Der er mange, der kunne have godt af at læse denne bog. De skarpe modstandere af omskæring vil have godt af at læse om den nære forbindelse mellem Hans Fuglsang-Damgaard, biskop over Københavns Stift i 1934-1960, og overrabineren Max Friediger og om det lange historiske bånd, der er mellem den danske stat og dens jødiske borgere.
De, der som Frederik Stjernfelt har ment, at de lutherske kirker blot var dikkende lammehaler på Det Tredje Rige (hvad alt for mange ganske vist var), vil have godt af at læse, at den lutherske modstand mod Det Tredje Riges uhyrligheder kom fra nogle af de mest rodfæstede i luthersk fromhed. De, der synes religion blot sætter skel mellem dem og os, kan forbavses over biskoppens forhold til overrabineren. Her udelukkede et efter vor tids opfattelse temmeligt hårdhændet syn på jødernes placering i Guds frelsesplan ikke et langt, dybt og på mange måder rørende venskab, ej heller en absolut ikke ufarlig indsats for at redde dem fra nazismens udryddelsesforsøg.
Og de færreste kan undgå at blive blot en smule betaget af Martin Schwarz Laustens minutiøse gennemgang af sine fund i det hidtil lukkede Fuglsang-Damgaard-arkiv i Rigsarkivet. Mange vil have godt af den eftertanke, som bogens tidsbillede efterlader fra en tid, hvor teologiske problemer var forsidestof og direkte forbundet med liv og død. Alle vil have godt af at blive mindet om den passivitet mod uhyrlig behandling af mennesker, som trængte langt ind også i det danske samfund.
Det er som tidsbillede, bogen er stærkest. Ganske vist er Fuglsang-Damgaard, eller rettere hans arkiv, omdrejningspunktet, men den egentlige historie er i store dele historien om en kirke og et samfund, der havde svært ved at komme til sig selv. Faktisk træder Fuglsang-Damgaard flere steder overraskende tilbage i fremstillingen, når man medtænker bogens titel. Det er i høj grad prisen for at lade det righoldige arkiv danne rammen. Hvad brevkorrespondancen angår, er der i sagens natur flere breve til end af Fuglsang-Damgaard. Hans opfattelse og overvejelser må hentes ind gennem prædikener og foredrag og andet materiale, som der heldigvis er tilstrækkeligt af til, at læseren får et nogenlunde dækkende billede af en kirkemand, som forfatteren tydeligvis også er betaget af.
Fuglsang-Damgaard er bestemt en spændende personlighed, og han fungerer fortrinligt som katalysator for langt større problemstillinger: folkekirkens rolle i en politisk verden, forholdet til andre religioner, næstekærlighedsbuddets omfang. Han er én af de personligheder, som historien giver mulighed for at spille en afgørende rolle. Den mulighed griber Fuglsang-Damgaard, fordi han ikke kan andet. Derfor handler Københavns biskop i høj grad egensindigt, men gør det i troen på en højere sags tjeneste, og redder dermed æren for en til tider modstræbende folkekirke.
Således er det Fuglsang-Damgaard, der inspireret af kirkens ageren i Norge og Sverige, men uden at have rådført sig med sine bispekolleger, i al hast udsender det hyrdebrev om kirkens stilling til jødeforfølgelserne, som i oktober 1943 udsendes til oplæsning i alle landets kirker. En handling, som han efterfølgende fik kritik for, men faktisk var den planlagte udrensning af jøder på det tidspunkt allerede sat i gang.
Fuglsang-Damgaards arkiv har i Martin Schwarz Lausten fundet en yderst kompetent forvalter, der har gjort netop jødernes historie i Danmark til et af sine specialer. Det gør det muligt for Schwarz Lausten at indsætte Fuglsang-Damgaard og kampen mod antisemitisme i sin rette historiske kontekst. Bogen er inddelt i tre store hoveddele, omhandlende tiden før Besættelsen, Besættelsen og tiden efter, og den bruger forholdsvis meget plads på at beskrive den antisemitisme, der i slutningen af 1800-tallet og op til Anden Verdenskrig havde sat sig dybe spor også blandt nogle af vores fremmeste kulturpersonligheder. En forlagsredaktør kunne nok have skabt bedre overgange i og mellem de enkelte dele af bogen og luget ud i de forbehold over for spor, der ikke forfølges. De gør sig bedre i en ren akademisk afhandling end i en bog, der også er tiltænkt markedet, uagtet at bogen faktisk bidrager til forskningen med flere helt nye indsigter i Fuglsang-Damgaards virke. Samtidig er det dog den ofte lidt omstændelige indføring både i den kontekst, Fuglsang-Damgaard virkede i, og de overvejelser, der lå bag hans ytringer, der giver det detaljerede tidsbillede, der udvider læserens horisont. Ikke mindst den måde, hvorpå Fuglsang-Damgaard håndterer spændingen mellem både at være én af de højstplacerede statslige embedsmænd og kirkelig leder, er godt beskrevet. At det langt hen ad vejen lykkes for ham, skyldes i høj grad sammenhængen mellem Fuglsang-Damgaards teologiske kompetence (han havde en af de allerhøjeste embedseksaminer), et tydeligt evangelisk kompas og historiens tilfældigheder.
Schwarz Lausten viser, hvorfor det er vigtigt at kende sin historie. Og selvom han indimellem ikke undlader at antyde sin egen holdning, så er det i høj grad den nøgterne beskrivelse af korrespondance og foredrag, der fungerer som direkte replikker i samtidens diskussioner.
Det gælder for eksempel diskussionen om mantraet om, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, der ofte synes afgørende for folkekirkens identitet. Ser man på Fuglsang-Damgaards kritikere og dem, der undlod at oplæse hyrdebrevet, så har tiden ikke være nådig ved deres argumenter. Omvendt viser de mange takkebreve, som Schwarz Lausten har fundet i arkivkasserne, hvor værdsat hyrdebrevet var. Der findes tider, hvor det intet at sige er et voldsommere og mere kompromitterende udsagn end at sige det rigtige.
Schwarz Laustens bog er også en bog om den fredelige sameksistens mellem religioner, som kan lade sig gøre, når begge parter er indstillede på at ville hinanden det bedste. I den ånd slutter også bogen ganske bevidst med at henvise til, at Fuglsang-Damgaard så det som sin pligt at efterleve næstekærlighedsbuddet, som ”netop stammede fra Moseloven og blev gentaget af Jesus fra Nazareth”.
Gæsteanmelder Bo Kristian Holm er lektor i dogmatik og leder af LUMEN-centret, Aarhus Universitet.