Nazi-sønnen faldt på Østfronten – i 70 år blev han holdt skjult på familiens gravsted

På Tønder Kirkegård står der minder fra samtlige krige, egnen har været involveret i, siden 1814. I dag er kirkegårdens bærende værdi at skabe det sidste fællesskab i Danmark, hvor alle er med

På Tønder Kirkegård er gravminder fra samtlige krige, grænselandet har været indfanget i. I dag er forsoning det vigtigste fokus på kirkegården.
På Tønder Kirkegård er gravminder fra samtlige krige, grænselandet har været indfanget i. I dag er forsoning det vigtigste fokus på kirkegården. Foto: Leif Tuxen.

Det er historien om en moders forbudte sorg, der står at læse på to gravsten, der ligger i Tønder Kirkegårds lapidarium.

Ӡ
U. Sturmfuhrer
Max-Werner
Johansen
geb. 11.9.1919 in Tondern
gest. 8.5.1942 in Osten,”

står der på den mest undseelige af nubret granit med en slidt inskription og med den nazistiske rune, dobbeltlynet, foran rangen af SS-unter-sturmführer.

Stenen er lagt fladt ned i det høje græs som en flise foran den anden sten, der står oprejst og bærer navnene på Max-Werners far og mor. Og en flise var præcis, hvad gravmindet over nazi-sønnen, der altså faldt som 22-årig på Østfronten under Anden Verdenskrig, var i næsten 70 år.

Kirkegårdens medarbejdere fandt stenen under en renovering for cirka 10 år siden. Som i dag lå den foran forældrenes sten, men med skriften nedad.

”Efter verdenskrigen kom en lovgivning om, at nazistiske symboler var forbudt, og det rakte også ind på kirkegården. Og her har moderen altså håndteret det ved at vende stenen over sønnen på hovedet og bruge den som trædesten foran faderens og senere sit eget gravsted. Det var måden, man overlevede på, når man var splittet mellem de to nationer,” siger kirkegårdsleder Jørn Skov.

Tønder var en dansk by, men med tysk flertal. Max-Werner og mange andre havde meldt sig frivilligt til at kæmpe for nazisterne og endda i SS. Det trak fronterne yderligere op mellem danskere og tyskere i grænsebyen og gjorde forbitrelsen så meget desto dybere efter krigen. Den uglesete søn måtte holdes skjult, men blev dog holdt i familien.

Tønder Kirkegård er historien om det dansk-tyske forhold. Kirkegården blev anlagt i 1814, og her er minder fra samtlige krige, landsdelen har været indfanget i, og mange forbrødringer også. I vor tid fylder det sidste mest, forklarer Jørn Skov, som viser Kristeligt Dagblad rundt på kirkegården, der er næste stop i serien om kirkegårde, der fortæller lokalhistorie.

”Vi kalder det en grænsekirkegård, men vi kunne lige så godt kalde den inkluderende. Vi har meget fokus på, at vi er her for alle. Vi skal ikke have konflikter her, og det er netop konfliktarven, der spiller ind på det bevidst åbne fokus,” siger han.

Foto: Arkitekturen i den nye afdeling hedder Reformgarden, og idéen er at kombinere en effektiv arealudnyttelse til gravsteder med mere æstetisk åbne rum, hvor mennesker kan opholde sig. Foto:Leif Tuxen

Kirkegården er på otte hektar og delt i en ny og en ældre afdeling. Arkitekturen i den nye afdeling hedder Reformgarden, og idéen er at kombinere en effektiv arealudnyttelse til gravsteder med mere æstetisk åbne rum, hvor mennesker kan opholde sig; en stil, som først blev indført ”langt senere” andre steder i Danmark, siger Jørn Skov.

Sønderjylland er det sted i landet, der har været i flest krige, fortsætter han. Krigs-historien begynder med treårskrigen i 1848-1850. Syv tyske soldater døde på lazaret i Tønder og ligger nu med mindetavler af rust-plettet støbejern i et buskads af enebær. 1864 og den tysk-franske krig i 1870-1871 er repræsenteret af gravminder her, og Første Verdenskrig naturligvis også: Fra den ligger blandt andet 18 tyske soldater med hver deres kors i granit, ensartet og derfor overvældende, som man ser det på soldatergravpladser fra verdenskrigene over hele Europa.

