Prøv avisen
Kunst

Louisiana giver en malerisk oplevelse ud over det sædvanlige

6 stjerner
Peter Doig er ikke uden humor og ironi, når han maler en langskægget rockmusiker i splendid isolation i en udsyret kano foran en moderne version af Böcklins dødeø. Foto: Louisiana

Der venter en malerisk oplevelse ud over det sædvanlige på Louisianas udstilling med den skotskfødte maler Peter Doig

Peter Doig. Louisiana, Gammel Strandvej 13, Humlebæk. Til 16. august. Museets åbningstider: Tirsdag-fredag kl. 11-22. Lørdag, søndag og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket.

Der findes malere, som har en helt særlig evne til at opsummere eller minde om utallige andre malere, uden at de direkte citerer eller på nogen måde går på kompromis med deres egen stil. Som om de blot har suget så meget til sig, at flere hundrede års maleriske erfaring drypper ud i deres egne værker, som giver dem en ekstra dimension.

Da jeg så Peter Doigs maleri ”Man Dressed as Bat” (Mand klædt ud som flagermus) (2007) var jeg helt sikker på, at det var et motiv, Edvard Munch havde arbejdet med i sin grafik. Og jeg gik hjem og ledte og fandt naturligvis ikke det billede, som min erindring lokkede mig med. Men jeg fandt andre Munch-værker, både malerier og grafik, hvor jeg genfandt den tone, som Doig har malet frem lige i det billede.

Den flade baggrund, den tynde maling, det lidt slidte look (Doigs maleri fik en vandskade, som han inkorporerede, Munch lagde sine malerier ud i sneen), en figur, der rejser sig ildevarslende, men mest af alt noget, som ikke kan forklares med ord, en særlig sensibilitet, en smag, duft, musik, eller hvad man nu kan bruge som metaforer for at beskrive det med.

Peter Doig er født i Edinburgh i 1959, men opvokset to så forskellige steder som Trinidad, hvor han boede igen indtil for nylig, nu bor han i London, og Canada. Begge steder var der en stor frihed til at være barn, og en stor og overvældende natur. Peter Doig er tydeligvis en maler, for hvem stedet og dets ånd, dets blanding af natur og (kultur)historie, betyder noget.

At Peter Doig nu for første gang vises på en større udstilling i Danmark (32 malerier og 62 grafiske arbejder), er både på tide og lidt af et scoop for Louisiana, som i 2008 erhvervede det fantastiske maleri ”Fremtidens musik” (2002-07).

Peter Doig debuterede som en del af gruppen Young British Artists, der blev støttet og ført frem af Charles Saatchi, men til forskel fra kollegaer som Damien Hirst og Tracey Emin har Peter Doig lige fra begyndelsen udelukkende haft fokus på maleriet (og grafikken). Han ville male, og han ville selv male. Derfor fik han ikke samme susende start som de andre, men man må sige, at han kom efter det.

I 2007 blev hans maleri ”The White Canoe” solgt for 5,73 millioner pund!

Men det er jo ikke derfor, det er en skelsættende oplevelse at møde Peter Doigs maleri. Det er det, fordi han er en enestående maler. Man kan se hans maleri som en form for intens billedbearbejdelse.

Som oftest begynder et maleri hos Doig med et fotografi. Måske et lille krøllet postkort af et bådehus i Kerala, Indien. Et eller andet i fotografiet fanger ham, og han arbejder med dets motiv på forskellige måder i grafikken, før han går videre i maleriet. Det er ikke det fotografiske forlæg, han ønsker at gengive, det er i og for sig ligegyldigt, men det er den stemning eller erindring, som forplanter sig hos ham via det fotografiske forlæg, han arbejder videre på malerisk.

I sine malerier veksler han virtuost mellem områder af ekstrem tæthed og så ganske tyndt bemalede flader. Han kan ridse et motiv op en-to-tre, så sidder det, enkelt og sikkert, og så kan han koncentrere sig om at forsvinde langt ind i den grønne farves mange valører.

At betragte Doigs malerier er lidt som at prøve at få hold på en drøm. Man ser nok et stort træk, men så er der noget i et hjørne, der forstyrrer, et sted, der suger én ind, minder en om en sang, en linje i en tekst, et andet billede. Man forsvinder ind i Doigs malerier. Man flyder med, kunne man sige, og ja, der er meget vand i hans billeder, der er også meget maling, der flyder og siler. Og så er der spejlinger, himlens stjerner i havet, landet fordoblet i vandet.

Forestil dig, at du står på isen og ser ned. Hvad ser du: Du ser verdenen under isen. Du ser himlen spejlet i isen. Du ser isen selv, dens pletter og spor. Og du ser din egen nethindes dansende skygger.

Sådan er synsoplevelsen, lag på lag, ikke til at skille ad.

I maleriet ”Reflection (What Does Your Soul Look like?)”/Refleksion (Hvordan ser din sjæl ud?) fra 1996 ser vi et par fødder kigge ned på en sådan isflade med alle dens spor. Og nu er det jo et maleri, så vi ser motivet, men vi ser også malingens fysikalitet på lærredet, den måde, Doig efterlader små tyggegummilignende klumper på her og der (noget, han også gør, når han med et greb hentet fra Van Gogh laver sine stjernehimle). Og så igen: områder, hvor farverne bløder ind i hinanden, så let som var det akvarel. På ovennævnte maleri er det også tydeligt, hvad maleren faktisk henter fra de grafiske arbejder, hvordan ætsningernes sære overflader og fornemmelsen af sne eller støj på fladen overføres til maleriet.

Doig kan strække sine farver, ligesom han strækker sine malerier i lange vandrette formater, og sine kanoer i øvrigt, og lige det sidste trick gør, at han heller ikke falder i den patetiske grøft. Han er ikke uden humor og ironi, når han maler en langskægget rockmusiker i splendid isolation i en udsyret kano foran en moderne version af Böcklins dødeø.

Peter Doig er det, man kan kalde en maler-maler. Han har dem i sig: Bonnard, Munch, Van Gogh, Gauguin og Matisse. Han kan låne deres greb, skifte mellem deres registre, for eksempel er der en række billeder fra Trinidad, hvor det er, som om han efterprøver Gauguin, der jo rejste til Tahiti med en romantisk drøm om naturmennesket.

Hos Doig er Trinidad ikke en romantisk drøm, motiverne heller ikke, tværtimod kan de have noget ildevarslende over sig, som ikke umiddelbart lader sig afkode. Som han har sagt et sted: Troperne er ikke bare varme og lys, det er også 12 timers absolut mørke i døgnet. Dette mørke og sprækkerne i alting, hvorfra lyset trænger ind, det er noget af det, man skal skynde sig til Louisiana for at opleve.

kultur@k.dk