Det buldrer på Aalborg Teater. Det er den russiske stjerneinstruktør Yuri Butusov, der er rullet ind med et massivt cirkustog af en klassikeropsætning. ”Cyrano” er en overmættet oplevelse, der er svær at bearbejde og lige så svær at komme uden om.
Cyrano de Bergerac er manden med den store tud og ditto store mund og sjæl. Han er en veltalende og glødende forsvarer af integritet, mod, kærlighed og kvinder – hovedpoeten i et spil om kunst og kunstnere. Men han lider af et mindreværdskompleks og et selvbedrag så stort, at det fylder hele hans krop. Ingen kan tro, at smuk poesi kan komme fra en næse så grim. Så på bekostning af sig selv agerer Cyrano sufflør for den unge soldat Christian, der med lånte bevingede ord vinder den kunsthungrende Roxanes hjerte.
Tid og genre er plastisk i hænderne på Butusov, som frit lader Edmond Rostands rimende flotte alexandrinervers, fulde af højtravende patos og heroisk ordflom, flyde ind i kække rap-sekvenser og spoken word. Plastiske er også næserne, som vokser vildt på alle mænd, krænger sig fallisk rundt og op og ud i rummet, men ryger på og af på må og få – og tvinger os til at gentænke funktionen og symbolikken i den legendariske næse.
Handlingens overordnede linjer er klare, mens detaljerne er godt skjult i Butusovs vilde grebsmorads. Der foregår en form for spil, eller kamp, mellem teksten og cirkusset – mellem scener, hvor den rene tekst får lov at blive ladt i fred og tage bo i munden på de kyndige skuespillere, og de udvalgte scener, som voldsomt forstørrer og forvrænger al naturlig adfærd.
Butusov og ensemblet har sammen gendigtet og bearbejdet teksten, og mange scener føles, som om de er født ud af spontane improvisationer. Krampagtig spasmedans kobles med teknisk vellykkede slow motion-sekvenser, klovnestunts, akrobatisk jazzdans og billedpoetiske fagter med fjer. Undervejs opstår små scenetekniske problemer, der passer ind, som var de planlagte. Alle karaktererne synes hele tiden at være i færd med at skabe sig selv og noget på scenen. Og dette skabelseskaos har den russiske scenograf Alexander Shishkin gengivet i et indviklet rum fuld af store og små overflødige rekvisitter, en kunstners værksted, komplet med skitser og massivt moderne gadekunstværker, der præger de enorme facader, der glider ned fra loftet.
Martin Ringsmose leverer et råt og heftigt portræt af Cyrano, en kåresvingende vildmand med voldsom hårvækst og et kompromisløst moralkompas. Ringsmose får hovedpersonens intense lidelse og hjertesyge til at stå frem, mens han vrider sig rundt uden evne til at være i sig selv.
Bolette Nørregaard Bang er den ideelle Roxane, en yndig porcelænsdukke ombejlet af flotte mænd med famlende egoer. Hun har en lækkert naturlig tilstedeværelse på scenen, selv i kampen med de floromvundne vers, og hun vender nemt overstyret sødme til humor. Soldaten Christian spilles af Ferdinand Falsen Hiis med perfekt dumhed, naivitet og en næsvished, der får ægte latter frem i salen.
Det er på mange måder befriende at være i selskab med en instruktør, der ikke er syltet ind i danske konventioner og tendenser, og som, trods en ret markant sprogbarriere, kan instruere sine spillere til at levere både flot og forvrænget karakterspil.
”Cyrano” er en massiv klods af en teaterforestilling, der vælter ned over sit publikum og skiftevis overvælder og tryllebinder. Men det bliver for meget undervejs, for ujævnt og decideret kedsommeligt i anden akt, hvor kadencen falder. Men her åbenbares også en art tiltænkt nytteløshed i de vilde udskejelser, som reflekterer Cyranos tragiske skæbne. Den fortæller os, at kunsten bestemt ikke er ligegyldig, heller ikke selvom den umiddelbart ser formålsløs ud.