Naturkunst i København

Statens Museum for Kunst sætter fokus på menneskets forhold til naturen fra syndefaldet i Første Mosebog og frem

I København kan man i efterårsferien lære om forholdet mellem natur og mennesker på Statens Museum for Kunst, der på udstillingen "Nature Strikes Back" blandt andet viser disse værker af Gerhard Richter med titlen 9.9.94 og af Poul S. Christiansen med titlen Dante og Beatrice i Paradis. --
I København kan man i efterårsferien lære om forholdet mellem natur og mennesker på Statens Museum for Kunst, der på udstillingen "Nature Strikes Back" blandt andet viser disse værker af Gerhard Richter med titlen 9.9.94 og af Poul S. Christiansen med titlen Dante og Beatrice i Paradis. --. Foto: Statens Museum for Kunst.

At det forestående klimatopmøde også smitter af på kulturlivet har en række kunstudstillinger i hovedstaden allerede vist, og flere står klar i køen. "Nature Strikes Back" hedder en stor udstilling, der åbner i dag på Statens Museum for Kunst, der som en forløber til museets anden klimaudstilling "Re:think", der åbner senere på måneden, leverer sit helt eget bidrag til debatten. Med brug af omkring 110 værker fra museets samling belyser den Vestens natursyn fra antikken og frem til i dag. Resultatet er en kompleks, ambitiøs og visuelt spraglet udstilling, der på imponerende vis bider skeer med både idéhistorie, teologi og filosofi.

I virkeligheden er der ligeså meget tale om en illustreret fortælling frem for udstilling i traditionel kunsthistorisk forstand. Fortællingen fortælles i den ledsagende tegnefilm, hvor de to udstillingsarrangører, Hanne Kolind Poulsen og Henrik Holm, peger værkerne ud og udreder historiens tråde i et tv-studie, udspurgt af en sjældent videbegærlig tv-vært.

Deres fortælling begynder med det sjældne møde mellem en buste af søhelten Odysseus og de to filosoffer Horkheimer og Adorno. Det er nemlig Horkheimer og Adorno, som i deres bog "Oplysningens dialektik" fra 1944 udpeger Odysseus som den første naturbetvinger i historien. Dermed skydes en dramatisk kamp i gang, som ingenlunde er afgjort, selvom det kan føles, at naturen i disse år slår tilbage, som udstillingens titel indikerer, med flodbølger og tyfoner som våben.

For Odysseus er det havets bølger og sirenernes sang, der skal undertvinges, mens det længere frem i tid, i industrialiseringens tidsalder, er jordens råstoffer, der skal omskabes til en anden form. Odysseus følges af et teologisk spor, der med inspiration i Søren Kierkegaards begreb om angst begynder i Paradisets Have. Her er naturen noget, der bare er. Usynlig og ubevidst. Vel at mærke før syndefaldet, hvor menneske og natur er et. Efter syndefaldet træder naturen frem som det "andet", der skal dyrkes og kultiveres, eller som Gud befaler Adam og Eva i Første Mosebog: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!"

Fra disse tidlige og afgørende momenter i fortællingen om menneskets forhold til naturen bevæger udstillingen sig frem i tid og rundt omkring en række forskellige temaer. "Naturen som system", "Landskabet" og "Syndfloder, dommedag, helvede – og meget dårligt vejr" hedder nogle af overskrifterne i udstillingens videre forløb, der vel at mærke ikke er strengt kronologisk organiseret, men tværtimod blander nye og ældre værker i skøn forvirring. Det er derfor, man kan se Andrea Mantegnas lidende Kristus side om side med et skraldebillede af Arthur Købke og Jens Juels Rybergske familiebillede side om side med Asger Jorns "I begyndelsen var billedet".

Sidstnævnte sammenstilling indgår i et forløb, der skal vise, hvorledes naturen fra renæssancen og frem har fået en stadig mere selvstændig rolle som et motiv i sig selv. Der er imidlertid mange mellemregninger på vejen, som giver god mening, når de forklares af de to udstillingsarrangører i tegnefilmen, men som efterfølgende kan være meget svære at rekonstruere.

Det kan naturligvis skyldes min svigtende hukommelse, men snarere handler det om, at udstillingen nægter at reducere de komplicerede årsagssammenhænge til en enkelt påstand. Det gør det spændende at følge udstillingsarrangørernes tankerækker, men det gør også udstillingen ganske svær at gå til, også for den opvakte gymnasieelev, formoder jeg. For selvom man kan vælge blot at se på værkerne, giver ophængningen først mening, når den forklares. Kun få værker giver sig selv.

"Nature Strikes Back" er et fantastisk langhåret eksperiment, der slipper idéhistorien løs og sætter æstetikken og kunsthistorien i parentes. Indimellem bliver fortolkningerne mere dogmatiske, end værkerne kan bære. Til andre tider synes værkerne at rumme så meget mere, end idéhistorien kan forklare. Men det er forventeligt. Udstillingsarrangørerne peger selv på, at deres blik er selektivt, og deres analyser gjort med en bestemt fortælling for øje. Bare den erkendelse kunne mange lære noget af.

Nature Strikes Back. Statens Museum for Kunst. Vises til den 7. marts 2010. I forbindelse med udstillingen er udgivet et stort katalog med tekster af Henrik Holm, Hanne Kolind Poulsen og Jacob Wamberg.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Foto: Statens Museum for Kunst.