Man forventer klage. Men den fængslede tyrkiske forfatter og journalist Ahmet Altan klager ikke. Han registrerer, spidder det absurde, reflektererer, skriver. Og han har sine hemmelige måder at overleve på.
Tekster smuglet ud af fængslet udgør hans essaysamling ”Jeg kommer aldrig til at se verden igen”, som er hans første udgivelse på dansk.
Bogen havde udelukkende været rystende, hvis ikke den også havde sine opløftende sider. Det er udsagn fra en mand, der nægter at overgive sig, selvom han har alle mulige grunde til det. Ydre fornedrelse mødes med indre integritet. Det drejer sig om at holde fast i, hvem man er – samtidig med at omgivelserne sætter hårdt ind for at nedbryde den fængslede. Gøre ham til ingen. En mand uden ansigt.
Ahmet Altan søger ikke trøst, men vil kæmpe – og han frabeder sig, at man slår ”på medlidenhedens trommer” for ham. I stedet beder han om, at man lytter til, hvad han har at sige. Man kan slet ikke lade være.
Altan idømmes livsvarigt fængsel med skærpede afsoningsvilkår. Det betyder, at han skal tilbringe resten af sit liv i en celle på tre gange tre meter. I forvejen havde han forventet denne dom, men ”indser, at det er umuligt at forberede sig på den absolutte håbløshed”.
Ahmet Altan var en af de mange, der blev fængslet efter det mislykkede kup i 2016 mod den tyrkiske præsident Erdogan. Han har arbejdet for flere af landets store aviser, har skrevet om det armenske folkemord og talt for forsoning med landets kurdiske befolkning.
I 2007 etablerede han avisen Taraf, som støttede, at Tyrkiet knyttedes nærmere til EU. I 2016 blev avisen lukket af myndighederne. Altan er ophavsmand til syv romaner, der alle er udkommet i hans hjemland. Desuden er flere af dem oversat til andre sprog.
Umiddelbart efter arrestationen blev Altan af en politimand tilbudt en cigaret. Men han afslog med den begrundelse, at han kun ryger, når han er nervøs. Hvordan han på denne måde spontant kunne ignorere virkeligheden, ja, endda gøre nar ad den, kan han ikke forklare.
Men ordene er blevet vigtige for ham – ud fra den opfattelse, at hvis man i forbindelse med faretruende realiteter reagerer anderledes end forventet, bringes disse realiteter ”ud af balance og bliver slået i stumper og stykker mod vores bevidstheds oprørske bølgebryder”.
Man kan undre sig over, hvorfra Ahmet Altan har overskuddet til at skrive så intenst og veloplagt, som han gør. Men det er vel netop ved at skrive, at han opnår overskuddet.
I øvrigt har han nogle væsentlige afsluttende betragtninger om dette at skrive – om dette at være forfatter. Hans udgangspunkt er et paradoks:
”En genstand i bevægelse er hverken, hvor den er, eller hvor den ikke er”.
Noget lignende gælder for en forfatter. Det er sandt, at Altan ”bor i en celle, hvor døren åbnes og lukkes til klirren og raslen af metal”. Men det er ikke hele sandheden. For som forfatter rejser han i sin fængselscelle over hele verden.
”Jeg flyver op som røg og forlader fængslet med alle de mennesker, der eksisterer i min bevidsthed. De andre har måske nok magten til at fængsle mig, men ingen har magten til at holde mig i fængslet,” skriver han.
Det er en gribende bog. Og det er den i høj grad netop, fordi Altan ikke bestræber sig på at gøre den gribende. Bogens essays er tætte, dirrende i total koncentration – og formen afspejler således den situation, de er blevet til i. Kun det mest væsentlige kan siges. Det skal det til gengæld også. Og det sker uden føleri. Stilen er tør som et stykke træ, yderst brændbart.