De seneste uger har efter manges mening styrket det danske sammenhold og bekræftet, at når det kommer til stykket, er det nationen, det kommer an på, og ikke alle de fine ord om det internationale, kosmopolitiske, europæiske og så videre. Det ytrer sig især i den dels formanende, dels indsmigrende brug af begrebet ”danskerne”. Den har andre kommenteret, så det skal jeg lade ligge her. Med den hamstring, ordet har været genstand for, er der alligevel ikke flere eksemplarer tilbage til mig.
Ved nærmere eftersyn eller -tanke viser det sig imidlertid, at coronapandemien snarere viser, at det nationale ikke er noget tilstrækkeligt svar på globale fænomener. Det er nationale myndigheder, som træffer de foranstaltninger, de finder rigtige. Men det gør de – forhåbentlig da – på basis af den bedst opnåelige viden, og denne viden er aldrig skabt nationalt, men gennem forskning i mange lande og med andres erfaringer som baggrund.
Der transporteres også fortsat varer ind i og ud af landet. Uden udenlandske produkter ville vi ikke kunne klare os, og uden eksport ville vi ikke have penge at købe dem for. Men måske kunne man lære lidt af den nidkære kontrol, man nu udøver over persontrafikken, når man ser på kapitalens frie bevægelighed. Den burde nok oftere undersøges for, om den har et anerkendelsesværdigt formål.
Hvis kun én nation eller stat gør noget, har det ikke megen betydning – just fordi der er tale om en ”pandemi” og ikke blot en ”epidemi”. De forholdsregler, som er taget i Danmark, har kun virkning, fordi andre lande også har taget forholdsregler, ikke altid identiske, men altid nogle. Og i de tilfælde, hvor den nationale interesse har ført til konkurrence om såkaldte værnemidler, så rige lande har kunnet sætte sig på midler, som de fattige måske havde endnu mere brug for, kniber det lidt med den nationale stolthed – eller burde gøre det.
I virkeligheden har det meste efter det første chok handlet om at koordinere indsatsen. Altså lige præcis om at være fælles om noget i stedet for blot at handle på egen hånd. Fælles – ikke kun inden for en nation eller en stat, men fælles med andre nationer og stater og deres borgere.
Endnu har vi også til gode at se, hvor langt den nyslåede danskhed rækker. Vil corona virkelig få os til at erkende, at der er behov for mere solidaritet i samfundet, også i ”fredstid”? For mere lighed? For en bedre aflønning af dem, vi alle sammen er afhængige af, og for nødvendigheden af at lægge et par ekstra gram på de stærkeste skuldre? For at gøre vort til, at vore efterkommere ikke skal hjemsøges af klimakatastrofer, når de har undgået at blive ofre for corona?
I 1940 kunne alsangen for en stund forene nationen. Men den fik for det første ingen indflydelse på krigens gang, og den forhindrede for det andet ikke voksende sociale spændinger i løbet af Besættelsen. Nogle blev rigere, andre blev fattigere. Som historikeren Hans Kirchhoff i sin tid påviste, var regeringens afgang den 29. august 1943 udløst af ”Augustoprøret” (titlen på hans disputats), som i høj grad var en social protest. Og i 1945 foretoges en pengeombytning for at forhindre, at for mange sorte formuer blev vasket hvide.
Skal vi lære noget af den øjeblikkelige situation, kan det kun være, at vi ikke bare skal vende tilbage til business as usual, når corona engang er overstået. Hvis der er opstået et større fællesskab nu, vil det være en god idé at søge det gjort frugtbart i fremtiden. Og ikke mindst at arbejde for, at det så vidt muligt omfatter alle, der lever i Danmark.
Det kan godt ske, at vi ikke lærer noget. Men man har da lov at håbe.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.