Prøv avisen

Natten giver ro til at fordybe sig i bøger

Foto: Robin Skjoldborg

Den bogaktuelle, tjekkiskfødte forfatter Jonas Suchanek læser gerne om natten. Næste læseoplevelse bliver den danske oversættelse af den tjekkiske politiker og forfatter Vaclav Havels ”De magtesløses magt”

Hvem læser du gerne?

Norske Tomas Espedal er altid god. Ham har jeg læst meget. Min indgang til ham var ”Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, der gav mig lyst til og faktisk fik mig ud at vandre. Det er fedt, når litteratur kan influere ens tanker og vaner, og det gjorde den roman. Jeg var også svært glad for Espedals ”Bergerners”, ”Mod kunsten” og ”Mod naturen”, men ellers følger jeg sjældent forfatterskaber på den måde. Jeg læser gerne autofiktion, men har også haft en god dans med den amerikanske historiker Alan Taylors forfatterskab, og jeg prøver at forstå, hvordan USA er skruet sammen. Generelt har jeg virkelig et kaotisk læsemønster, hvor jeg læser, hvad jeg lige kommer forbi, får i hånden, eller hvad der lige nu interesserer mig. Hvis jeg læser en god anmeldelse, kan det sagtens inspirere mig til at læse bogen.

Hvad læser du lige nu?

Lige nu læser jeg Lars Frosts ”Kongskilde NS 5100” og ”De 18 bedste” af Kjell Askildsen. Askildsens noveller er virkelig godt læsestof. Jeg har også lige fundet en oversættelse af ”De magteløses magt” af Vaclav Havel frem. Jeg har læst alle de bøger af ham, der er oversat til dansk, og ”De magtesløses magt” er den sidste, jeg mangler, og den glæder jeg mig til.

Hvor læser du?

Det afhænger lidt af, hvad jeg laver. Jeg har pendlet meget til og fra arbejde, og der har jeg fået læst en del i S-tog og busser. Lige for tiden læser jeg meget i min seng, om natten, når alle gøremål er overstået, og man ikke længere skal tænke over at nå noget, fordi alle alligevel ligger og sover. Det er om natten, jeg både har lyst og tid til at fordybe mig i bøger.