Naturen uden for - og inden i mennesket

Inge Lise Westman viser sine dunkelt lysende naturabstraktioner på Tønder Kunstmuseum

Inge Lise Westmans billeder lever op til Émile Zolas definition: ”Et kunstværk er et stykke natur set igennem et temperament”. Her ses ”Snegraner” fra 2010. – Alle fotos: Fra udstillingen.
Inge Lise Westmans billeder lever op til Émile Zolas definition: ”Et kunstværk er et stykke natur set igennem et temperament”. Her ses ”Snegraner” fra 2010. – Alle fotos: Fra udstillingen.

Udstilling: 4 ud af 6 stjerner

Inge Lise Westman (født 1945) har siden begyndelsen af 1970erne boet og arbejdet på Østbornholm, hvor solen stiger af havet, harerne piler over markerne, og granerne tykner i skoven.

I de frostklare nætter lyser stjernerne på firmamentet. Det eksistentielle kompas bliver holdt på plads af en klar horisontlinje og solens gang over himlen.

Mennesket bliver en del af naturen, fordi naturen i sig selv ikke er til at se bort fra, men nærværende døgnet rundt, hinsides modernitetens mest påtrængende distraktioner.

Det ses i Inge Lise Westmans maleri. Naturen er den dybeste tilskyndelse til, at hun maler og modellerer, ja, man kan sige, at hendes maleri er en slags æstetisk transformation af naturen og i sidste ende båret af en ambition om selv at blive en slags natur. Malerisk natur og i tilfældet Inge Lise Westman også en kunstnerisk signatur.

LÆS OGSÅ: Gensyn med en guldalder

Hendes malerier er uomtvisteligt hendes, de har deres egen karakter og ligger i direkte forlængelse af hendes identitet som menneske.

Uden at være naturalistiske i klassisk forstand, bærer hendes billeder vidnesbyrd om naturen derude, set, sanset og erfaret igennem et langt liv på landet, men også lagret og filtreret igennem hendes væsens egenart.

Inge Lise Westmans billeder lever op til Émile Zolas definition: Et kunstværk er et stykke natur set igennem et temperament. Hendes står således ikke alene, men er en del af en lang nordeuropæisk tradition for landskabsmaleri, der rækker fra romantikken over symbolismen til modernismen og tæller så forskellige kunstnere som J.W. Turner, C.D. Fried-rich, Harald Sohlberg, Bruno Liljefors, C.F. Hill, August Strindberg, Kain Tapper og Anselm Kiefer.

Man ser spor af deres værk i hendes på den aktuelle udstilling på Tønder Kunstmuseum.

Inge Lise Westmans malerier passer godt ind i samlingen på museet. Tønder Kunstmuseum har som en afgørende vigtig del af sit faglige ansvarsområde at samle og udstille nordisk kunst i grænselandet og tillige forske i, hvad det særligt nordiske er.

Hos Inge Lise Westman ligger det lige for: det er det geografiske og klimatiske, der definerer den nordiske kunst. Dette at landskabet på grund af de skiftende årstider, den lave sol og havets tilstedeværelse sjældent er tindrende klart defineret som i Syden, men manifestere sig i valørfarver med et væld af forskydninger og nuancer.

Konturerne er ikke ganske klare, verden flyder i stedet sammen for blikket, og mørket er til stede hele tiden. Men i morgenmørket ulmer solen i kimingen, og i vinterens snelys rødmer landskabet under den lave sol.

Den nordiske natur er, som den syner i Inge Lise Westmans billeder, øde.

Hun er sjældent figurativ maler. Mennesket er som figur og kontur fraværende i hendes billedverden, fordi naturen i Norden er så omfattende, som den er, og fordi befolkningen uden for metropolerne er så udtyndet, som den er.

Her er fred, og her er ro, landskabet hviler i sig selv og ligger ikke under for andre kræfter end sine egne. De kan til gengæld være voldsomme.

Ikke mindst når Inge Lise Westman skildrer havet. Tønder Kunstmuseum erhvervede i 2005 hendes monumentale værk Understrøm, hvor havet danner ét stort centrifugalt sug mod dybet. Det store billede åbner nærværende udstilling og suger blikket til sig.

Der er med andre ord et element af fortabelse i Inge Lise Westmans billeder.

Naturen er ikke lutter fredfyldt udfrielse og vederkvægende væren, men også storm, strøm og understrøm, tåge, mørke og nordisk melankoli i lange baner. I helt bogstavelig forstand. Inge Lise Westman kan kunsten at trække farven i lange horisontale baner tværs over lærredet, så motivet fremstår med atmosfærisk transparens.

Det er i de bedste øjeblikke åndfuldt, når kunstneren trækker et slør hen over verden og lader den forsvinde ind i sig selv.

Som en anden Jackson Pollock kan hun også dryppe farve ned over motivet, så det tilføres et nyt glimtende og myldrende liv, som ynglede farven på selve lærredet. Sine steder får det en ren dekorativ naturalistisk effekt, som i en række billeder af granskoven, hvor de drypvise farvefald bliver identisk med snefaldet.

De er meget, meget smukke, men også på kanten af det indbydende. Her bliver naturen lidt for omgængelig i Inge Lise Westmans tolkning, her syner det maleriske besvær lidt for let selvom det helt sikkert ikke er det.

Inge Lise Westmans udstilling i Tønder Kunstmuseum er uhyre æstetisk og passer perfekt ind i museets udsøgte samling af nordisk kunst fra de sidste 100 år og i arkitekt Niels Frithiof Truelsen renfærdige rum med de karakteristiske trægulve. Man bliver i denne omfattende æstetiske renfærdighed glad for, at Inge Lise Westman har modelleret en hare, der sidder midt ude på gulvet i en af salene, og springer livfuldt af sted i en lille animationsfilm i rummet ind til.

Haren er en vigtig accent, ikke alene i landskabet, hvor den flintrer af sted, når en fare nærmer sig, eller en parring er inden for rækkevidde, men også i udstillingen, hvor den skaber liv og opmærksomhed med sin tilstedeværelse. Ørene er rejst, den er klar til spring.

Naturen er den dybeste tilskyndelse til, at Inge Lise Westman maler og modellerer. Og i sidste ende er hendes kunst båret af en ambition om selv at blive en slags natur. Her ses værket ”Mørke graner” fra 2009.
Naturen er den dybeste tilskyndelse til, at Inge Lise Westman maler og modellerer. Og i sidste ende er hendes kunst båret af en ambition om selv at blive en slags natur. Her ses værket ”Mørke graner” fra 2009. Foto: image/jpeg