Prøv avisen

Naturen er vores kulturarv

Naturen betyder meget for Grønlands minister for kultur, undervisning, forskning og kirke, Mimi Karlsen. Her viser hun vilde sydgrønlandske blåbær frem. -- Foto: Daniel Øhrstrøm.

"Grønland befinder sig i øjeblikket i en afkoloniseringsfase, hvor vi skal lære at finde vores eget nationale selvværd. Men den proces kan godt tage flere generationer," siger Mimi Karlsen, der er Grønlands minister for kultur, undervisning, forskning og kirke

En lille ny grønlænder er på vej til verden, da Grønlands minister for kultur, undervisning, forskning og kirke, Mimi Karlsen, lader sig interviewe af Kristeligt Dagblad på Hotel Narsarsuaq. Udenfor folder den frodige sydgrønlandske natur sig ud med forbavsende høje træer og små smukke blomster, der stritter stolt op mod himlen overalt. Men på bordet mellem os ligger to elektroniske tingester, der er med til at give samtalen en ekstra spænding. Den ene, diktafonen, optager på livet løs; den anden, ministerens mobiltelefon, ligger klar til at afslutte det hele, hvis den ringer. Mimi Karlsen venter nemlig et personligt, meget vigtigt opkald. For mens hun lader sig interviewe på hotellet, holder hendes yngste søn sin kones hånd på fødegangen i Nuuk. Og interviewets præmis er altså, at det slutter, når Mimi Karlsen bliver farmor. Ministeren har i forvejen fire børn og et barnebarn, og det er tydeligt, at familien betyder meget for Mimi Karlsen, der har en fortid som skolelærer og først gik ind i politik i 2005, da børnene var blevet store.

"Det var kærligheden til den grønlandske kultur, der fik mig til at gå ind i politik. For hele mit liv har jeg set, hvordan grønlændere har forsøgt at kopiere alting udefra, som om den grønlandske kultur ikke var noget værd i sig selv. Det, tror jeg, er et levn fra kolonitiden, som vi skal forsøge at vriste af os," siger Mimi Karlsen, der har gjort det til en kernesag at værne om det grønlandske sprog.

"Sproget er på mange måder nøglen til et folks eget selvværd. For jeg tror på, at man åbner sig bedst mod verden ved at lære sine rødder og sin egen kultur at kende først."

Med den holdning har Mimi Karlsen gjort lynkarriere i grønlandsk politik. Først som kommunalpolitiker i Maniitsup Kommune og for godt et år siden også som Grønlands minister for både kultur, undervisning, forskning og kirke.

Det var samme superministerium, man engang kaldte kulturministeriet i Danmark. I sin tid var det også Danmarks første kulturminister, Johan Nikolai Madvig, der stod bag skoleloven af 1850 for det lærde skolevæsen, der som den første danske skolelov havde den almene dannelse øverst i sin formålsparagraf. Den lov blev grundlaget for det skolesystem, vi kender i dag – noget af en bedrift for en gammel bornholmer, der var vokset op under fattige kår i Svaneke på Østbornholm.

Men Mimi Karlsen har samme ambition om at nytænke skolesystemet i Grønland fra bunden. Derfor er det pudsigt, at Grønland også har hentet sin nye "kulturminister" fra Bornholm. For da Mimi Karlsen var 13 år gammel, blev hun sendt på dannelsesrejse til Aarsballe på Midtbornholm for at modtage dansk opdragelse af en bornholmsk plejefamilie gennem et helt år. Og det var mildest talt et kulturchok for den unge Mimi Karlsen, der pludselig skulle forlade sine vante omgivelser og sine forældre for at flytte til den lille fremmede klippeø i Østersøen:

"Det må have været hårdt. For jeg har aldrig selv haft lyst til at sende mine egne børn væk i så tidlig en alder, men dengang mente man, at det var den eneste måde, man kunne sikre sine børns fremtid på. Alle lærerne var danskere, da jeg begyndte i skole i 1964, så vi blev udelukkende undervist i dansk indtil 3. klasse, hvor vi endelig også fik en lærer, der underviste i grønlandsk. I 6. klasse kom vi op til en prøve, hvor de, der bestod, kom på skoleophold i Danmark. Jeg blev godt behandlet på Bornholm, men det var et fremmed sted. Og da jeg kom hjem til Grønland, var det også blevet fremmed for mig. Mine forældre kendte for eksempel ikke mine bornholmske plejeforældre, som jeg også havde knyttet mig til. Og når jeg fortalte noget om dem, oplevede jeg en tomhed, fordi de ikke kendte til min danske verden. Så det gik jeg alene med. Men dansk fik jeg da lært."

