Instruktøren Anne-Grethe Bjarup-Riis skabte med ”Hvidstengruppen” i 2012 en gedigen succes. Fuldt fortjent. Dramaet om modstandsbevægelsen, centreret omkring Fiil-familien på Hvidsten Kro nord for Randers, kombinerede den autentiske historie med jysk stamina og offervilje.
Fiil-familiens indre styrke, mod og trosmæssige overbevisning blev skildret troværdigt og bevægende i filmen, ikke mindst da modstandsgruppen i foråret 1944 blev arresteret af den tyske besættelsesmagt, og Fiil-familiens mandlige medlemmer dømt til døden og henrettet i Ryvangen. Historien er en uafviselig og renfærdig del af fortællingen om Danmarks besættelse under Anden Verdenskrig.
Det var Fiil-familiens mandlige medlemmer – faderen Marius, sønnen Niels og svigersønnen Peter – der betalte den højeste pris. Men hvad med kvinderne? De efterladte. Moderen Gudrun gik ”fri”, men døtrene Tulle og Gerda blev begge arresteret og deporteret til fangelejre i Nazityskland. Det er deres skæbne, som holdet bag ”Hvidstengruppen II – de efterladte” fortæller, igen med Anne-Grethe Bjarup Riis som instruktør.
Læs et interview med Anne-Grethe Bjarup Riis om filmen her.
”Hvidstengruppen II” baserer sig på Fiil-familiens breve og dagbøger, der forlener fortællingens bærende linjer med autenticitet og følelsesmæssig intensitet. Der er således ingen grund til at puste dramaet op, endsige sentimentalisere det. Men det gør Bjarup Riis, der i denne opfølger har vanskeligt ved at finde den rette balance mellem national selvfølelse, familiesammenhold og melodrama, desværre.
”Hvidstengruppen II” følger prisværdigt kvinderne i Fiil-familiens modstandslinje og demonstrerer, at deres mod og indre styrke ikke stod tilbage for mændenes. Heller ikke deres trosmæssige forankring. Hjemme i Danmark tager mor Gudrun (Bodil Jørgensen) skæbnen på sig, da hendes to døtre forsvinder i det krigshærgede Tyskland, prisgivet hensynsløsheden. Fra dansk side frygter man, at kvinderne vil blive borte i det gustne tyske ”mulm og mørke”. Men ikke mindst Tulle Fiil (Marie Bach Hansen) viser i fangenskabet overskud og indre kraft til at hjælpe og støtte andre, herunder lillesøsteren Gerda (Laura Winther Møller).
Der er et stærk metafysisk lag i ”Hvidstengruppen II”. Både moderen og den ældste datter overlever mentalt på deres kristne tro og forestillingen om et lysende forsyn, der vil lede dem igennem til gensynet med deres kære. Filmens mest bevægende passager ledsages af salmer af Ingemann og Grundtvig, ligesom døtrenes livline i fangenskabet er den danske kirke, der vedblivende holder kontakten til kvinderne i fangenskabet.
Men det er, som om Anne-Grethe Bjarup Riis ikke selv tror på denne indre styrke som både episk og åndeligt fæste for en filmisk fortælling. ”Hvidstengruppen II” pumpes op med udvendigt effektjagende drama. De tyske fangevogtere er rene skrigende og råbende klichéer fra den filmhistoriske brokkasse, ja selv de frådende hunde, der jagter fangerne, har dækken med SS-tegn og svastikasymboler. Læg dertil skrækkelige illustrative og stavepladelignende replikker, der selv for den dygtigste skuespiller er umulige at forlene med en overbevisende karaktertegning.
Ved krigens – og filmens slutning – kammer det over i national patos. De norske og danske fanger i Folke Bernadottes ”Hvide busser” bryder ud i en sær vitalistisk kanon af den norske og danske nationalsang, der så langt fra vidner om, hvor medtagene de er. Og Dannebrog smælder i befrielsens vind, så man sjældent har set mage. Det er muligt, at det er sandt, og at der findes historisk belæg for Anne-Grethe Bjarup Riis visuelle fortolkning. Men en filminstruktør har et valg og en myndighed til at selektere og dosere sine virkemidler.
”Hvidstengruppen II” er flot filmet og i sin kerne en virkelig god historie, grundet i dybe og smertelige menneskelige erfaringer. Men det er, som om Anne-Grethe Bjarup Riis ikke rigtig tror på den og dermed er loyal mod dens etos. I stedet forfalder hun til overdreven patos.