Prøv avisen
Bog

Natarbejde på nonfood-lager kan være poetisk

Jonas Eika Rasmussens debutroman "Lageret Huset Marie" angiver de tre steder, som hovedpersonen Elias pendler imellem.

Debutanten Jonas Eika Rasmussen skriver originalt om arbejdslivet. Romanens behandling af ungdoms- og kærlighedsliv når ikke samme højder

Man skal ikke kimse ad mærkelige romantitler. ”Lageret Huset Marie” hedder Jonas Eika Rasmussens debutroman. Den angiver de tre steder, som hovedpersonen Elias pendler imellem i en periode af sit unge liv, der er præget af foreløbighed.

Han arbejder på Dansk Supermarkeds nonfood-lager uden for Aarhus, han bor i kollektiv med nogle gamle gymnasievenner i et forfaldent hus i Risskov, og her møder han til en af de udknaldede fester pigen Marie, som han bliver kæreste med og fortrinsvis er sammen med i hendes lejlighed. Lageret, Huset, Marie, og altid i den rækkefølge indtil allersidst.

Jonas Eika Rasmussen er født i 1991 og har ifølge presseoplysningerne netop afsluttet sin uddannelse på Forfatterskolen. Han skriver om sin egen generation først i tyverne, og jeg gætter på, at mange jævnaldrende (og måske ikke mindst deres urolige forældre!) kan nikke genkendende til denne livsfase, hvor man ”ikke rigtig er kommet i gang med noget” (hvilket er mere alvorligt i dag end for en generation siden) og døver angsten for de store beslutninger med computerspil, hashrygning, fester og tilfældig sex, der helst ikke skal udvikle sig til noget alvorligt, for hvordan skal det så håndteres?

Det bedste og mest originale ved romanen er skildringen af Elias' arbejdsliv på lageret. Vi får faktisk her en af de så ofte savnede arbejdspladsskildringer i nyere dansk litteratur. Elias har natarbejde. Blot glemmer han i den sterilt oplyste arbejdshal, at det er nat. Og han får et chok, hver gang han kommer udenfor. Romanen rammer fint den uvirkelighedsfornemmelse grænsende til bevidsthedsopløsning, som det kan give at få vendt om på nat og dag, samtidig med at man er henvist til et monotont arbejde, hvor enhver fornemmelse for afslutning og mening er fraværende.

Om man med en meget omhyggelig læsning kan finde ud af, hvordan Lageret præcist fungerer med alle sine samlebånd og teknologiske tavler, er jeg ikke helt klar over. Heldigvis er den systemiske anonymitet meget fint kontrasteret med mange underholdende og poetisk-smukke detaljer fra det kollegiale samvær med Jarif, Costa, Collins og de andre. Der er sjove historier fra de varme lande, der er filosofiske betragtninger om kyllinger og deres krådse og drømmen om at komme hjem til Cameroun og blive senator. Og der er fis og ballade, når man gætter på, hvad data-teknikerne nu vil tage op af deres madpakker. Men det hele hviler i den alvor, der kommer af, at arbejdet har ulig større betydning for flere af Elias' kolleger med anden etnisk baggrund end for ham selv, der jo mest er på gennemrejse.

Skildringen af livet i Huset er ikke helt så interessant. Der bliver røget skunk, spillet computerspil, planlagt og afholdt fester. Huset forfalder, næsten ind i det symbolske, med fugtpletter og rotter. Lageret er en gave til læserne. Her føres vi ind i ukendt land. Huset kan vi kun alt for godt se for os. Her må en roman aftvinge stoffet noget mere.

Det samme gælder forholdet til kæresten Marie. Hun lider af angst og er uforudsigelig. At den unge pige, som den unge mand forventer forløsning fra, er psykisk syg, er også et motiv i en tidligere generationsroman som Anders Bodelsens ”I de lyse nætters tid” fra 1959. Her kan der laves komparativ analyse i dansk ungdom til forskellige tider. I romanens sammenhæng bliver Maries angst dog tyngende i en lidt triviel forstand. Og den fritager desværre forfatteren for at gå dybere ind i generationens sårbarhed som sådan.

Deres sentimentale anmelder ville jo også gerne have haft lidt sprød, poetisk forelskelse at læse om, men den slags er man karrig med i den unge danske litteratur. Kærligheden synes uvelkommen, de seksuelle møder skal helst være korte og tilfældige, og hvis de ikke er det, er Fanden løs. Elias og Marie klamrer sig til hinanden som to skibbrudne, der kæmper for overlevelse, i de mange udpenslede sex-scener. Det er, som om både forfatteren og hans personer tror, at seksualiteten gemmer på en stor og vigtig hemmelighed, som man kan aftvinge den, hvis der blot arbejdes energisk og råt nok på sagen. Det er der ikke noget, der tyder på.

Måske er det for meget forlangt, at så ungt et menneske som Jonas Eika Rasmussen skulle beskrive det almindelige ungdomsliv i venskab og kærlighed, som om han også her var en antropolog på feltarbejde, bevæbnet med lige dele nysgerrighed og distance. Men tænk alligevel hvis han havde kunnet. Så havde vi haft en regulær generationsroman mellem hænderne. Nu er det blot en løfterig debut.

Kristeligt Dagblad bragte i sidste uge et interview med forfatteren om romanen. Find det her.

kultur@k.dk