I denne uge fejres mange steder i Danmark 150-årsdagen for Carl Nielsens fødsel. Den lille sprællevende fynbo med strithåret, der syntes at symbolisere mandens ubændige energi, fik allerede i levende live status som Danmarks ubestridte nationalkomponist. En status, der er såre fortjent.
Ikke alene som følge af de seks symfonier, de tre solokoncerter og de to operaer, han komponerede - den øvrige mangfoldighed af værker ikke at forglemme - men også fordi han skrev melodier til flere hundrede sange og salmer. En lang række af disse melodier er blevet folkeeje i en sådan grad, at det ikke er nogen overdrivelse at hævde, at Carl Nielsen er blevet en del af danskernes mentale dna.
Læs anmeldelse af Peter Dürrfelds bog om Carl Nielsen her.
Ved familiefester og andre sammenkomster har hans enkle og dog sublime melodier i snart 100 år været et fast indslag. Onkler, der rundede de 50 år, sølvbrudepar og konfirmander er blevet hyldet med behjertede hjemmeskrevne sange på melodier som dem til ”Jens Vejmand” og ”Jeg ved en lærkerede.”
Det er, også i forbindelse med den runde dag, blevet nævnt, at Carl Nielsen havde den opfattelse, at musik overhovedet ikke kan være national. Men det har han selv modsagt i toner og ord, måske mest charmerende i den indtagende bog ”Levende musik” fra 1925, hvor han understreger, at på Fyn er alting anderledes end i den øvrige verden, og ”hvem der giver sig Tid til at lytte, skal nok erfare det. Bierne synger paa en egen Maade med en særlig fynsk Klang, og naar Hestene vrinsker, og de røde Køer brøler, maa enhver da kunne høre, at det er paa en helt anden Maade end i det øvrige Land.”
Og den kvindekære komponist kunne naturligvis ikke undlade at inddrage ”de fynske Pigers henrivende Klukken, naar de baade jubler og ler i Haverne bag de klippede Hække.”
På det musikalske plan behøver man såmænd ikke gå til kantaten ”Fynsk forår”, komponeret i 1921, for at finde eksempler på en særlig dansk tone i Nielsens musik. Ikke mindst i symfoniernes langsomme satser er det nærmest umuligt at abstrahere fra de stærke indtryk, de mange dage og år som vogterdreng under Nørre Lyndelses åbne himmel må have efterladt i hans sind. Det ”må enhver da kunne høre”.
Når Nielsen var opsat på at betone, at hans musik ikke var national, hænger det sandsynligvis sammen med hans høje internationale ambitioner. Han ville være en stor symfoniker i forlængelse af Beethoven-Brahms-traditionen, og at det kun sporadisk lykkedes ham i levende live at opnå den internationale anerkendelse, han higede efter og også på det praktiske plan gjorde en utrættelig indsats for at opnå, var et smerteligt aspekt midt i hans ”verdensberømmelse i Danmark”.
I forbindelse med Carl Nielsens 60-årsfødselsdag i 1925 kunne man i dagbladet B.T. læse følgende vers - skrevet på melodien til ”Jens Vejmand” af signaturen ”Ærbødigst” alias Viggo Barfoed:
Carl Nielsens symfonier
er kendt fra syd til nord,
men hvilket af hans værker
har sat sig dybest spor?
Det har såmænd Jens Vejmand,
Den kære melodi,
der blev en landeplage i 1909.
Heldigvis havde Carl Nielsen humoristisk sans. Men har han moret sig over det finurlige vers, har der sikkert været nogle dråber malurt i latteren. Og selvom hans frustrationer nu og da kom til udtryk med udsagn, der nok var ærligt ment i øjeblikket, skal man ikke tage alt, hvad han sagde om sit virke som komponist, for gode varer. Han var god til at ryste ærgrelser af sig og komme videre.
Denne evindelige fremdrift var ikke blot karakteristisk for ham som kunstner, hvor den ikke mindst manifesterer sig i ydersatserne til de seks symfonier, men også som menneske. Carl Nielsen var en mand, der greb ind i tingene her og nu. Han var ikke bleg for at tage en chance, hvis noget var gået galt. Han var altid villig til at give en hjælpende hånd.
Læs anmeldelse af Peter Dürrfelds bog om Carl Nielsen her.
Som da han efter at have skrevet sin strygekvartet, opus 14, på cykel skulle hen til forlaget med en noderulle, hvorpå blækket akkurat var tørt. I Gothersgade opdager han, at der er sket et færdselsuheld. Nogle mennesker er stimlet sammen om en hest, der er faldet til jorden. Carl Nielsen har fra barnsben haft et ualmindeligt godt tag på heste, og nu springer han til undsætning, idet han dog først beder en dreng om at passe på noderullen imens. Han får lagt et hestedækken ind under det forskrækkede dyr og får det bugseret på højkant. Bagefter børster han støvet af tøjet og går hen for at få sit manuskript tilbage. Men drengen er som sunket i jorden, og det samme er de unikke noder. Carl Nielsen forhører sig hos politiet, men de forsvundne noder vækker ikke den store interesse hos ordensmagten. Han må bide i det sure æble og skrive hele strygekvartetten ned igen, mens den endnu er frisk i hukommelsen. Han må så at sige op på hesten igen.
Det var han god til: at komme op på hesten igen. Hans ungdomskæreste Emilie Demant Hatt fortæller i erindringsbogen ”Forårsbølger”: ”Javist var Carl Nielsen lille, men det var en lidenhed, man ikke overså. Han var en koncentreret menneskeskabning, velformet fra øverst til nederst, naturlig og harmonisk i alle bevægelser - og bevægelse holdt han af - han red, cyklede, gik på jagt“”
Senere blev han en lidenskabelig, omend ikke just driftssikker bilist. I 1930 går det for alvor galt. Carl Nielsen brager i sin nye Morris i Øster Farimagsgade ind i en sporvogn, en linje 14. Det koster ham en trafikbøde, en klækkelig erstatning til Københavns Sporveje samt tre ugers hospitalsindlæggelse. Men denne gang holdt hjertet åbenbart til forskrækkelsen. Det gjorde det ikke, da han et års tid senere i kådhed - som 66-årig! - under en prøve på ”Maskarade” klatrer op i tovværket på Det Kongelige Teaters scene for at rede nogle tråde ud. Carl Nielsen, der i årevis har lidt af dårligt hjerte, får et ildebefindende, må indlægges på Rigshospitalet og dør en uges tid senere, natten til den 3. oktober 1931.
Hans begravelse fra Københavns Domkirke seks dage senere bliver en national manifestation af hans betydning for dansk kulturliv med deltagelse af kongeparret og repræsentanter fra alle dele af det officielle Danmark. Hans musik vil også stå sig de næste 150 år, hvis kloden og vores civilisation ellers også gør det.