Moesgaard Museum er en bunker, hvor der altid er mørkt. Man vandrer bogstaveligt talt rundt nede i den kulsorte historie. Man befinder sig i rum uden sæsoner, uden vekslen af vejr, temperatur, vind, støj, lugt og stank. Alt er fastfrosset i den gravitetiske og enerverende dunkelhed.
I film regner det altid i middelalderen – og folk bliver syge af at stå ude i regnen og spille på fløjte. Hvordan var det mon så på neandertalernes tid for 120.000 år siden, da klimaet var varmere i Europa end nu? Neandertalerne vidste, at der var en ny istid på vej inden for de næste 5000 år. Neandertalerne, der levede i vor tids Mellemeuropa, Italien og England, havde ikke den fjerneste mulighed for at vide sådan noget. I det hele taget er det en udstilling, hvor påstandene om, at neandertalerne var ligesom os, står i kø.
Udstillingen er umiddelbart flot ved sin dramatik. Den foregår i to rum. Det første er udstyret med en masse døde træer med tørre blade, der vist skal illudere skov. På en række sten af plastik projiceres scener fra neandertalernes hverdagsliv. Det er ikke meget forskelligt fra det 19. århundredes koloniudstillinger – her blot med digitalt konstruerede mennesker. Der er også film af neandertalernes jagt på skovelefanter med simple træspyd. Havde de nedlagt deres bytte, skar de det i stykker med håndkiler og stegte det.
En række af redskaberne vises i montrer i det, der skal illudere skov, men det er et underligt sammenstød. Det er sjældent at finde montrer ude i en skov. Desuden findes her stationer, hvor man på en skærm og med en hørebøf kan opleve antropologer, genetikere og arkæologer fortælle om neandertalerne. Her er der dog et kærkomment forsøg på en videnskabelig udfoldelse af udstillingens teser.
Det andet rum er mere åbent og rummer skelettet af en mammut, samt en ung mammut, et mosefund fra Sibiriens permafrost. Det er angiveligt en baby, hvad der så end menes med det i dyreverdenen. Her ses også en lille neandertalerpige i nattøj. Havde de virkelig sådan noget fint nattøj, eller er det noget, de har fundet på i Holland, hvorfra de fleste af disse modeller stammer?
Hun er jo sød og nuttet, som hun sidder der, og børnene elsker hende, kan man se. De sætter sig ved siden af hende. Der er ellers ikke mange steder at sidde ned og betragte noget her i mørket, men i det store rum er der en rundkreds, en slags fællesplads, hvor gæsterne kan samles om et midlertidigt belyst landskab og få en fortælling. Rundt om er der udstillingsskabe med redskaber og portrætter af den slags, man for et par århundreder siden lavede af de ædle vilde.
Charles Bird Kings serie af indianerportrætter fra 1820’erne i Nationalmuseet i København adskiller sig ikke meget fra disse individualiserede portrætter af de neandertalermennesker, som vi ikke ved noget som helst om. Det er ren romantisk æstetik og idealisering af det fremmede. Man vil fremstille de fremmede og ukendte som individer, vi kan spejle os i. Vi er i familie med dem. De kunne som portrætter hænge på væggen hjemme i stuen ved siden af mormor, morfar og andre familiemedlemmer.
Udstillingen slutter med et pap-panorama, der skal forstille en hule. Her bliver det slået fast, at neandertalerne allerede længe før Homo sapiens malede i de huler, som de ifølge udstillingsteksten udforskede. Atter en underlig tilgang til fortiden, at urfolket skulle have en sådan forskertrang. Havde de også et videnskabssyn?
Hvorom alting er, malede de på hulevægge, men hvorfor? Havde de religion, betød byttedyret noget for dem på et andet plan end det konkrete?
Kult og religion berøres slet ikke som en mulighed i udstillingen. Udstillingen hævder, at neandertaleren havde en æstetik, men havde denne så intet med tro, fascination eller overnaturlig kraft at gøre?
Vi skal møde neandertaleren i os selv, og det kommer vi sandt for dyden til, ved at udstillingen fikst stiller alle spørgsmålene og selv besvarer dem. Her ser vi omsorg, empati, sygepleje, kropskultur, æstetik, opfindsomhed, altsammen ædle og gode ting, men disse såkaldte fakta skal dække over en tid og et liv, der formentlig var farligt og kort, som var vildt og råt, hvor det kunne være brændende hedt, tørt og isnende koldt – som i den bjergdal i Kaukasus eller Abruzzerne, der udgør det teatralske bagtæppe i det største udstillingsrum. Det glemmer man let i halvmørket og ved stuetemperatur.
Vi bliver ikke meget klogere på neandertaleren og hans liv, fordi udstillingens fortælling blokerer for museumsgæstens spørgsmål og egen undren.
Til gengæld er der smæk for skillingen i animationer og formidlingsteknik; der åbnes en verden for den, der går på museum for at blive underholdt. Man skal ikke tage udstillingen for mere end et godt tilbud til familieunderholdning i en tid, der såvist kan trænge til det.
Den kunstneriske og tekniske udførelse er i høj klasse, men det nagende spørgsmål er, om man faktisk har tillid til udstillingens fortælling.