Hvad forstår man ved ethelt liv?
For det første forstår man et liv, kort eller langt, som det forløber fra vugge til grav. For det andet forstår man et liv, der er andet og mere end ”bare” et liv, der nu engang er levet, men som tillige er et liv, der er levet fuldt ud. Helt. Eller som i hvert fald er levet godt nok. Hvad godt nok så end måtte være.
Denne dobbelthed findes, og denne dobbelthed er smukt indeholdt i titlen på den østrigske forfatter og skuespiller Robert Seethalers fine roman ”Et helt liv”, der er den første roman fra Kristeligt Dagblads Forlag.
”Et helt liv” handler nemlig om netop denne dobbelthed. Om et helt liv, der også i vendingens anden betydning er et helt liv. At romanen tillige er på beskedne 154 små sider, gør ikke Robert Seethalers dobbelte ærinde mindre smukt eller mindre vedkommende, tværtimod, for at fortælle det væsentlige om et helt liv er som bekendt ikke at tage alt med, at vende hver en sten i en altomfattende biografisk fremstilling. At fortælle det væsentlige om et liv er at destillere det. Som Robert Seethaler gør det.
I øvrigt er det ikke noget spektakulært liv, Robert Seethaler lægger frem i sin enkle, blidt poetiske, ligefremme prosa. Det er et liv, der udadtil ikke gør så meget væsen af sig, et liv tilhørende østrigske Andreas Egger, som vi møder første gang på romanens første side, da han selv kommer tæt på den død, som han først selv skal møde mange årtier senere.
Hornjohannes kaldes han, den gedehyrde, som Andreas Egger finder i en hytte, ”mager som et skelet og bleg som et lig”, og som han forsøger at redde, og som på uforudsigelig og morbid vis dukker op igen langt senere, som endnu et memento mori i en roman om et liv, hvor døden også er meget nærværende.
Hvem han ellers er, Andreas Egger? Han er et simpelt menneske, lidt tung i det, med en sej evne til at komme videre, trods alt. I et erindringsbillede ser han sig selv i otteårsalderen ”hænge nøgen og tynd over en vognstang. Hans ben og hans hoved hang og dinglede lige oven over den hestepisstinkende jord, mens hans lille hvide ende stak op i vinterluften og modtog Kranz-stockers slag med hasselkæppen”.
Sådan er Andreas Eggers barndom hos plejefamilien. Beskidt og brutal.
At de korporlige afstraffelser en dag udarter, så han bliver halt, bliver et vilkår, han bare må leve med, og som han lever med. Og der sker andre voldsomheder undervejs af en art, som det heldigvis ikke er alle beskåret at opleve. Der er lavineulykken, der får katastrofale følger og næsten får et hjerte til at briste. Der er Andreas Egger og Anden Verdenskrig, som han melder sig frivilligt til, skønt han med sit handicap nærmest er uønsket, og som han ikke dør af, men som fører til et årelangt krigsfangenskab i sibirisk kulde og elendighed. Der er de døde kammerater fra sjakket, der ligesom Andreas Egger arbejder i de bjerge ved den dal, hvor Andreas Egger bor hele sit liv, bortset fra årene ved fronten og i lejren, og som i årene efter krigen giver økonomisk vækst, når der bygges svævebaner til det rend af mere eller mindre irriterende turister, som Andreas Egger i en periode tjener skillinger på at guide rundt.
Kærligheden møder Andreas Egger også. Stor, varm og i bogstavelig forstand enestående, for det bliver kun til denne ene gang. Kostelig er en scene sidst i romanen, hvor en aldrende, kærlighedssyg, rynket skolelærerinde forgæves forsøger at forføre den efterhånden gamle og for længst afseksualiserede Egger med indbydende kropsbevægelser og en bid brød og en dram. Rørende er skildringen af hans tilbagetrukne tilværelse i en gammel lade, som han selv har bygget om, og hvor han tilbringer sine sidste år. Med hovedet fuld af minder. Nogle gange nærmest lykkelig.
Oversættelsen af Robert Seethalers gode, knappe prosa klinger for det meste fint, men den begynder ikke godt. På første side støder man på ordene ”ned til landsbyen ad den tre kilometer lange, under sne begravede bjergsti”, og det er jo grammatisk korrekt, men hvor konstruktionen lyder naturlig på tysk, lyder den fjollet gammeldags på nudansk, og tilsvarende tyskpåvirkede anakronismer popper desværre op flere gange senere i romanen. Det er også på romanens første side, at den tyske originals ”er” (han) meningsforstyrrende ”oversættes” til navnet Andreas, selv om ordet henviser til omtalte Hornjohannes og ikke til hans redningsmand, så det er unægtelig og alt i alt en uheldig start. Hvilket dog ikke ændrer ved, at også den danske udgave af romanen klart må anbefales for sin stille medfølelse og resignerede optimisme. Et helt liv skildret. Kort og godt.
kultur@k.dk