Nationalisme og nationalstat

Når man taler om nationalstatens genkomst, forveksler man ideologi med den faktiske udvikling

Denne ”Eftertanken” er den sidste i en lille række om individ og kollektiv – i denne omgang, mere tør jeg ikke love. Den skal handle om nationsbegrebet.

Hvad der sker i de enkelte samfund: at spændingerne vokser, sker også samfundene imellem. Det kaldes globalisering. Det er den kollektive side. Det gælder ikke kun i den helt store verden, men også i den lidt mindre, for eksempel i Europa. Min ven Uffe Østergaard, som også skriver i denne avis, hævder, at i takt med den voksende integration er nationalstaterne ikke – som nogle forventede, især Poul Schlüter i sin London-tale i 1988 – forsvundet, men har tværtimod vundet ny styrke. Det er den individualistiske side.

Det kunne vise, at tryk avler modtryk. At der altid opstår en modbevægelse, når tilstrækkeligt mange mener, at en udvikling er gået for langt. Jeg vil snarere mene, at den nye nationalisme kan kaldes kværulanteri i den betydning, jeg omtalte det for nylig. Skulle mine læsere have glemt eller overset det, kaldte jeg kværulanteri og populisme for henholdsvis en individuel og kollektiv protest, forklarlig, men ukonstruktiv og ufrugtbar.

Poul Schlüter fik nemlig ret. Na- tionalstaten er blevet svækket. Det er kun nationalismen, der er blevet styrket. Den nye nationalisme har ikke i mindste måde forhindret den faktiske udvikling i retning af staternes magttab indadtil og gensidige afhængighed udadtil.

Den økonomiske globalisering, for alvor sat i gang med frigivelsen af kapitalbevægelser midt i 1980’erne, fortsætter. Ikke altid som større forståelse mellem stater – handelskrigen mellem USA og Kina, Brexit, med mere, synes jo at modbevise det. Men som en stadig større afhængighed af international kapital, som er komplet ligeglad med både nationer og stater.

Man kan godt forkynde nationalstat. Men når staten samtidig er mere og mere afhængig af international kapital og endog sælger ud af sine værdier eller lader udenlandske investorer overtage produktion og infrastruktur, er det svært at se, at staten styrkes, men let at se, at den svækkes. Det reagerer den så på ved at optræde mere bastant på de områder, den har tilbage: lukning af grænser, tættere kontrol, sociale nedskæringer, strengere straffe og så videre. Det hedder symbolpolitik – en betegnelse, som røber sig selv.

Min påstand er kort sagt, at når man taler om nationalstatens genkomst, forveksler man ideologi og ”diskurs”, altså den offentlige begrebsdannelse, med den faktiske udvikling.

På overfladen kan det se ud som nationalstatslig hævdelse, at Danmark ærgrer sig over en afgørelse ved EU-Domstolen eller overvejer at forlade internationale konventioner. Men det er ingen løsning at svække de institutioner, som er skabt for dog til en vis grad at modvirke jungleloven. Det ville være bedre at styrke dem. En retsorden og et regelsæt er så godt som altid til størst gavn for de svage. De stærke behøver dem jo ikke – nogle er endda så stærke, at de kan blæse på dem, som for eksempel når bankerne bedriver svindel i stor stil. Så kan vi hejse Dannebrog alt det, vi vil. Det kommer vi bare ingen vegne med.

Nationalisterne i alle lande spiller på den forkerte bane og ikke på den, hvor kampen afgøres. Det har jeg vist sagt før. De kan bestemt have nogle pointer. Men overordnet set er de en del af problemet, ikke af løsningen. Den må være fælles – eller også kommer den ikke. Selv fælles løsninger kræver imidlertid, at nogen begynder, i stedet for at alle bruger henvisningen til det fælles som undskyldning for ikke at gøre noget selv. Også det hører til balancen mellem det individuelle og det kollektive.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.