Ivan Turgenev (1818-1883) gælder som en naturlig del af det trespand, der trak russisk litteratur i anden halvdel af det 19. århundrede. Det gjorde han ved siden af kollegerne Lev Tolstoj (1828-1910) og F.M. Dostojevskij (1821-1881). Men hvor de to sidstnævnte længe er blevet læst og hyldet i Danmark, er det nok tvivlsomt, om den almindelige læser i dag kan nævne to værker af Turgenev. Man vil nok kunne nikke til ”Krig og fred” samt ”Anna Karenina” af Tolstoj. Men to af Turgenev?
Hans ubestridte mesterværk er ”Fædre og sønner” fra 1862. Det blev oversat til dansk i 2007, men synes i nutidens Danmark ikke at have nået samme (ellers fortjente) gennemslagskraft som eksempelvis Dostojevskijs ”Onde ånder”. De kredser ellers om samme problematikker og rummer hver sin form for vildskab.
Nu gør forlaget Turbine imidlertid forsøget på, at hovedværk nummer to igen skal læses i Danmark. Efter deres succes med at udgive Vladimir Nabokovs ”Bleg ild” i flot særtryk og ikke blot som en del af deres klassikerserie i paperback, tildeles Turgenevs enorme novellecyklus ”En jægers optegnelser” samme ære. Ligesom det var Marie Tetzlaff, der i sin tid oversatte ”Fædre og sønner”, står hun også bag denne nye udgave af Turgenevs gennembrudsværk.
Turgenev blev foragtet af sine medforfattere for sit europæisk-liberale sindelag. I netop romanen ”Onde ånder” karikerede Dostojevskij ham som den selvoptagede forfatter Karmazinov, der giver den som grå eminence og intellektuel velgører, men faktisk er en prætentiøs klovn.
Derfor vil ”En jægers optegnelser” måske overraske på flere punkter. I 20 fortællinger skildrer en adelig godsejer sit omstrejferliv som begejstret jæger. Det resulterer i en dybdearkæologi af det russiske samfund, udgivet i bogform i 1852 – ni år før livegenskabets afskaffelse i Rusland.
Brodden er vendt mod den ekstreme armod, livegenskabet fastholdt. Den godmodige jæger blander sig med høj og lav og umiskendeligt, men stille, fremtræder en kritik af tingenes tilstand. Det siges da også i forskningen, at bogen kun undslap censuren ved et tilfælde. Hvorfor skulle en overbebyrdet embedsmand fatte mistanke til disse jagtminiaturer, der ikke just synes at udgøre en spændt bøsse i politisk forstand?
Mange af fortællingerne har slet ikke noget plot eller fremdrift. De består af den omstrejfendes præcise prosaobservationer af mennesker og natur. Menneskene spænder over alle typer: desperate bønder, der må reducere sig selv til tyveknægte. Jægere, der roligt bider halsen over på anskudte fugle. Hellige dårer som manden, de kun kaldte ”Loppen”. Han gik for at kunne helbrede folk, og da vores jæger spurgte en lokal på Loppens egn, om det nu kunne være sandt, svarede denne på elskeligt paradoksal-russisk vis: ”Helbrede, nej da! Hvordan skulle han kunne det? Han er bare sådan en type. Han har godt nok helbredt mig for kirtelsyge… Men hvordan skulle han kunne! Han er en dum mand, slet og ret.”
Men livet for en jæger skal leves i skoven, og det gør vores jegfortæller så. Skabningen sukker umærkeligt af mening. Den fejrer sine naturreligiøse ritualer i dette værk, der provokerede med sin samfundskritik, men nu først og fremmet rummer et bemærkelsesværdigt natursyn.
På en julidag har skyerne ”glans af hamret sølv”, og morgenen kulminerer i en tilstand, hvor alt bærer ”præg af en rørende mildhed”. Dette er en slags forløber til værkets mest ikoniske betragtning, som forlaget også klogeligt fremhæver: Jægeren har fundet sin naturlige rytme i pagt med det grønne: ”Hjertet længes utålmodigt og pludselig (…) høres i den dybe stilhed en særlig skrigen og hvislen, man hører ivrige vingers jævne slag – og med sit smukke næb sænket flyver en skovsneppe glidende ud fra birkene og møder Deres skud.”
Jægerens hjerte længes, og snepperne synes at glide mod deres bestemmelse. Alt hænger sammen i Guds dybe skove, og det bliver uklart, hvad der er mest levende: naturens hele eller det enkelte menneske.
”En jægers optegnelser” er en underfuld succes – 470 sider uden fremdrift, og alligevel indeholder de det hele. Lidt som Turgenevs forfatterskab, der spænder fra ”Fædre og sønners” nihilistiske sammenstød mellem reaktion og fremskridt til denne naturreligiøse, frodige mos af en mesterlig prosa.
Ivan Turgenev: En jægers optegnelser. Oversat af Marie Tetzlaff. 470 sider. 349,95 kroner. Turbine.