Romandebut trænger til et sprogligt lugejern

Annette Bjergfeldt romandebuterer med en metaforduftende sommerhave af en familie- krønike, men ”Højsangen fra Palermovej” kunne godt have brug for både lugejern og lidt mindre gødning

Annette Bjergfeldts romandebut ”Højsangen fra Palermovej” handler om den store, berusende kærlighed til både mennesker og til kunsten. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Annette Bjergfeldts romandebut ”Højsangen fra Palermovej” handler om den store, berusende kærlighed til både mennesker og til kunsten. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Højsangen er et af de mest sanselige, duftende og længselsfulde stykker i hele Bibelen, og det er den følelse, som Hannibal Møller og hans efterkommere drømmer om at opleve gennem hele deres (kærligheds)liv. Det sker bare aldrig helt.

Esther er Hannibals barnebarn og den farveglade fortæller i Annette Bjergfeldts romandebut ”Højsangen fra Palermovej”, der ganske rigtigt også handler om den store berusende kærlighed til både mennesker og til kunsten. Omdrejningspunktet for fortællingen er en villa på Palermovej. Morfar Hannibal køber i sin ungdom det forladte hus på Amager, hvor blomsterne slynger sig i den overbevoksede have, og snart flytter både klaver og den russiske cirkusartist Varinka ind.

Varinka er imidlertid slet ikke så stumfilmsstjerne-uskyldig, som Hannibal opfatter hende, og desuden så udannet, at hun falder helt ved siden af Hannibals grossererslægt. Varinka bander som en havnearbejder og bruger helst sin tid på at spille på hundeløb og er aldrig kommet sig helt over sin første kærlighed; en dværg, der arbejdede i familiens cirkus, og som ved en fejltagelse kom til at lave badutspring direkte ned i gabet på en nyindkøbt og ellers ganske fredelig flodhest.

I Palermo-villaen bor de tre generationer sammen. Hannibal og Varinkas smukke datter Eva møder sin svenske udkårne Jan Gustav om bord på et fly, hvor hun selv er stewardesse, og han på vej til London for at modtage en medalje for sit arbejde med brevduer under Anden Verdenskrig. De får tre døtre, hvoraf storesøster Filippa er begavet, men svagelig, og tvillingeparret Olga og Esther er som nat og dag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Olga er Amagers smukkeste pige og en talentfuld sopran, mens Esther er stor og kluntet, og i nabohuset bor drengen Johan med sin familie, der styres af en tyrannisk graver-far. Han hugger blomster på kirkegården og udgør en tragisk og lidt klichéfyldt pendant til de flimrende farveorgier inde hos Esther.

Det er med andre ord de skæve anekdoter og spøjse detaljer, der udgør det kludetæppe, som Esthers familiesaga er. Her er intet overordnet plot eller en decideret retning, og den mundtlige, levende (vandre)historie er i centrum. Det er særdeles prisværdigt, at Annette Bjergfeldt har turdet prøve kræfter med den form og styrer uden om stram minimalisme eller underspillet coolness, og snarere er der stilistisk set skruet op for de fleste parametre.

Spørgsmålet er, om overfloden af adjektiver skaber en blomstrende og sanserig skrivestil, eller om de mange tillægsord føjer for meget til læsset og gør læsningen tung? Her er Esther eksempelvis ude at gå med sin far og har netop indset, at hun – som familiens kolorist – har en guddommelig gave i kraft af sin evne til at se farver:

”Da vi kommer hjem, ligger min mor i baghaven og sover til middag, som hun plejer. Solgylden due på grøn græsplæne i rødprikket kjole med vingerne smukt placeret bag dueansigtet. Igen og igen drømmer hun om et flor af balletpiger, der flagrer fnisende rundt på græsset. Et mylder af cremefarvede balletsko med fede silkesnører, klirrende glas fulgt af kraftig herrelatter og kokette hvin.”

Personligt går jeg død i læsningen, når sætningsrytmen punkteres af de mange metaforer, og sproget flyder flere steder slet ikke – på trods af et tydeligt fokus på sprogets musikalitet og musikhistorie i øvrigt. Esthers familiesaga strutter af fortællelyst, men næste gang må der gerne luges lidt hårdere ud i sprogets knopskydning.

Læs interview med Annette Bjergfeldt om romanen på