Det er ofte sagt, at døden rummer liv – forstået på den måde, at livet fortættes og står mere klart i sin værdi for det menneske, som har lært døden at kende.
For døden minder mennesket om, at ”livsvarmen er flygtig, og kulden lang”, som Jacob Paludan skriver i sin lille roman ”En vinter lang” fra 1924 om den spanske syge, der i årene 1918-1920 slog omkring 15.000 danskere ihjel.
Eller også opstår nyt liv simpelthen i de muligheder, der hvirvles op, når en dødelig epidemi hensætter samfundet i undtagelsestilstand.
Det er i hvert fald blandt de indsigter, man kan hente i Paludans værk, som er en sjælden perle: ”En vinter lang” er blandt de ganske få danske romaner, hvor den spanske syge optræder.
Derfor er den et interessant vidnesbyrd om, hvordan man for 100 år siden oplevede en epidemi, der var mindst lige så alvorlig, som coronavirus er i dag, siger Anders Juhl Rasmussen, lektor ved Syddansk Universitet med narrativ medicin som ekspertise.
”Den spanske syge var landsdækkende og ramte hårdt, men der var også et liv, der udspillede sig omkring den, og det tror jeg, Paludan ville beskrive. Her kommer døden ud i de mindste landsbyer, men det ændrer ikke grundlæggende på menneskenes opfattelse af naturen, verden og livets gang,” siger han.
Et ”antinarrativ” kalder han den også. For den spanske syge hidser aldrig rigtig romanens karakterer op.
Historien foregår i Vejstrand, en lille stationsby, hvor ensformigheden er total: ”Livet bød intet, så der var intet at vrage. Her var arbejde, til man var træt, og fritid, til man var søvnig,” beskrives byen.
Netop derfor har romanens protagonist slået sig ned her. Apotekeren Keller er en bitter mand, skuffet i både kærlighed og karriere, og med én ambition i livet: at vende det ryggen.
Uden for butikkens rude passerer ligtogene forbi, epidemiens ofre. I et værelse over forretningen ligger apotekets godmodige altmuligmand og dør af sygdommen. Og dog er det her, med døden som bagtæppe, at livet får ram på Keller. Han forelsker sig i assistenten frk. Sofie Balslev, som er ansat ”sidste sommer”, måske som ekstra hjælp til at afbøde den travlhed, der har ramt det søvnige apotek efter epidemiens udbrud, som netop fandt sted om sommeren i 1918.
”Keller stod først nu ved begyndelsen,” lyder det om hans nye, forelskede jeg, som endelig kan kaste det gamle nag af sig, der har forstenet ham så længe.
Apotekets ejer, Abel, tjener styrtende med penge på grund af epidemien. Mens han tæller sine penge, ”samlede sig en tåre i hans øjenkrog, den samme tåre, som stor kunst forløser”, står der om ham. Også i hans tilfælde åbner den nationale undtagelsestilstand en genvej til lidenskab, her af nærmest guddommelig karakter.
Men det mest interessante ved ”En vinter lang” er måske, hvor underspillet epidemien er som ramme om fortællingen. Den er historiens kulisse, og den trænger sig momentvis på som en kort dialog mellem romanens karakterer eller et nedslag i handlingen. Det er alt.
”Sygdommen er allestedsnærværende, men der er ingen panik, ingen alarmtilstand,” siger Anders Juhl Rasmussen.
Keller og Sofie tager en aften til middag hos gamle folk på landet.
”Jeg har nu altid stået mig godt mod influenza,” mener en af selskabets gæster, da snakken falder på sygen, og mere bliver der ikke sagt om den sag.
I en anden scene pynter apotekerens husholderske sig, mens ligtogene går forbi udenfor:
”Hun så ligtogene og nynnede adspredt. For inde bag magasinets store rude var der noget interessantere at se: En pragtpels til 1500 [kroner],” får læseren at vide om den sindsstemning, forbivandrende død (ikke) sætter hende i.
For hvad er en epidemi andet end endnu en måde at dø på? Og hvem er mennesket over for døden, siger Anders Juhl Rasmussen om den sært tilbagetrukne rolle, den spanske syge har i Paludans værk.
Kellers nyvundne livslyst kulminerer i en nøglescene, hvor han beslutter at gå hjem til Vejstrand og Sofie, da toget kører fast i snedriverne, efter han har været en tur i købstaden, men han farer vild i mørket og kulden på de øde marker.
Han er nær ved at miste livet, men ikke til epidemien. Og hvad er egentlig forskellen?
”Romanen viser, at det i virkeligheden er naturen, som er den store magt i menneskets liv. Naturen kan give sig til kende i form af en epidemi eller ved, at man går vild i sneen, og mennesket kan gå til grunde i naturen. Men det er et vilkår ved livet,” siger Anders Juhl Rasmussen.
Og dét er måske den afgørende forskel på oplevelsen af den spanske syge, som den skildres i Paludans roman, og den mere panikagtige stemning, der har grebet mange mennesker på grund af coronavirus i dag.
”I dag har de fleste mennesker ikke samme forhold til naturen, som man havde dengang, hvor døden var mere nærværende. De fleste har en fornemmelse af, at vi har fået naturen under kontrol, hvad enten det handler om sygdomme eller at finde sikkert hjem i mørke. Men ’En vinter lang’ skildrer omgangen med døden, som den måske så ud på landet for 100 år siden: Sygdom og død er en del af den natur, der er i os. Vi har en krop, vi har en tid. Som Paludan skriver: ’Livsvarmen er flygtig, og kulden lang,’” siger han.
Keller overlever sin nattevandring over markerne. Næste morgen er det tøvejr, foråret er kommet, og med det klinger epidemien af. Da Keller møder på arbejde, er Sofie rejst. Hun er afskediget, nu der jo ikke er brug for ekstra mandskab mere.
Kristeligt Dagblad skriver for tiden om litterære klassikere, der handler om epidemier og isolation. Dette er den anden artikel i forløbet. Læs alle artiklerne på k.dk/kultur