I et guldjordbær-bed står desuden tre mindesten, der repræsenterer de døde blandt flere end 7000 russiske fanger, som tyskerne havde interneret her, og som blev sat til at bygge Vadehavets diger.

I samme bed er fire britiske flyvere fra to flyvemaskiner, der blev skudt ned over Vadehavet i 1943. Det siges om begivenheden, at både dansk politi og tysk militærpoliti deltog i begravelsen: Ligesom hin julenat i skyttegravene under Første Verdenskrig blev striden sat på pause, og et fællesskab mellem mennesker trådte i stedet.

Også stenen over Hans-Joachim Voss vidner om, at sameksistensen – på én gang symbiotisk og konfliktfyldt – er omdrejningspunktet i Tønder.

Han var nazistisk løjtnant og faldt i luftkamp den 7. juli 1944.

”GETREU BIS IN DEN TOD”, står der på hans sten.

Modsat sin krigskammerat Max-Werner undgik Hans-Joachim at blive bortcensureret fra kirkegården: Budskabet om hans ”tro til døden” var tilstrækkeligt tvetydigt til, at sorgen over ham kunne få et synligt udtryk.

Foto: Hans-Joachim Voss var nazistisk løjtnant og faldt i luftkamp den 7. juli 1944. Foto: Leif Tuxen

Ægteparret Elisabeth og præst Jürgen Braren deler deres sten. De døde i henholdsvis 1957 og 1964.

”Tak for 50 gode år,” står der på dansk om Elisabeth.

”Nieht mitzuhassen, mitzulieben sind wir da”, står der på tysk om Jürgen. Sætningen er et kendt citat fra Sofokles’ tragedie ”Antigone”, og en ordret dansk oversættelse af den græske tekst er:

”Jeg blev ikke født til gensidigt had, men til gensidig kærlighed.”

Tragedien handler om to brødre, der kæmper på hver sin side og falder. Antigone ofrer sit eget liv, da hun vælger ikke at adlyde loven om, at hendes ene bror som landsforræder ikke må få en begravelse. For hende er han bror, ikke forræder, og hun mener, det er hendes pligt at begrave ham. Kongen Kreon er hans morbror, men vælger loven og hadet frem for familien og kærligheden.

Foto: Da den første muslim blev gravlagt på Tønder Kirkegård, kom imamen med et kompas i hånden for personligt at tjekke retningen. Foto: Leif Tuxen

Tønder Kirkegård er blandt en håndfuld kirkegårde i Danmark, der er registreret som havende et særligt muslimsk afsnit. Det består af enkeltgravsteder, der er anlagt på skrå, så de døde hviler på højre skulder med ansigtet vendt mod Mekka. Da den første muslim blev gravlagt her, kom imamen med et kompas i hånden for personligt at tjekke retningen, siger Jørn Skov.

Og så er der stenen over Mikkel G. Malle. Han begik selvmord i 2013 og blev kun 19 år. Faktisk er det hans søster, Jørn Skov vil fortælle om. Året efter broderens død skrev hun et indlæg til tidsskriftet ”Kirkegården”.

”Jeg bruger i dag kirkegården som et pusterum. Her kan jeg græde, men jeg mindes oftere med et smil. Jeg håber, der altid vil være plads til, at alle kan bruge en kirkegård, uanset tilhørsforhold eller historie. Derfor mener jeg, kirkegårde skal være åbne, imødekommende, afspejlende og respekterende,” skrev hun blandt andet.

Tønder ligger lige dér i grænselandet og med 200 års krigshistorie i bagagen. Det har skabt de værdier, man af alt magt stræber efter her:

”Kirkegården generelt er det sidste fællesskab i Danmark, vi alle kommer i. Et samfund kan kun hænge sammen, hvis der er noget, vi er fælles om. I et samfund, der splitter mere og mere op, skal man i hvert fald kunne finde fællesskabet her,” siger Jørn Skov.

Tønder Kirkegård ligger på Ribe Landevej 47, 6270 Tønder