Efter et pauvert 2012, som humpede usikkert af sted på snart sagt alle områder, ligger 2013 nu og byder sig til som mulighedernes år.
Danmark er fysisk et bondeland med en temmelig trængt natur, og det kendetegner os i dag som folk, at vi i almindelighed ikke er videre stolte af hverken landbruget eller naturen. Og der skal uden tvivl en langvarig kulturdebat (værdikamp) til at rykke ved denne selvopfattelse af vores land.
LÆS OGSÅ: Kulturkampens rødder og grene. Den danske identitet er sammensat
Men 2013 er et godt år at starte! Det er nemlig interessant langt ud over den kriseramte regerings rækker, at Natur- og Landbrugskommissionen til marts barsler med sine anbefalinger. Og det er spændende, at regeringen herefter vil fremsætte Naturplan Danmark, som forhåbentlig bliver et forslag til en langsigtet vision for Danmarks arealanvendelse.
Europa befinder sig i krise, og selvom Danmark er relativt mildt ramt, er det let at forfalde til sortsyn. Ikke mindst fordi historien er fuld af eksempler på, at kriser har fremkaldt ustabilitet, der har næret krige og kaos.
Man kan frygte, at historien vil gentage sig. Men tiderne har forandret sig, og derfor er det nok begrænset, hvor meget vi kan lære af historien, når vi skal spå om konsekvenserne af den aktuelle krise.
Klaveret spiller på en anden måde nu. I globaliseringens og individualismens tidsalder er individers stræben efter de berømte 15 minutes of fame afløst af selvpromovering i alles kamp mod alle på de sociale medier. Her udkæmpes krige i virtuelle rum mellem personer og en vildtvoksende mængde af grupper.
Uden at forklejne de nye sociale mediers betydning er det et stort spørgsmål, hvordan og hvor meget disse tidsrøvende virtuelle krige bidrager positivt til samfundets udvikling. Som debattør oplever jeg ofte, at debatter på de nye sociale medier er udviklende og givende. Men jeg oplever endnu oftere rå og primitive debatter, hvor parterne graver sig ned i fastlåste positioner.
Den amerikanske forsker Jonathan Haidt har en tankevækkende analyse af det moderne samfunds kulturdebat i bogen The Righteous Mind Why Good People Are Divided by Politics and Religion (omtalt i Kristeligt Dagblad 9. januar 2013 i Sidsel Nyholms artikel Vores moralske tid forblinder os).
Haidt stiller både skarpt på tidens individualistiske tilbøjeligheder og på gruppers insisteren på at ville have ret for enhver pris. Det er disse tilbøjeligheder, som udarter til frugtesløse slagsmål. Parterne bruger oceaner af tid og skibsladninger af ammunition på at dæmonisere hinanden på de sociale mediers eksponentielt voksende slagmark. Navnlig Facebook er blevet tumleplads for individualismen, og få brugere kan sige sig helt fri for at have udstillet dele af krybdyrhjernen her i svage øjeblikke.
Uenighed gør stærk, sagde Poul Henningsen. Enhver forandring kræver nye tanker og brud med traditionerne, og det går sjældent stille af. Vi vil altid være uenige, og der vil altid være kampe mellem fornyere og traditionalister. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får. Derfor er kampe uundgåelige. Men de resulterer som regel i fremskridt til sidst, selvom vejen kan været stenet og besværlig.
Desværre er det ikke altid sådan. Uenighed kan låse sig fast i skyttegravskrige, som giver stilstand. Det er, hvad vi ser i Danmark for øjeblikket. Der er brug for noget mere end statsministerens nydelige nytårstale. Der er brug for visioner.
Der er brug for, at vi retter blikket fremad og fremsætter modige visioner uden frygt for den folkesport, som hedder nedskydning af nytænkning. Den meget respekterede formand for Natur- og Landbrugskommissionen, Jørn Jespersen, sagde det klokkeklart, da kommissionen kom med sin midtvejsrapport i september: Drop vanetænkningen og tal sammen!.
Vi bør som udgangspunkt kunne samles om, at Danmark er et dejligt land med store værdier og store muligheder. Vi har et effektivt, produktivt og mere og mere miljøbevidst landbrug, og vi har en natur, som på trods af vedvarende tilbagegang stadig rummer de basale fragmenter af naturens liv, variation og værdier.
Naturen og landskabet har bevaret mulighederne i sig, og vi har rigelig plads til både natur og landbrug. Og vi har masser af muligheder for at iscenesætte danske provinser som steder med identitet og fremtid. Det er ikke gjort overnight, og ude på landet undgår vi ikke affolkningens følgesygdomme. Men Danmark er for rigt og for lille til virkelige udkanter.
Natur er pr. definition ikke kultur, men naturen er kulturens grundlag, og vores natursyn og beskyttertrang over for naturen er kultur. I øjeblikket føres debatten om Danmarks natur som smalle diskussioner blandt naturfreaks og fagfolk. Det er godt, men ikke godt nok.
Når regeringen i 2013 sætter arealanvendelsen til debat og spørger: Hvor vild skal naturen være? Hvor hårdt skal vi benytte landet? Hvor megen skov skal vi have? Hvor meget agerland? Hvor meget by? osv., er vores natursyn bestemt ikke ligegyldigt for udfaldet.
Derfor håber jeg, at kultur og natur i 2013 møder hinanden i Danmark i en frugtbar og bred værdikamp som grobund for en ny, visionær politik, der kan bringe os fornuftigt fremad og gennem krisen.
Det er på tide, at naturen får plads i den brede kulturdebat, som afgør Danmarks fremtid.