Mimi Karlsen kigger pludselig ængsteligt ned på sin mobiltelefon og samler den op et øjeblik:

"Nej, der sker vist ikke noget," siger hun, så vi haster videre til nutidens grønlandske skolesystem:

"Tidligere har vi forsøgt at kopiere den danske folkeskole, men nu er vi i gang med en skolereform, som vi kalder 'Den gode skole'. Det er et vigtigt projekt, som vi først kan se resultaterne af om nogle år. Men målet er, at skolen skal være et sted, hvor læring også kommer ind til eleverne gennem naturen, så eleverne på den måde lærer deres egen kulturelle baggrund at kende. For vi vil gerne sende et signal om, at deres egen kultur er vigtig, ligesom underviserne skal vide, at de skal udvikle deres læring ud fra en tro på, at den grønlandske kulturarv er vigtig. På den måde tror vi på, at vi også giver eleverne meget mere selvværd og selvtillid, så de kan gå videre med deres uddannelse. De grønlandske elever har længe været tvunget til at identificere sig med danske elever."

Mimi Karlsen lader blikket glide ud mod fjeldene, hvor de smalle skyer sejler hen over himlen som førerløse kajakker, inden hun tilføjer:

"Danmark er jo alligevel langt væk fra vores land, og mange børn er blevet tabt ved at skulle måle sig med danske børn. Af den grund har mange unge heller ikke nogen uddannelse i Grønland, men vi har en ambition om, at to tredjedele skal have en kompetencegivelse uddannelse inden 2020."

Er der ikke også store sociale problemer i Grønland, der smitter af på skolesystemet?

"Jo," sukker Mimi Karlsen, inden hun hurtigt tilføjer:

"Men det er der jo alle steder, og det er blandt andet derfor, at vi vil forsøge at skabe et skolesystem, der giver eleverne selvværd, så den sociale arv kan blive nedbrudt, fordi deres skolegang bliver vendt til en positiv oplevelse. Tidligere gav man karakter i skolen efter, hvor meget dansk børnene kunne, så de, der kun mestrede grønlandsk, blev hægtet af. Men sådan behøver det jo ikke at være."

Er der alligevel ikke en fare for, at jeres skolesystem kan blive mere selvomsluttende, hvis I koncentrerer jer mere om grønlandsk, som jo er et meget lille sprogområde?

"Jeg tror mere, at vi går den modsatte vej. Det er rigtigt, at grønlandsk måske endda kun tales af 40.000 ud af de 55.000 mennesker, der bor i Grønland. Men jeg tror stadig, at vi åbner os mere mod verden ved at lære at stå på vores egne fødder. Grønland befinder sig i øjeblikket i en afkoloniseringsfase, hvor vi skal lære at finde vores eget nationale selvværd. Den proces kan godt tage flere generationer. Men jo mere man lærer om sig selv og sin egen kultur, desto mere søgende vil man også blive efter ny viden. Vi kan allerede se nu, hvor globale unge grønlændere er. For de orienterer sig ikke længere kun mod Danmark, men også mod Canada og USA, hvor flere rejser til for at uddanne sig. Og den udvikling, tror jeg, vil fortsætte. Vores grønlandske sprog har jo også dets rødder i Canada og Alaska, hvor vores forfædre kom fra. Men eftersom vi har haft rigsfællesskab med Danmark, har vi længe haft to meget forskellige kulturer, der er stødt sammen."

Hvad synes du, at hovedforskellen er mellem dansk kultur og grønlandsk kultur?

"Naturen er nok den største forskel. For mens danskerne har bygget deres kultur op omkring en lang landbrugstradition, har den grønlandske kultur snarere været baseret på, at man levede af det, man kunne finde i havet. Det afspejler sig i mange forskellige områder, men måske først og fremmest i madkulturen."

