Henriette Houth: Mit navn er Legion. Fortællinger. 244 sider. 228 kroner. Forlaget Alfa. Udkommer i dag.
En mand falder omkuld i en kirke. Efter tre dages druk besvimer han og bliver hjulpet op af et ukendt par. Hun giver ham en appelsin. Blodsukkeret stiger, og han kommer til sig selv igen. Ja, man kan sige, at han genopstår dér i kirken, alt imens menigheden synger ”Krist stod op af døde”. Ikke at han selv ved rigtig af det, og han tænker også bare at, ”det var lige godt satans”.
Han har ikke ord for det, der er sket, men det har historien om ham. Den antyder en højere og god magt.
Fortællingen om en ”Opstandelse” findes i Henriette Houths samling ”Mit navn er Legion”, der udfolder sig som 10 monologer.
10 mennesker fortæller om nogle begivenheder i deres liv, og disse begivenheder sættes ind i en mere eller mindre tydelig bibelsk sammenhæng. Nogle gange er den tydelig som i ”Opstandelse”, mens Houth andre steder viger for den bibelske tekst og holder den på afstand, hvad man for så vidt godt kan forstå, men det giver til gengæld hendes forsøg på at gå i dialog med kristne forestillinger et noget spagt udbytte.
I ”Sten på sten” gælder det en ungdommelig kvinde, hvis syn på livet ændrer sig i mødet med en svært handicappet mand. En benstump og en vanartet, vissen lille arm er alt, hvad han har at bevæge sig med. Til gengæld bevæger han hende med sin tilgang til livet og med sit kønne ansigt. Der er ikke sten på sten tilbage af hendes livsbygning efter mødet med ham, men mulighed for et nyt og rigere syn på verden. Her bliver den livmoralske pointe ganske tydelig.
Houths monologer er mest fortalt af kvinder - i forskellige aldre - og peger gerne frem mod et menneskeligt og måske guddommeligt gennembrud - eller udfrielse i døden, som i den voldsomme ”Grundskyld” om incest og mordbrand.
Det gælder for eksempel manden i den groteske og hallucinatoriske (?) historie om den ”fortabte” søn, der er til sin fars begravelse, men til sin forfærdelse ser, at det er en ”snydebegravelse”. Det er bare en slags prøve, som får sønnen til at opfatte sin far med en ny menneskelig forståelse, og som måske også kan forsones med ham til det gravøl, som altså ikke er rigtigt gravøl. Monologerne bevæger sig genremæssigt fra den realistiske fremstilling til den gotiske og fantastiske fortælling. I monologen ”Babel” skriver en kvinde dagbog og fortæller blandt andet om sit møde med den russisk- ortodokse kirke og dens dyrkelse af det irrationelle. ”Forståelse er i det hele taget ikke en del af konceptet her. Russerne forstår efter sigende heller ingenting, eftersom det hele foregår på et eller andet længst uddødt oldkirkeligt sprog, som ingen almindelige mennesker kender.”
”Babel” er som flere af de andre god i anslaget, men det er, som om der mangler et eller andet. Det kan være den magi, der skrives om, og som liturgien formår at fremkalde i den russiske kirke. Derfor går det også sådan med monologerne, at det kun er nærved og næsten, at de lykkes. De bringer i hvert fald ikke mig den rystelse og usikkerhed, der skal til for at sætte min tanke og følelse på spil. Jeg forbliver tilskuer til sårbare liv og en kærlighed, der trods alt aldrig kan udslettes, fordi den en gang har været i verden. Men det er ikke altid nok at være tilskuer og lægge øre til.