En mand forlader civilisationen for at være alene i naturen og læse om andre mænd, der har forladt civilisationen for at være alene i naturen.
Sådan kan Paolo Cognettis ”Den vilde dreng” lidt friskt beskrives. Og kan man som jeg ikke få nok af bøger som Henry David Thoreaus ”Walden – livet i skovene” og Jon Krakauers ”Ind i vildmarken”, så rejser man gerne med Cognetti fra byens larm og op i bjergenes stilhed, hvor han forsøger at finde tilbage til sig selv og sin skriveglæde.
Bogen har undertitlen ”Optegnelser fra bjergene” og fremstår altså ikke som en roman, men som Cognettis egne ord og tanker efter et ophold i en hytte i Aostadalen i det nordligste Italien. Om han har været der, om bogen består af sande optegnelser, ved jeg ikke, men – og det er vigtigere – den virker sand. Som når han indledningsvist skriver:
”Det var ti år siden, jeg havde været oppe i bjergene. Indtil mit tyvende år havde jeg tilbragt alle mine somre der. Da jeg som barn boede i en lejlighed i byen i et kvarter, hvor man ikke kunne opholde sig i gården eller på gaden, havde bjergene stået for mig som selve indbegrebet af frihed.”
Frihed er også dét, Thoreau og Krakauer kredser om i deres bøger. For Thoreau er livet i skovene virkelig frihed, mens livet i vildmarken i Krakauers dokumentariske bog om den unge John McCandless nok er frihed, men også død.
Paolo Cognetti, der brød igennem med romanen ”De otte bjerge” i 2017, er tættest på Thoreau. For ham er året i naturen en frisættelse af tanken og kroppen, men det fine er, at han ikke overdriver.
Bjerghytten er således ikke som en hytte i 1800-tallet, men har el og vaskemaskine, og der kører biler på vejene længere nede i dalen. På samme modererende vis er han nok alene, men besøger også – når ”ensomheden bliver et spejlkabinet” – de to nærmeste naboer.
”Der findes ingen vildmark i Alperne, kun en lang historie om menneskelig aktivitet, som i dag er gået ind i en forfaldsfase,” skriver han om bjergene, hvor de to mænd kan leve uforstyrret. Når de altså ikke lige får besøg af Cognetti, der langsomt bliver sig selv igen, bliver det nærværende og sansende menneske, han engang var.
Det er naturen som healer, sådan som det er i så mange andre bøger om mænd – det er af en eller anden grund oftest mænd – der en tid vender civilisationen ryggen.
Og som hos Thoreau blander naturen sig med tanker om mennesker og menneskelivet. Som når Cognetti ser op på bjergsidens største lærk:
”Den stræber efter lyset og skyder i vejret, vokser sine landsmænd over hovedet. Derfor tørrer de lavthængende grene ud ligesom alt det, man lægger bag sig i sit liv, de knækker af, så man kan blive dem kvit.”
”Den vilde dreng” er selvsagt ikke på niveau med Thoreaus sublime ”Walden” og savner indimellem intensitet. Men den lever i kraft af Cognettis lavmælte, klare prosa – flot ramt af oversætter Lorens Juul Madsen – og ikke mindst de blufærdige møder med naboerne er vidunderlig læsning.
Og da han til sidst rejser hjem, har man lyst til at rejse ud. Pakke rygsækken, snøre vandrestøvlerne, bare gå fra regninger, smartphones, centralvarme og den moderne tilværelses morfindøs. Eller bare sætte sig ned og læse flere bøger om livet derude og deroppe.