Næstekærlighed som kunstnerisk praksis

Med udstillingen ”Lige ved Næsten”, der åbner i dag, sætter Museet for Religiøs Kunst fokus på kunst, der beskæftiger sig med næstekærlighed

Karen Land Hansens værk ”De Afviste/Natten til d. 13. August”, der kan ses på udstillingen om næstekærlighed, ”Lige ved Næsten”, er skabt til Brorsons Kirke som træsnit, trætryk og collage på papir i 2014 og tilhører kunstneren.
Karen Land Hansens værk ”De Afviste/Natten til d. 13. August”, der kan ses på udstillingen om næstekærlighed, ”Lige ved Næsten”, er skabt til Brorsons Kirke som træsnit, trætryk og collage på papir i 2014 og tilhører kunstneren. Foto: Karen Land Hansens.

En fremmed er en ven, man endnu ikke har mødt, sagde politikeren Svend Auken engang. Men sådan ser ikke alle på fremmede, og erklærede kristne er ikke engang enige om, hvordan man skal forstå begrebet næstekærlighed. For er næsten den nærmeste eller er det enhver på jorden, der har brug for hjælp?

Det spørgsmål sætter Museet for Religiøs Kunst fokus på fra i dag med udstillingen ”Lige ved Næsten”.

Næstekærlighed i kunsten

Titlen leger med ordspillet ”lige ved og næsten” ved også at indikere, at man her er tæt på næsten. Og som en del af et af de aktivistiske værker, man kan opleve på udstillingen, er der også gratis adgang for alle, der føler sig som fremmede:

”Det er kunstneren Jens Haanings idé. På den måde vil han også have folk til at tænke over, hvordan man behandler fremmede og den negative forskelsbehandling af fremmede, der som regel er i samfundet,” forklarer en af udstillingens kuratorer, museumsdirektør Gerd Rathje, der dog understreger, at udstillingen ikke forsøger at prædike en bestemt politisk holdning til fremmede og næstekærlighed, men blot lader en række kunstnere undersøge begrebet.

Og nutidens kunstnere, der beskæftiger sig med næstekærlighed, har heller ikke samfundsrevolution på programmet, på samme måde som en del af den politiske kunst havde i 1960'erne og 1970'erne:

”Siden 1990'erne er der sket en ændring i kunsten, hvor stadig flere kunstnere beskæftiger sig mere etisk end æstetisk med verdens problemer. Men de nye kunstnere er meget bevidste om, at de i deres kunst ikke ønsker at være missionerende. De vil ikke moralisere eller belære, selvom de til tider kritiseres for at gøre det. Men fælles for alle udstillingens værker er bevidstheden om, at det enkelte værk alene ikke kan redde verden, men kun kan søge lige så stille at forrykke spillets brikker i nærheden, fællesskabet og inklusionens favør,” forklarer Gerd Rathje.

Det er op til kunstneren at fortolke næsten

Han tilføjer, at der også er stor forskel på, hvordan udstillingens kunstnere lader deres forhold til næstekærlighed komme til udtryk.

Flere af dem bevæger sig på grænsen til det, man kan kalde kunst i traditionel forstand.

”Kunstnerrollen er under forandring. Det er ikke længere nok for mange at være betragtere af virkeligheden og skildre den i form af æstetiske værker, flere kunstnere er også begyndt at flytte rundt på selve virkeligheden. Det gælder for eksempel Kenneth A. Balfelt, der selv har kaldt næstekærlighed for sin egen kunstneriske strategi. Han har blandt andet hjulpet Vesterbros øldrikkere med at oprette en alternativ lille park, efter deres bænke blev flyttet af metrobyggeriet på Enghaveplads på Vesterbro i København. Og Trampolinhuset, der også er repræsenteret på udstillingen, er et opholdssted for asylsøgere i nordvestkvarteret i København. Men det startede også som en kunstnerisk idé,” fortæller Gerd Rathje.

Ikke kun en kristen sammenhæng

Flere af værkerne på udstillingen har også forbindelse med det kirkelige. En har for eksempel lavet en videoinstallation med alle sognebørnene i et sogn, der står på skuldrene af hinanden - og derfor er gensidigt afhængige - mens andre har ladet sig inspirere af præster og kirker, der har huset flygtninge i civil ulydighed:

”Kunstneren Karen Land har for eksempel lavet nogle træsnit, der skildrer politiets rydning af de afviste asylsøgere i Brorsons Kirke, hvor det hellige og fredfyldte kirkerum er sat i kontrast til den statslige brutalitet. Men der er stor forskel på de værker, vi udstiller. Emma Schmidt har for eksempel i stedet lavet et værk om menneskelige relationer ved at bruge gamle kirkeklokker, som de besøgende i øvrigt selv kan lave melodier med,” forklarer hun.

De fleste værker på udstillingen er dog hverken blevet skabt med begrebet næstekærlighed som udgangspunkt eller tænkt ind i en kristen sammenhæng, men næstekærlighed er alligevel en nøgle til at åbne den nye kunst, mener hun og tilføjer:

”Her er tale om værker, som appellerer til at blive bedømt ud fra deres etiske frem for deres æstetiske kvaliteter. Den tendens i kunsten synes jeg har været tydelig længe. Men jeg har tit tænkt over, at den ikke har været klart beskrevet. Derfor har vi udvalgt en række værker, som man kan forstå gennem begrebet næstekærlighed. Og når man går fra udstillingen, skulle man gerne være kommet til at tænke over begrebet selv.”