at høvle triviallitteratur af sig.”

Samlingens andet afsnit er desværre væsensforskelligt og passer dårligt ind. Det består af tilfældige udvalg af Nabokovs arbejder med russisk litteratur. Artiklerne om det ældgamle Igor-kvad og om Pusjkin er blot faktuelle oplysninger om dateringsproblemer og kontekstbeskrivelser. Det fremviser selvfølgelig videnskabsmanden Nabokov, men hvad skal vi bruge det til i denne sammenhæng?

Det bemærkelsesværdige ved de bedste af artiklerne om russisk litteratur er til gengæld, at selvom de er holdt som forelæsninger ved universitetet, er det ikke videnskab, men kritik. I den betydningsudvidende indføring i Tolstojs særklasse skriver Nabokov lisende:

”Alle store forfattere har gode øjne, og ’realismen’, som det hedder, i Tolstojs beskrivelser, er blevet uddybet af andre. Og selvom den gennemsnitlige russiske læser vil hævde, at det forførende ved Tolstoj er den fuldstændige virkelighed i hans romaner, fornemmelsen af at møde gamle venner og gense kendte steder, er det hverken det ene eller det andet. Andre har været lige så gode til at give livagtige beskrivelser. Det, der i virkeligheden forfører, […] er den evne, Tolstoj havde til at forsyne sin fiktionsprosa med tidsværdier, der nøjagtigt svarer til vores egen tidsopfattelse. Det er en mystisk præstation […] indeholdt i dette genis organiske natur. […] Tolstojs prosa går i samme takt som vores eget pulsslag.”

Videnskabsmanden ville være forsat med belæg for realismespørgsmålet. Kritikeren Nabokov, derimod, skaber et argumentløst og plastisk billedsprog for Tolstojs stil. Dermed beviser han kritikkens væsen som en selvstændig kunstart, han bliver ikke blot en medvider, men en medskaber.

Hvis man hævder, at Tolstoj er ”god”, har man ikke sagt noget forkert, men man har heller ikke gjort noget godt for ham. Siger man derimod det, den gode læser erfarer, men ikke selv kan sætte ord på – som eksempelvis, at Tolstojs geni består i dets ”mytiske” samklang med menneskets erfarede tid – har man skabt kunst i kunstens tjeneste; det vil sige kritik. Og så god er Nabokov, når han er bedst.

Det eneste problem ved denne udgivelse er, at dens ustabile udvalg af Nabokov-sager netop ikke er et billede på hans hyperstilisme, tværtimod. Og i den forstand gør den ham ikke nogen tjeneste.

kultur@k.dk