Jeg var vel en sen læser. Først efter gymnasiet fik bøgerne rigtig fat, men derefter blev jeg også seriel i mit forbrug. Den ene bog tog over, hvor den anden slap, og på ferier læste jeg, hvad der nu var til at få fat i. På den måde fik jeg læst ”Kvinde kend din krop”, ”Træer og buske i landskabet” og altså også en fedtet paperback-udgave af Vladimir Nabokovs ”Pale Fire”.
Den stod på en reol på et hostel i Tel Aviv og var en af de bøger, backpackere efterlod til andre backpackere, og jeg læste den over et par aftener, og da jeg var færdig, kan jeg huske, at jeg tænkte: Hvad var dog det?
Nu er ”Pale Fire”, Nabo-kovs roman fra 1962, omsider blevet oversat. Og efter at have læst ”Bleg ild”, som den hedder på dansk, er spørgsmålet stadig: Hvad var dog det? Men denne gang virker forvirringen ikke frustrerende, men snarere stimulerende og vildt fascinerende.
Nabokov havde, da romanen udkom, allerede skrevet litteraturhistorie med ”Lolita” og ”Pnin”, men skruer her helt op for legen med fortælling og troværdighed i et originalt stykke metafiktion, hvor læseren først møder et forord skrevet af en vis Charles Kinbote.
Kinbote er litterat og kender af den store digter John Shade, der er død – sandsynligvis myrdet – kort forinden. Kinbote var også Shades gode nabo, så vi forstår, at han ikke bare var ekspert i forfatterskabet, men også en ven, der nu samvittighedsfuldt har ordnet det store digtværk, Shade nedskrev på kartotekskort. Kinbote beskriver digteren og det posthume værk sådan:
”Bleg ild, et digt i heroiske kupletter bestående af ni hundrede og nioghalvfems linjer inddelt i fire sange, blev forfattet af John Francis Shade (født 5. juli 1898, død 21. juli 1959) gennem de sidste tyve dage af hans liv i hans hus i New Wye, Appalachia, U.S.A.”
Forordet har Kinbote skrevet i en hytte i Cedarn, Utana, og det er dateret den 19. oktober 1959. Altså tre måneder efter Shades død. Og Kinbote belyser værket og dets tilblivelse med den indsigt, han fik via venskabet:
”Shade gjorde det til en regel at tilintetgøre kladder i samme øjeblik, han ikke længere havde brug for dem: Jeg mindes med stor tydelighed at have set ham fra min veranda en strålende morgen, hvor han brændte en hel stak af dem i affaldsbrænderens blege ild, mens han stod foran den med bøjet hoved som en officiel begravelsesgæst blandt de vindbårne sorte sommerfugle under autodafeen i baghaven.”
Efter forordet, der fremstår redeligt og bevægende, følger så værket, ”Bleg ild. Et digt i fire sange”, der former sig som en lyrisk og personlig meditation over livet og tiden:
”Min mor og far gik bort, da jeg var dreng./De var ornitologer. I min seng/har jeg fremmanet dem så ofte, at/jeg har tusind forældre. Og hver nat/fortoner de sig i en dis – trist, men/bestemte ord fremkalder dem igen:/I ”hjerteslag” er det min far, der bor,/og ”bugspytkirtelkræft” fremkalder mor.”
Nu er Shade selv far og har en hustru:
”Nu har vi været gift i fyrre år/– lagt begge hoder på dit pudevår/mindst fire tusind gange. Urets slag/har hilst hver fælles time hæst hver dag./Hvor mange gange endnu mon vi får/en køleskabskalender med nyt år?”
Det er et gammeldags, rimet digtværk. Og ofte umådeligt smukt i sine penduleringer mellem stemninger, mellem letsind, humor og nattesort sorg, som indimellem lyser op i en form for resigneret skønhed:
”Endnu en vinter blev raskt skovlet væk. I maj: hvid tandrod her i skoven, kæk./En sommerplæne; efterårets ild.”
Men efter den sidste af de fire sange vender Kinbote tilbage med ”Kommentarer”. Det ser umiddelbart ud, som den slags gør i autoriserede udgivelser. Sobert, stramt, formelt, og hvor Kinbote efter anførelser af linjenumre går ind i tekstens oprindelse og betydning i litteraturhistorisk lys. Allusioner til anden litteratur, brug af greb og alt, hvad man ville forvente af en litterat.
Men havde man i forordet en mistanke om, at Kinbote ikke var helt pålidelig, ja, så forstærkes den undervejs i kommentarerne, hvor han begynder at fortælle om sin egen store indflydelse på manuskriptet, og hvordan Shade var stærkt inspireret af hans historie om kongen af Zembla – ”et land højt mod nord” – der blev invaderet af Sovjet-støttede oprørere og tvang regenten i eksil i Amerika.
Kinbote skriver, at de direkte henvisninger til kongen findes i Shades brændte kladder, og at dén historie nu primært ligger som en undertekst i værket. Hvilket er svært at se eller mærke. Han skriver også om lejemorderen Gradus, som oprørerne sendte af sted for at myrde kongen, og at han ved en fejl og via utallige forvekslinger kom til at myrde Shade. Og at dét fremgår af den sidste, manglende linje i digtet. Linje nummer 1000.
Efter ”Kommentarer” følger Kinbotes ”Register”, hvor der under et sted står:
”Gradus, Jakob, 1915-1959; alias Jack Degree, de Grey, D’Argus, Vinogradus, Lenin-gradus osv.; altumuligmand og morder.”
At læse ”Bleg ild” er som at gå på et gulv, der udelukkende består af faldlemme, og hvor Nabokov lystfyldt og suverænt leger med genrer. Med poesi, kunstnerroman, kriminalroman, biografi, litteraturvidenskabelig tekst. Og siden udgivelsen i 1962 har ”shadeanere” diskuteret, hvordan de to hovedkarakterer skal forholdes til hinanden. Om det skal tages for pålydende, at Kinbote forsøger at sole sig i mesterens lys. Eller om Kinbote snarere er en del af Shades værk, og at han altså både opdigtede Kinbote og sin egen død.
For mig at se er ”Bleg ild” – under alle sine spil og snurrigheder – en fortælling om, hvordan kritikere og kendere forsøger at tage magten over de kunstværker, de giver sig ud for at ville hylde, og hvordan deres læsninger er farvet af personlige interesser og ambitioner. At alt andet end værket selv forvrænger og misleder. Hvilket Nabokov kendte alt til.
Men læst i et bredere perspektiv handler romanen måske også om, hvordan intet menneske kan forholde sig sandt til et andet menneske. At vi på den måde er fanget inde i os selv. Eller som der står et sted i Shades værk:
”Jeg er her,/låst inde i min kube.”
”Bleg ild” er dog også en regulær overskudsøvelse. Nabokov kunne skrive i alle stillejer og mestrede alle genrer, og det viser han i dén grad her. Eller som Harold Bloom – alletiders største litteraturkritiker – har formuleret det, så er romanen Nabokovs ”sikreste demonstration af sit eget geni”.
Og som en slags ekstra metalag i ”Bleg ild”, som Nabokov ville have værdsat, er ”Oversætterens note”, hvor Niels Lyngsø beretter om udfordringerne med at oversætte uendeligheden af sprogspil, hints og finter. Det har været en kamp, og Lyngsø fortjener alle tænkelige roser og priser for at have taget den og gjort det med så stor sensibilitet og kyndighed.
Vi andre har dermed fået et lumsk og uudtømmeligt værk på dansk. Som – lige meget hvor og hvornår, man læser det – bliver ved med at rejse det samme spørgsmål: Hvad var dog det?