Fra nu af synger nattergalen dag og nat frem til omkring sankthans. Min kone og jeg har gået og ventet på den, nervøse for, at den ikke skulle komme i år. Arten har i længere tid været i tilbagegang i Danmark, og vi risikerer, at den helt forsvinder. Hvilket tab! Hvilken fattigdom!
Men igen i år kan vi heldigvis høre den om dagen blandt de andre ”fugle små som sjunge”, og om natten har den hele lydrummet for sig selv. Jeg kan ligge i min seng om aftenen og høre den. Vågner jeg om natten, er den der også med sin eksotiske stemme.
Jeg husker tydeligt den åbenbaring, det var, da jeg første gang hørte den. Jeg havde forgæves været på nattergaletur med min folkeskoleklasse, og først da jeg var 22 år, kom den til mig af sig selv. En nat vågnede jeg ved dens sang og var ikke i tvivl. Den var så særpræget, at det ikke kunne være andre. Jeg behøvede ingen lærer eller ornitolog til at fortælle mig, at det her var fuglen, som jeg havde længtes efter at høre.
Det er en legendarisk fugl. Lige så ubetydeligt kommunefarvet dens fjerdragt er, lige så spraglet er dens sang. Eller sang? Den synger jo ikke så melodisk som en solsort, men har et repertoire af lyde, der spænder fra en mekanisk række metalliske ”zizizi” til runde gutturale tonerækker med en helt egen fortryllende og forunderlig skønhed.
Det er denne skønhed, som Astrid Lindgren fortæller om i den eventyrlige historie ”Suser min lind, synger min nattergal”. Det er historien om den lille forældreløse Malin, der kommer på fattighuset. Her mangler hun alt det smukke og rare i tilværelsen. Men en dag hører hun sang fra præstegården, og ordene rummer netop den skønhed, som hun savner. De synger:
Suser min lind,
synger min nattergal.
Ordene fylder hende med tro og længsel, og som ved et mirakel vokser der en dag et lindetræ op i fattiggårdens kartoffelmark. Men den suser ikke, og nattergalen kommer heller ikke. Først da Malin giver træet sin egen levende ånde, suser træet, og nattergalen synger, men da er hun også borte og kommer aldrig tilbage – eller også er hun nu lige dér som en susen i lindetræet. En susen, der fremkalder nattergalens skønne sang.
Tro, mirakler og selvopofrelse må der til, før nattergalen synger, men da bliver dens sang også et pant på noget langt større, fordi skønheden får en guddommelig dimension.
Skønheden rækker også ind i det danske sprog. Når Grundtvig går ”sig ud en sommerdag at høre/ fuglesang, som hjertet kunne røre”, så er det ikke bare fuglesang, men folkets modersmål, han får i ørerne. Vores sprog korresponderer med det smukkeste i naturen, og det blander sig i koret af de dejligste stemmer:
I de dybe Dale
mellem Nattergale
og de andre Fugle smaa, som tale.
Kun er det ærgerligt, at så få hører nattergalen synge og giver den opmærksomhed, fordi de ikke er dér, hvor den er – i kær og dybe dale.
Det begræder Blicher da også i sin hyldest til sangeren:
Dog tidt for tomme Bænke
Du mestersanger maae
Aftenunderholdning give.
Det er nattergalen dog ligeglad med, for den bejler ikke til verdens gunst og synger gerne for sig selv. Nattergalen er beskedenheden selv. Den praler ikke og gør sig ikke til af sin sang. Præcis som det forholder sig i H.C. Andersens eventyr.
Som dansker er det næppe muligt at tænke på fuglen, uden at H.C. Andersens ”Nattergalen” klinger med.
Også hos eventyrdigteren er nattergalen et stærkt symbol på livet og den naturlighed, der hører ægte livsudfoldelse til. I eventyret hører vi om, at alt er så ”udspekuleret” i kejserens have i Kina, men vi hører også om, at der nede ved vandet sidder en nattergal og synger. Den synger så smukt, at selv den fattige fisker må lægge arbejdet til side et øjeblik. Og den synger så dejligt, at rejsende fra hele verden nok mener, at kejserens slot er prægtigt, men det allerbedste er dog nattergalen.
Det ved kejseren ikke engang selv, og da det endelig kommer ham for øre, beordrer han nattergalen til at synge for sig. Det gør den så, og han henrykkes, så tårerne triller ned ad kinderne på ham. Nu må den så bo på slottet, hvad den ikke bryder sig om, og synge for ham og hoffet hver dag. Den synger og synger indtil den dag, hvor den japanske kejser sender ham en kunstig nattergal. Den er mageløs og kan synge præcis den samme sang hver dag, og så er den endda pyntet med diamanter og rubiner. Nattergalen bliver forvist fra kejserens rige, nu da den er overflødiggjort af kunstfuglen.
Men det går ikke i længden med den slags kunstige påfund. Kunstfuglen bliver slidt ned og må kun synge en gang om året. Nu sker det da, at kejseren ligger for døden, og den virkelige nattergal kommer til ham og synger for ham til trøst og håb.
Sangen rører selv Døden, der længes efter sin egen have og lader kejseren i fred. Sådan bliver nattergalen kejserens redning. Og den lover til slut at komme tilbage og synge for ham – når den selv har lyst, for frihed må der til, for at skønheden kan lyde. Sådan kommer den naturlige fugl igen til ære og værdighed, stor som den er i sin beskedne lidenhed – ”Zizizi! Klukklukkluk!”.
Grundtvig forbinder nattergalen med det danske sprog, men i andre lande og især i romantikken har man også et godt øre for dens skønne sang. Svenske Lindgren er allerede nævnt, men også den engelske romantiker John Keats har skrevet om den i ”Ode til nattergalen”. Den døende digter lytter til nattergalen og tænker på den som et udødelighedens symbol. For sang nattergalen ikke også for kejsere og klovne igennem generationer? Og fandt dens sang ikke vej til Bibelens Ruth og hendes triste hjerte, da hun fuld af hjemve stod prisgivet i det fremmede?
Det er på baggrund af nattergalens sang, at man kan vågne op til en ny dag og håbe på en genfødsel. Det er også det, Tove Meyer gør i ”Lys nat”, hvor nattergalen i morgenskumringstimen pludselig tier. Dens tavshed vækker hende af den søvn, hvori hun sank ”under hyldens ubevægelige skumflager/ kvalt i duft, i gennemtrængende tysthed”. Nattergalens sang hører til søvnens og drømmens verden. Den synger, når vi sover, og når vi våger.
Nattergalen har sunget for alle, der har kunnet lytte, i fjern og nær fortid, og nu synger den for os som tegn på evigheden bag al forgængelighed. Sådan ser det ud med romantiske øjne, og sådan lyder det i romantiske ører, og trist er det derfor at tænke på, at evigheden er truet af klimakrise og økologisk forarmelse af vores landskab og fauna. Måske synger nattergalen snart på sidste vers – i hvert fald her i Danmark – og så bliver majnatten til et lydløst mørke fuld af savn.
Litteraturanmelder Lars Handesten skriver under overskriften ”Litteraturens fugle” en række artikler om, hvordan danske digtere har beskrevet de enkelte fugle.