Det er blevet moderne at fortælle danmarkshistorie igen. Nu har en større gruppe historikere ved Københavns Universitet føjet sig ind i rækken med udgivelsen af ”Danmarkshistorien – samfund, livsformer og politik”, et rigt illustreret og æstetisk overbevisende værk, hvis man indledningsvis skal dømme bogen på dens omslag. Men bogen er også en kampplads.
I Berlingske lod Bent Blüdnikow skarpretterens økse falde over de københavnske historikeres bestræbelser. Bogen var ”årets kedeligste” og desuden – hvis jeg må parafrasere – endnu en omgang rødgrød med fløde fra de røde lejesvende i den akademiske osteklokke.
Ja, Blüdnikow lod øksen falde tungt. Desværre ikke videre præcist. (Men pyt, blodet sprøjter jo alligevel.) Hvorfor var kritikken forfejlet? Blüdnikow har tilsyneladende læst hen over bogens substans og udelukkende interesseret sig for sine udvalgte kæpheste. O.k., vi har alle noget, vi synes er mere spændende end andet, men kritikkens problem er ikke, hvad den siger om bogen, men hvad den siger om den borgerlige kritik, som reducerer sig selv til en art tjekliste-dogmatisme.
”Danmarkshistorien – samfund, livsformer og politik” er en ambitiøs og velskrevet bog. Den, der interesserer sig for politisk historie i snævreste forstand, får nok ikke sin sult stillet, men for den, der interesserer sig for de overordnede strukturelle, kulturelle og institutionelle betingelser, der ligger under de begivenhedshistoriske skumtoppe, er der rigtig meget at komme efter. Ikke mindst er afsnittene om fortidens kulturelle livsverdener uhyre spændende. Interessant nok peger netop disse afsnit på, at den kulturhistorie, der engang blev udskammet som konservativ, nu har fået en fremtrædende plads i den kanoniske historieskrivning.
Ja, i virkeligheden er ”Danmarkshistorien – samfund, livsformer og politik” et værk, der i den grad burde glæde det borgerlige Danmark. Ikke alene er det jo en historie om Danmark (som altså stadigvæk meningsfuldt kan skrives). Det er også en skildring af de lange linjer i folkets liv, om Danmark som det danske folks hjem i umindelige tider, om dette folks kamp for at opdyrke jorden, bygge hjem, samfund og stat og kirke på netop dette sted og om de forestillinger og værdier, der har præget dem under tidernes vekslen.
I denne skildring af folkets liv midt i forandringer træder to grundbegreber frem: kontinuitet og konsensus. Begge knytter sig i høj grad til det folkelige og nationale.
Lad os prøve at følge én linje i fremstillingen, nemlig danskernes opfattelse af sig selv som et folk. Da jeg gik i skole, lærte jeg, at der ikke var nogen, som vidste, de var danske, før engang i 1800-tallet. Det var en vulgariseret udgave af datidens modernistiske nationalismeteorier.
Sådan er det ikke længere. Nu opstår en dansk identitet inden middelalderen, hvor der til gengæld opstår et ”nationalt dansk kongerige”, altså det vi kalder Danmark. Hvad mere er, bygger identiteten på en lang kontinuitet. Danere og danske konger kender vi allerede fra kilder fra 500-tallet, og de folk, der blev danerne, synes at have boet her siden stenalderen, nye idéer er kommet gennem kulturelle påvirkninger snarere end invasion og indvandring. Der er ingen yamnayaer i denne bog, kun uudtalt odelsret.
I perioden 1400-1848 er kongen omdrejningspunktet for staten. Det betød ikke, at der ikke fandtes en dansk kulturel identitet eller en forestilling om Danmark som et rige blandt disse. Den tidligere så opreklamerede statspatriotisme, hvor man identificerede sig med staten frem for folket i kulturel forstand, fremstår her som en noget ustabil størrelse, der hele tiden måtte afbalancere loyalitet mod fyrsten med bevidstheden om eksisterende kulturelle identiter.
For ikke så mange år siden ville historikere se på en, som havde man fået en mild hjerneblødning, hvis man lagde den slags synspunkter for dagen. Nu er det kanonisk.
Uden at underkende det konfliktaspekt, der lå i det moderne klassesamfunds skarpt adskilte identiteter, fremhæver ”Danmarkshistorien – samfund, livsformer og politik” det nationale som en integrerende sammenhængsskabende kraft ved indgangen til det 20. århundrede. Denne sammenhængskraft blev overleveret gennem institutioner med et klart nationalt udgangspunkt og substantielt formål, herunder skolen, kirken og forsvaret. Land og by var nok adskilte økonomiske rum og livsverdener, men også disse integreredes kulturelt og institutionelt. Det var den nationale og sociale konsensus, der bragte os sikkert gennem 1930’ernes jerntid. Velfærdsstaten fra omkring 1960 er på mange måder kronen på værket.
Det kan den borgerlige kritik begræde, men det er utvivlsom rigtigt, at velfærdsstaten både havde den nationale og sociale konsensus som sin forudsætning og samtidig reproducerede denne konsensus ved på en gang at reducere konfliktpotentialet mellem klasserne og samtidig placere nationalstatens institutioner centralt i folks hverdag.
Men ingen god konservativ fortælling uden en udfordring. Ikke længe efter det nationale konsensussamfunds kulmination synes det hele at begynde at trevle op. I dag er livs- og erhvervsformer under hastig forvandling. Nationalstatens rolle er usikker. Ja, statens rolle i det hele taget over for ikke-statslige aktører. Det ældgamle danske bondeland har åbnet sig for internationale investorer og forvandles til en gold produktionsørken, maskinerne fortrænger menneskene, masseindvandringen udfordrer den nationale konsensus og kontinuitet. Det lyder som opskriften på konflikt, men hvad skal dog samle os i dag, hvor det nationale mister sin integrerende kraft? Har vi noget at sætte i stedet for den store kontinuitet?
En ting kan vi trøste os med. Hvis dette er de røde lejesvendes fortælling anno 2019, ja, så har meget forandret sig – og ikke kun til det værre.