Christina Englunds ”Slugt” er næsten som at genbesøge 1980’erne

”Slugt” fra Christina Englund er en sanselig og dybsindig roman om den glemte amerikanske fotograf Fransesca Woodman. Flere danske forfattere skriver for tiden om kunstnere og videnskabsfolk, som eftertiden ikke har ydet retfærdighed

Christina Englund er født i 1974 og debuterede som 17-årig med kortprosasamlingen ”Uden egentlig at sove”. Siden har hun skrevet både romaner, noveller og digte. – Foto: Kajsa Guldberg.
Christina Englund er født i 1974 og debuterede som 17-årig med kortprosasamlingen ”Uden egentlig at sove”. Siden har hun skrevet både romaner, noveller og digte. – Foto: Kajsa Guldberg.

”’En filmstjerne i Det hvide hus’. Far himler med øjnene”.

Vi er i de sene 1970’ere i Christina Englunds nye roman. Handlingen foregår på kunstscenen i New York, hvor man, som antydet i citatet, ikke er begejstret ved udsigten til Ronald Reagan som præsident. Tidsånden gennemsyrer romanen, helt ud på det smukke champagnefarvede bogcover klædt i sen-70’er-æstetik med titlen ”Slugt” skrevet, som var vi i filmen ”Boogie Nights” eller på et Boney M.-pladecover. Gennemført af forlaget bag denne fine, fine eksistensberetning om at være ung og uelsket.

Dog fylder tidsbilledet ikke mere end højst nødvendigt og skygger ikke for den nærmest eviggyldige historie. Hovedpersonen er den unge amerikanske fotograf Fransesca Woodman, der tog sit eget liv som 22-årig. Det øvrige persongalleri består primært af hendes kunsterforældre: Faderen er maler, og moderen er keramiker, meget passende, for hun er virkelig en krukke, som hellere tager en runde mere med drejeskiven end ser sin datter, som hun er.

Faderen, fornemmer man, er tættere på Nadja, som han kærligt insisterer på at kalde Fransesca, og som straks tænker på en engel, da han ser sin døde datter den fatale nat, hun sprang ud fra skyskraberen – en scene, som ”Slugt” begynder med at skildre.

Med spring i tid og steder og med minimalt udfoldede dialoger og med verden set næsten konsekvent fra Fransescas famlende indre er ”Slugt” ikke bestsellermateriale. Den er i slægt med Christina Hesselholdts ”Vivian”, der også handler om en reelt eksisterende fotograf, og med norske Johan Harstads ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, der også udfolder sig på New Yorks kunstscene omkring 1980. Hvis ikke grundtonen var så rimelig trist, kunne ”Slugt” tillige minde om en tidlig Woody Allen-film, hvor alle medvirkende er knævrende, komiske og kreative storby-bohemer med neuroser og affærer en masse, men Englund er også bare helt sin egen og har med sit portræt af Woodman skrevet så stærk en historie, at man ærligt talt er ligeglad med, om den nu er biografisk korrekt eller ej.

Hvorfor den unge fotograf drives mod døden, er der ikke noget entydigt svar på, men handlingen tager en drejning ved et første selvmordsforsøg, hvor det før så livlige kunstnerhjem på Manhattan føles forandret: ”Med ét brænder maden på, kaffen koger over, pludselig slår vi os på møblerne, når vi passerer gennem de ellers så velkendte rum.”

Francescas noget ældre ven Charlie er død lidt tidligere i handlingen, og relationen til veninden Lydia er anstrengt, men mere end disse udfordringer er det den manglende kærlighed i det ellers livlige hjem og udfordringen med at finde sin egen identitet som menneske og kunstner, finde sin form, i skyggen af sine forældre, der gør tilværelsen besværlig for hovedpersonen. Hun vil opsluges af livet, men sluges af døden, og heri er ”Slugt” en roman med appel til alle, der har erfaringer med komplicerede relationer. Eller som bare har lyst til at blive ført tilbage til dengang, ”Ondskabens Hotel” lagde gaderne øde, man diskuterede Sylvia Plaths ”Glasklokken”, og ”the Gipper” krævede Berlimuren brudt ned.

”Slugt” er en modig, sanselig og dybsindig roman fra en forbløffende alsidig forfatter.