Et stort smil vokser frem i ansigtet på Mimi Karlsen:

"Vi anser vores mad som en meget vigtig kulturarv i Grønland. Og selvom maden i dag også kan være blandet med for eksempel danske landbrugsvarer, er vores egen grønlandske mad stadig meget værdsat. I min egen familie er det for eksempel stadig vigtigt at gå på rensdyrjagt, fange sæler, fiske og få røget og saltet vores ørreder til vinteren selv. Det er ikke på grund af fødevaremangel, for det er muligt for os at købe alt fra flæskesteg til fastfood i supermarkederne i Nuuk. Men det er med til at vedligeholde vores kulturarv, at vi skaffer maden selv som fangere og jægere."

Her rammer Mimi Karlsen måske essensen af forskellen mellem dansk og grønlandsk kultur. For mens Danmark blandt andet bygger sin egenforståelse på salmedigtere som Grundtvig og Brorson, der forstod at besynge naturen, bygger den grønlandske kultur på forfædre, der forstod at smelte sammen med naturen som fangere og jægere:

"Naturen er vores kulturarv. For det er en vigtig del af den grønlandske kultur at kunne begå sig i den. Og det har været vigtigt for mig selv at tage mine børn med på rensdyrjagt og lære dem at gøre fisk i stand. Men den grønlandske kultur er selvfølgelig mere end jagt og mad. En anden vigtig del af vores kulturelle rødder er for eksempel de mundtlige fortællinger. Gennem århundreder blev historierne overleveret fra generation til generation. Det var først med koloniseringen og kristningen af Grønland i 1700-tallet, at en del af dem blev skrevet ned. Senere har Grønlands Radio været en stor gave for bevarelsen af denne mundtlige kulturskat, der ellers ville kunne gå tabt. For der findes heldigvis mange tidlige radiooptagelser, hvor journalisterne rejste rundt til mange af de små bygder for at samle historier sammen. Og det er også en vigtig del af den grønlandske kulturarv."

Hvad betyder kristendommen for grønlandsk kultur?

"Kristendommen kom sent ind i landet med koloniseringen i 1700-tallet, men den har fået stor indflydelse i Grønland. Det er et særsyn, hvis folk melder sig ud af den danske folkekirke, som de grønlandske folkekirker stadig er en del af. Sidste år lavede vi en ny kirkelov, der betyder, at biskoppen styrer alt det gejstlige og administrative, mens menighedsrådene har fået mere at sige. Det eneste, der ligger tilbage på mit bord som kirkeminister, er faktisk lovgivningen. Men selvom vi på den måde nærmest er kommet tættere på en adskillelse mellem kirke og stat end i Danmark, vil jeg næsten tro, at kristendommen betyder mere her end for gennemsnitsdanskerne. De kirkelige højtider er meget store i Grønland. Og man åbner ofte et kajakstævne eller skistævne med en gudstjeneste."

Hvordan har kristendommen påvirket den oprindelig grønlandske Inuit-kultur?

"Den måde, som kristendommen blev indført på, har sat sit præg. I sommer havde vi for eksempel et arktisk møde med Inuit fra Grønland, Alaska, Canada og Sibirien. Og mens Inuit-kulturen fra Canada, Alaska og Sibirien er præget af trommedans, er der næsten ingen grønlandske inuitter, der dyrker trommedans. For det blev forbudt i forbindelse med den danske kolonisering og kristning af Grønland. Traditionel grønlandsk trommedans er derfor næsten udryddet i Grønland. Til gengæld er hele befolkningen kristne nu, og troen betyder meget for grønlænderne. Folk her har jo i mange år levet et liv, der kan ændre sig fra dag til dag. Og med så stor en natur må man erkende, at man dog er et lille menneske. Derfor må man få andre hjælpere til at gøre sig større. Det, tror jeg, er grunden til, at mange har valgt at lægge deres liv i hænderne på Gud i Grønland," siger Mimi Karlsen, kort før et lille menneske kommer til verden i Nuuk. Det blev en pige.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk